Nightwish – dét største symfoniske metalband nogensinde har nu landet deres 9. studiealbum, med den lettere finurlige titel “HUMAN. :II: NATURE. “
Med et band som Nightwish kan vi med rette sætte høje forventninger. De har solgt albums i millionklassen og headlinet arenaer som Wembley og festivaler som Hellfest og Wacken.
Når det kommer til symfonisk metal er der ingen der når dem. Og dét med længder.
Forventningerne til et nyt album med Nightwish er derfor store. Det vil de altid være. Og særligt efter de fik Floor Jansen med i 2013 synes Nightwish igen at have fået både gamle og nye fans med på vognen.
Styrken ved Nightwish har nu engang alle dage været Tuomas Holopainens’ sangskrivning. Han formår gang på gang at skabe et metallisk symfonisk univers, der langt fra kun består af sukkersøde melodiske pop-omkvæd, men i stor grad går i dybden med en mere kringlet sangskrivning, ud i det klassiske univers. Og så naturligvis Floor Jansens flotte vokal. Genrens bedste hvis du spørger mig.
“HUMAN. :II: NATURE.” er ingen undtagelse. Albummet er atter stort anlagt. Optaget i samarbejde med et stort orkester består deres 9. fuldlængde af i alt to skiver. Den første af 9 regulære sange med en gennemsnitslængde på godt og vel 5 min. Og så plade #2, der udelukkende består af en halv times rendyrket klassisk/symfonisk musik på det lange nummer “All The Works Of Nature Which Adorn The World.”
Som helhed er “HUMAN. :II: NATURE.” en smule mere afdæmpet end tidligere Nightwish’ albums. Det er udentvivl Nightwish’ mest melankolske album til dato. Den metalliske del er blevet skåret en smule væk. Det er langtfra Nightwish’ tungeste album. Selvom numre som den riffstærke og dramatiske “Pan” og førstesinglen “Noise” bestemt sømmer den metalliske faktor sikkert fast hos Nightwish.
Men det er et album der overordnet set oser af “lige ved og næsten” øjeblikke. “Music” er en flot åbner med god dynamik, med dens rolige udtryk i verset, der bygger op til et klassisk pompøst Nightwish-omkvæd. Nummeret her er “kun” 7.23 min langt. Men med en over 3 minuter lang intro kunne åbneren snildt have været længere. For pludselig er nummeret slut. Vi kunne sagtens have brugt langt flere stykker. Man føler at det snildt kunne have udviklet sig mere.
Det samme kan siges om pladens bedste nummer. Den flotte “Shoemaker”. Et nummer der egentlig er ret standart for Nightwish. Uden egentlig det helt gode omkvæd. Men hold da op hvor nummeret vinder på sin afslutning. Et klassisk stykke, der nok er noget af det smukkeste jeg har hørt fra Nightwish nogensinde. Her viser Floor sit sande sopran talent. Men lige når man tror at nummeret skal peake er det slut. Satans!! Den kunne sagtens være kørt længere.
Og sådan er den her plade faktisk langt henad vejen. Det er et absolut godkendt Nightwish album. Men det virker som om, at der bliver holdt lidt igen. Og så kan det altså undre én, at Marko Hietala’s ellers så glimrende vokal er så fraværende som den er. Vi skal helt hen til den afsluttende ballade “Endlessness” før han omsider dukker op. I stedet har man givet den primære mandlige vokal-tjans til fløjtespiller Troy Donockley på nummeret “Harvest”. En vokal der ikke er nær så god og spændende som Marko’s.
“Endlessness” runder første del af. Den første metalliske del skal forstås. Anden del går nemlig i en helt anden retning.
Og hvad skal den hardcore metalfan så med hele plade 2? Det er jo ikke skyggen af metal?
Og nej, det har du sandelig ret i at det ikke er.
“All The Works Of Nature Which Adorn The World” pt 1-8 er 100 % rent klassisk musik skrevet af Tuomas Holopainen. Og hvis man ikke kan fordrage klassisk musik vil man heller ikke finde glæde i den halve times lange symfoni han her har skrevet.
Omvendt er denne del af pladen en sand åbenbaring, hvis man forstår at sætte sig ned og rent faktisk lytte til de 8 symfonier. Men det kræver, at man giver sig tid til at sætte, eller ligge sig ned, og lade musikken ramme én.
Den halve times symfoni er stort opsat. Med en gennemgående rød tråd i temaet, der udvikler sig slavisk igennem hver del. Naturen i al sin storhed (og forfald) har været temaet for Holopainen her og bør høres fra start til slut og ikke brydes op i sine delelementer.
Plade 2 slår egentlig blot en streg under, at ingen andre symfoniske metalbands kommer i nærheden af Holopainen. Hvor andre prøver med et letspist melodisk omkvæd, så tager Holopainens’ sangskrivning udgangspunkt i den store helhed. Og det vinder Nightwish atter engang på.
Opsummering: “HUMAN. :II: NATURE.” er en godkendt plade, der, når vi ser frem i tiden, ikke vil stå som Nightwish’ bedste. Til det er der for mange løse ender i sangene som helhed. Men store oplevelser på “Music”, “Shoemaker” og hele plade 2 gør Nightwish’ 9. album til en god udgivelse.
Lyt specielt til: “Shoemaker”, “Music” , “Pan” og generelt hele “All The Works Of Nature Which Adorn The World”, hvis du er i humør til det.
For fans af: Klassisk musik, Epica & gammelt Within Temptation