00’erne er på vej tilbage for fuld fart i disse år, selv om det nok er de gamle hits, der trækker folk, så må det også ses, som et tegn på at en lyd har været savnet. Nu-metallen og den gode poppunk.
Denne aften i Amager Bio fik vi dele af begge, da Zebrahead skulle åbne ballet i det udsolgte Amager Bio!
Zebrahead
Foto: Lykke Nielsen
En bar er placeret på scenen, et par mennesker i hvad man først tror, er dyrekostumer har også indfundet sig. 1,2,3 og så er der punkrock for fuld fart, som man kender den. Her er der ikke opfundet en masse nyt, men fart på og melodier der nemt fanger en. Bandet er godt klar over de ikke kan leve på deres nummer, så de hiver alle tricks op af bogen. De omtalte folk i dyrekostumer er åbenbart Aliens, men de drikker øl og server til bandet! Undervejs får vi masser af snak og gøgl fra bandet, der gør en aktiv indsats for få folk til at mosh, klappe med, ja endda hiver nogle af dem på scenen til forfriskninger fra baren (De 2 udvalgte, virker dog ikke til at være særligt tørstige). Musikken er ikke kun ren punkrock, men låner også fra nu-metallen, det virker fint sammen, uden det skaber noget helt vildt. Det hele slutter med en af Aliensene der tager en sejltur på publikum. Det var sjovt og fik varmet folk op, og hvis nogen havde glemt at høre punkrock siden de glade 00’er, var de nu mindet om, hvad det var, men også fint at det ikke varede længere end ½ time, for så havde det krævet en fredag og flere øl til publikum.
Sum 41
Foto: Lykke Nielsen
Så blev tid til at så mange voksne mennesker havde fundet ungdomstøjet og øl frem en mandag. Noget skulle genoplives, nemlig de glade tider med den gode poppunkrock! Der er Sum 41 en af de helt store i at få musikken bragt ud til den brede befolkning! Med et nyt album ude i 2019, kom de langt om længe til Danmark igen. Vi starter da også showet med et nummer der fra, nemlig ” Turning Away” selv om publikum var glad for at se bandet, stod det også klart, at det ikke var derfor de kom, for da ” The Hell Song” får lov at brage udover salen kort efter, så startede en kæmpe hoppefest med fællessang! Så er vi for alvor i gang, og da den bliver efterfulgt af ”Motivation” så virker sejren allerede hjemme!
Forsanger Deryck Whibley ligner sig selv, og gjorde et fremragende job som frontmand. Han taler til publikum, når det skal til og sikre at stemningen bliver holdt højt! Heldigvis behøver han ikke at gøre meget denne aften, da publikum er på! Når der er hits, bliver der sunget og hoppet, og resten af tiden sikre en stor gruppe af bros og folk omkring dem, at moshen aldrig får lov at dø. Publikum er på ingen måde ramt af, at det er mandag. Det er bandet heldigvis heller ikke og spiller virkelig godt og det hjælper dem med at bære showet igennem mellemstykket, hvor de har valgt at spille en masse nyt og sange, som ikke er samme fest show. Sangene er af svingende kvalitet og langt fra det Sum 41 gør bedst, nemlig at have en kæmpe punkrock fest. Det hele bliver ofte lidt mere hård og lidt mere ned i tempo, det virker bare ikke lige så godt.
Nu fik jeg rost forsanger Whibley for hans evner som frontmand, desværre har han aldrig været byens bedste sanger, og det står ekstra klart i de rolig sange, hvor stemmen skal bære det, og når publikum ikke på samme måde synger med. Det var forventet, så ingen overraskelse, men man bør, som band, nok overveje hvilke sange han kan bære live?
Heldigvis kommer vi tilbage til hvad de gør bedst, nemlig når der skabes punkrock fest, med fællessang og bangers! Hvilket vi bestemt får med rækken af:
”Pieces”, ”Fat Lip”, ”Still Waiting”, cover af Queens ”We Will Rock You” der virker langt bedre end forventet, for at runde det hele af med “In Too Deep”. Eller her skulle det have sluttet, men vi fik også den nye ballade “Never There”, hvilket medførte at showet sluttede nede frem for på toppen. Alt i alt en stærk aften med Sum 41, og mit teenager jeg havde uden tvivl givet dem fuldt hus, den voksne anmelder havde også en god aften, men ikke helt der oppe
Billederne er venligst stillede til rådighed af Lykke Nielsen Photography