En fastelavnsfest på den ekstreme metalscene bliver næppe større i dag end ved Behemoth og Slipknot. Sammensætningen af disse to bands gav en solid, omend forudsigelig, aften i den ekstreme metals øverste liga.


Behemoth

Behemoth i Royal Arena

Behemoth må siges at have været det mest ekstreme band, der endnu har spillet i Royal Arena. Både rent musikalsk, men også i deres sataniske udtryk. Behemoth ER bare the real deal. Det er musikalsk kunst på højeste plan. Det samme er deres visuelle udtryk, der her til aften var mere eller mindre en kopi af selv samme de havde med på Roskilde Festivalen i sommer. Det er jo trods alt også samme album-turné de er ude på. Det betød flotte grafiske visuals, fyldt med sataniske symboler, røgsøjler og velplacerede ildkanoner.  Alt er gennemtænkt og alt hvad de gør er velspillet. Ondt og aggressivt, men samtidig også utrolig smukt, dragende og fascinerende. Som altid, fristes man til at sige, i Nergals formørkede univers.

I Royal Arena havde Behemoth bragt den helt store produktion med sig. Det i sig selv var fedt, da de jo på papiret “kun” var support for Slipknot. Desværre fik de kun godt og vel 45 minutter. Men det var nu egentlig også nok til at vise folket, der endnu ikke er bekendt med Behemoth, hvad de står for og hvilken kapacitet Nergal og co. nu engang er, når de står på en scene.

For Behemoth er om nogen bandet, der har taget det satanistiske udtrykt helt op i den øverste liga, uden, vel at mærke, at have solgt sin sjæl. Behemoth har fortsat cred i undergrunden, samtidig med at de nu rent faktisk kan fylde større og større arenaer rundt om i verden. Den kan og skal de takke “The Satanist” for. Et album som fortsat står som bandets vel nok største mesterværk nogensinde.

Lyden var overraskende god og fra hvor jeg stod gik samtlige instrumenter rent igennem. Således var det en sand fornøjelse, at blive tæsket igennem til numre som “Daimonos” og ikke mindst den efterhånden ny-klassiske “Ov Fire and the Void” fra Evangelion.

Nergal kæmpede ihærdigt for at få folk med. Om det lykkedes for ham er jeg en smule i tvivl om? I hvert fald var de forreste rækker med. Det faktum tror jeg nu som sådan ikke skyldes Behemoth. Men for mange Slipknot fans på rækkerne og længere tilbage var Behemoth måske enddog en lige stor nok mundfuld.

Behemoth hev dog en klar arbejdssejr hjem i Royal Arena med en storstilet “support” koncert, der blev rundet af med den herlige “Chant for Eschaton 2000”. En koncert hvor Behemoth’s mørke kunsteriske tilgang til metallen stod i klar og næsten FOR stor kontrast til Slipknots farverige amerikanske showbizz-metal.

 

 

 

Slipknot

Slipknot i Royal Arena

For ja. Slipknot var nu engang dét band, som i hvert fald de fleste, havde indløst billet for at se. Bandet har taget turen fra ekstrem metallens undergrund og op til de helt store arenaer og festivaler og har nu i en årrække været på headliner niveau med navne som Maiden og Metallica. I Danmark er turen gået fra Lille Vega, som opvarmning for Metallica i Parken, koncerter i Valby – og KB Hallen, Forum København, Esbjerg og så naturligvis festivalerne Roskilde og Copenhell og nu altså deres største headliner koncert i Royal Arena på egen hånd.

Slipknot er den helt store blockbuster i dag. De har været i landet uendeligt mange gange. Man ved hvad man får. Det er solid amerikansk underholdning. Perfekt til øl, popkorn og en tur i pitten med bar mave og sved. Som det altid har været med Slipknot. På godt og ondt…

For Slipknot er en maskine. En 9-hovedet maskine der ved hvordan man skruer et underholdende show sammen. Op til koncerten i Royal Arena har bandet været på turné i mange, mange uger. Sammenspillet sidder således lige i skabet. Og ikke nok med det, ja så sørgede bandet også for at spille så højt, at det kunne mærkes helt ind til skelettet, selvom man stod stille. Det må være den højest-spillede koncert jeg nogensinde har oplevet i Royal Arena. Sådan skal det være. Massivt og voldsomt…

… Men også lidt kedeligt?

Selvom Slipknot er garant for et godt show, så er amerikanernes vanvittige cirkus også bare så enormt forudsigeligt. Alt hvad de gør har de gjort 1000 gange før. Alt hvad Corey Taylor siger i løbet af en koncert har han sagt i de sidste 25 år. Og bevares, selvom der kommer nye skærme til sceneshowet i ny og næ, så er det reelt også det samme show de har haft kørende i de sidste mange år. Her er det ikke nok bare at skifte en maske i ny og næ, ved et nyt album. Der må simpelthen ske noget nyt.

Det hele er så forudsigeligt. Vi kender opsætningen. Vi ved sågar hvordan samtlige af de 9 musikere er placeret på scenen. For sådan har det altid været. Vi ved at Corey Taylor efter fjerde nummer, som altid, stiller spørgsmålet “How many have seen Slipknot before”? Vi kender responsen fra publikum og vi kender Corey’s svar. Det er som et manuskript der ikke er blevet skiftet ud i de sidste 15 år.

Har man set Slipknot bare to gange ved man nogenlunde hvad der sker i løbet af en Slipknot koncert.

Slipknot i Royal Arena

Denne aften i Royal Arena vinder bandet dog på, at de er så sammenspillet som de er, og at sætlisten faktisk er skruet ganske fornuftigt sammen, med både gamle klassikere og interessante nye numre fra “We Are Not Your Kind”. Her vinder den dragende “Solway Firth” stort.

“Vermilion” var en glædelig tilføjelse i sætlisten og så sørgede en fuldstændig vanvittig tung og aggressiv udgave af “People = Shit” for at alle i pitten kom hjem med mindst 4 blå mærker. Hold da kæft et vredesudbrud det 9-hovedet bæst kom op med dér. Jeg vil gå så langt som at sige, at lige præcis dét nummer, var med til at trække oplevelsen i hvert fald en halv stjerne op.

En oplevelse der helt sikkert har taget kegler for dem der måske er nye i Slipknots liveunivers. Men har man ligesom undertegnede oplevet Slipknot on-off siden 2004, eller tidligere, og op til i dag, var det sgu for meget af det samme. Og så kan de spille nok så højt og nok så aggressivt.

Behemoth skifter showet ud ved hvert nyt album. Slipknot skifter kun deres masker. Og til sommerens koncert på Smukfest er der nok flere der vil svare “første gang” når Corey atter engang spørger hvor mange der har set Slipknot før. Hvis de da når så langt i koncerten.