Sonata Arctica på Train. Foto: Weiss
Sonata Arctica var tilbage i Danmark efter 3 års fravær. Dette i kølvandet på deres nyeste udspil. Den middelmådige “Talviyö”. Denne gang var det Jyllands tur til at tage i mod finnerne.
Efter et par shows i København, hvor Pumpehuset lagde scene til Sonata Arctica’s melodiske power metal, var det nu op til Train i Aarhus at give plads til finnerne. Og lad os da bare være ærlige at sige, at plads ikke var en mangelvare. Faktisk var der alt for meget af den. For vi var vel kun omkring en 100 stykker til at overvære Sonata’s seneste koncert på dansk grund. Hvis det overhoved kan gøre det?
Om det skyldes at jyderne bare ikke gider Sonata eller om “Talviyö” bare ikke er en god nok plade skal jeg ikke kunne sige. Men det var godt nok langt fra de omkring 400 mennesker Sonata Arctica ellers har spillet for ved de sidste par shows, i den store sal i Pumpehuset.
Det var faktisk lidt pinligt, men heldigvis lod bandet sig i det mindste ikke gå på af det. Dét må man give Sonata Arctica og ikke mindst sanger Tony Kakko, der ellers godt kunne forvente lidt af en “hård” aften, med så få mennesker samlet på Train. Heldigvis var de fåtallige der var mødt op klar på at feste.
Tony Kakko er da også en glimrende fortæller, i øjenhøjde med sit publikum. Han fik gjort det hyggeligt og intimt på Train, så meget at man ikke tænkte yderligere over det manglende fremmøde.
Sonata Arctica er et band af svingende karakter. Både på live- og albumfronten. Det er længe siden at finnerne for alvor har udgivet et album, der har taget publikum med storm og det smitter også af på livefronten, som har været af ligeledes svingende karakter de senere år.
Deres seneste koncert på hhv. Wacken i 2017 og i Pumpehuset i 2016 viste dog begge et Sonata Arctica med spilleglæden og nerven intakt. Her var det virkelig et Sonata Arcitca med blod på tanden og det fremgik også af setlisten, som havde et noget hurtigere og hårdtslående udtryk. Det var den Sonata Arctica jeg håbede på at se i Aarhus.
Men de ville noget andet…
På denne tour har Sonata valgt at spille hele 10 sange fra de seneste 4 albums. Alt alt for mange hvis du spørger denne anmelder. Som sådan er det ikke dårlige albums, men de er heller ikke blandt Sonata’s bedste og så er det udgivelser, der med primært midttempo og langsomme sange, med letbenede melodier, egner sig klart bedst at blive hørt derhjemme i rolige omgivelser til en aften på sofaen, end til en koncert, hvor man med rette kan forvente en smule energi. Selv fra et band som Sonata Arctica. Det blev simpelthen for kedeligt og uinteressant i længden.
Sonata Arctica på Train. Foto: Weiss
Nye sange som “Whirlwind”, “Cold” , “Who Failed the Most” fungerer umiddelbart dårligt live. De er ikke interessante nok til at holde en koncert spændende midtvejs i et sæt, hvor det altså er energien vi skal have op at køre. Sonata Arctica er trods alt fortsat nu engang et power metal orkester, så det må være forventet at kortene bliver blandet lidt bedre. Noget som de kunne finde ud af sidst de var i Danmark.
Men Sonata Arctica ville som sagt noget andet. Kun 4 sange blev det til fra det klassiske bagkatalog. Sange som altså burde være dem, der for alvor kunne få gang i folk. Og når så den ene af de 4 er balladen “Falluah” så var det heller ikke her, at Sonata for alvor fik tændt op under Aarhus. Først under “Black Sheep” og “Fullmoon” kom der lidt af den gnist, som man med rette burde kunne forvente af Sonata Arctica, men der var det for sent.
Tony selv havde en svingende dag på kontoret. Stemmen var ikke synderlig velsmurt og flere gange blev de høje toner fraseret. Helt skævt gik det i det første ekstranummer “Losing My Insanity”, hvor stemmen svigtede og han virkede utrolig anstrengt. Ikke optimalt da stoppet i Aarhus var blot 5. stop en meget, meget lang Europa Tour.
Jeg vil så gerne at Sonata Arctica var et liveband man altid kan regne med. Men deres koncerter er simpelthen af så svingende en karakter, at de kan gå fra de helt gode til de decideret kedelige og uinteressante. Med undtagelser af nyere slagere som “Life” og “Closer to an Animal”, der klarede sig rigtig godt i Aarhus, så er det nu engang i bagkataloget, at Sonata Arctica vinder. Vi manglede virkelig sange som “San Sebastian”, “8th Commandment” og “Don’t Say A Word” til at sparke liv i den her koncert i Aarhus.
Men hatten af for at være så professionelle og spille foran en så lille crowd, med en alligevel så positiv spilleglæde.
