1-2-3 og SÅ tons!
No bullshit attituden var til at føle på, da Grand Magus for blot anden gang gik på en scene i Danmark.
Trioen fra Sverige spiller 100 % straight forward heavy metal, uden så meget pis og det gør de egentlig med en ganske fin fornemmelse for stilen.
De går på scenen og leverer det de nu engang kan og gør. Det er ikke videre nyskabende eller rig på overraskelser. Ej heller har frontmand og guitarist JB jordens stærkeste vokal.
Derimod står trucker riffsne i kø og det samme gør attituderne hos bandet. Heavy metal, læder og flying V. Sådan som dét nu engang bør være og som hører sig til. Dette er noget bandet har praktiseret siden 1999, med debutten “Grand Magus” fra 2001. 8 albums senere og Grand Magus er i år klar med deres seneste album “Wolf God”. Endnu engang kredser temaerne om paganism.
Så man kan vel egentlig spørge sig selv: Er der noget mere sejt end at hamre bajere til læderbeklædt heavy metal, med vikingetema, en fredag aften i Aalborg? Når man kiggede rundt i salen tydede alt i hvert fald på, at publikum var klar til lige netop dét! Selv peakede min brandert da også lige her.
Det var ikke videre kunst. Men festligt – helt bestemt! Og vi havde sgu en fest! Noget som en elitær Devilution anmelder aldrig vil forstå.