Machine Head. Amager Bio. Foto: Robin Nilzon
Hvad Machine Head ikke længere kan på plade, ja det kan de da så heldigvis stadig på scenen. Sådan nogenlunde da i hvert fald.
Selv den mest hårdnakkede Machine Head fan må simpelthen indrømme, at de seneste par udgivelser fra Flynn og co. – undskyld udtrykket – har været en magert omgang pis. Og Robb Flynn’s egen reaktion på kritikken fra både fans og anmeldere har ligeledes været noget rod at være vidne til.
Siden forlod så både trommeslager Dave McClain og guitarist Phil Demmel så bandet. Og ja, hvad skulle der så blive af Machine Head?
I aftes i Amager Bio gav Flynn svaret til den udsolgte sal: De kører videre med rå maskinel power! For dét må man satme give maskinen. Den pumper videre med ren råstyrke. At kunne spille med så stor intensitet og energi i tre timer er imponerende. Simpelthen kort og godt imponerende.
At en aften med Machine Head i 3 timer så er for lang er en anden snak. Lad os se nærmere på det…
Machine Head. Amager Bio. Foto: Robin Nilzon
Kort fortalt: Aftenen var delt i to. En “best of” Machine Head setliste med sange fra de sidste 15 år, opdelt med en 10 minutters bajer-pause, for så at komme ind og spille hele debutten”Burn My Eyes” fra start til slut. Det virker jo som en ganske fed idé.
Navnligt når størstedelen af bandet fra første halvleg bliver skiftet ud og til anden del består af 3/4-dele originale medlemmer af netop “Burn My Eyes”. Det var sgu en ret fed gimmick og en særlig treat for fans af bandet.
Men lad os blive ved første halvleg. Med “Imperium” kickstarter Machine Head nemlig hvad der skal blive til et godt og vel 2 timers langt “best-of” set. For så at fortsætte direkte over i “Take My Scars” og “Now We Die”. Groovet er der. Det svinger og publikum virker til at være med. Alligevel står man lidt med følelsen af, at maskinen er sat på automatpilot. At det her bare er endnu et show i rækken af lange, lange koncerter. Bevares, at det så er en velsmurt automatpilot er jo bestemt ikke skidt. Og heldigvis slipper vi, mere eller mindre, for at høre på Robb Flynn’s normalt ellers så belastende lange taler om hvor fantastiske vi alle er. Der skulle gå hele 9 sange (0g en guitarsolo) før Robb Flynn kom til den lange pleasende tale.
Men var det så overhovedet nødvendigt for Machine Head at bruge to timer på at komme frem til det, som langt størstedelen var kommet for at høre? Bestemt ikke. En time med hver havde været helt perfekt. Det havde klædt showet, at blive trimmet for alt overflødigt. F.eks de ligegyldige “Catharsis” og “Is There Anybody Out There?” og med et show på tre timer er en guitarsolo på alle måder også ligegyldigt og det rene fyld. Derimod var det en fornøjelse at opleve baskere som “I Am Hell (Sonata in C#)” og “Halo” få liv i Amager Bio’s bajertørstige onsdags publikum. En solid mavepuster der fik banket os alle i gulvet.
Machine Head. Amager Bio. Foto: Robin Nilzon
Med “Halo” afsluttede Machine Head det første sæt.
Tid til (endnu) flere bajere og så tilbage til hvad det her virkelig handlede om. For det var åbenlyst for enhver, at “Burn My Eyes” var grunden til at de fleste var kommet. Alle dem der var gået ud af salen i løbet af første halvdel var nu fundet tilbage. Klar til at opleve dét album, som Machine Head aldrig nogensinde kommer til at kunne lave igen. Nemlig deres debut “Burn My Eyes”.
En eksplosion af tyngde ramte os alle, da trommerne til “Davidian” satte i. Og hvor det under første del primært var mod midten af salen at man skulle finde den store fest, ja så var det nu hele salen der kogte. 2 timers Machine Head sad dog solidt plantet i begge ben og ryg og på den tredje time, var det altså med at finde energien frem igen. Det hjalp dog heldigvis, at det var til “Burn My Eyes” at denne skulle findes.
Det var her koncerten for alvor peakede. Det var her maskinen var mest velsmurt.
Robb Flynn har ved tidligere lejligheder udtalt, at bandet ikke længere ønsker at spille festivaljobs. Fair nok. Bandet er trætte af at spille for folk i store mudderpøle og i dagslys. Man vil derimod hellere fokusere på at spille egne og lange jobs i pakkede klubber. Umiddelbart er det jo en ret fin tanke. Men tre timer med Mahcine Head kan fint trimmes ned til to, uden at vi på nogen måde mister noget på det. Onsdag aften blev en broget oplevelse, hvor de største opture skulle findes i koncertens sidste halvdel.
