Heave Blood & Die. Foto: Aleg-One
Norsk tyngde, riffs for days og dronende repetitioner gjorde, at en søvndyssen torsdag nat på Roskilde Festival sendte os i ud i euforien.
Heave Blood & Die er nok ikke et bandnavn der ringer mange klokker ude i metalverdenen. Mest af alt kan dette skyldes, at den fart som det unge norske band eller har fået på karrieren, kommer fra opmærksomhed i helt andre musikalske afkroge, hvilket når man lytter til musikken eller godt kan blive lidt imponeret af. For det er tungt, det er vredt, det er lange numre og det er repetitivt på den helt rigtige måde. Ikke ligefrem noget som mainstream medier normalt tager til sig. Derfor var det også virkelig befriende, at vi kunne få et uforfalsket los i løgene sent denne aften på Roskilde Festival.
Det fem mand store orkester med to guitarer, en bas, trommer og synth, bidrog alle til at vugge i takt til de iørefaldende riffs og til alle at smitte med hver deres energi, der var alt fra drømmende dans til aggressiv indpiskning. Så alt efter humør kunne man fokusere de resterende kræfter der hvor det for alvor betød noget.
Der hvor Heave Blood & Die virkelig brillerer er med deres riffs. Altså, når man spiller det sidste nummer i sit set som et rendyrket instrumentalnummer med kun ét riff, der skiftevis blev spillet oppe og nede i dynamik, og samtidig kan få publikum til at hige efter mere, så gør man noget helt rigtigt!
Heave Blood & Die mangler måske lige en plade eller to mere før de kommer op i den absolutte superliga af riffs, men denne aften på Roskilde Festival ramte de helt plet og barberede geden lige som den skulle.
