Cult Leader. Foto: Jannie Ravn Madsen
Skizofrenisk blanding af kaotisk hardcore, knasende crust og øm croon, kom Cult Leader for at vise, at vi absolut ikke skal tro, at vi ved hvor vi har dem. Men hvis man går ind uden nogen holdning eller kendskab forinden, kunne oplevelsen måske godt virke en kende besynderlig.
Cult Leader opstod i asken af majestætiske band GAZA, hvilket tydeligt kan høres på de medrivende og kaotiske kompositioner de lægger for døren. Det er krævende, det er drømmende, det er melodisk og det er afstraffende. Og oftest altsammen på samme tid.
Med Cult Leader har vi på den ene side har tonstung, atonal og skæv rytmisk crust-hardcore og på den anden øm og melodibaseret croonersang, som ellers fik skabt en del forvirring blandt det ellers pæne fremmøde på Roskilde Festivalens mindste scene, Gloria. Det store fremmøde blev der dog tyndet en del ud i koncerten igennem, og imens skeptikerne måtte se sig slået, forblev den hårdeste kerne og sluprede de krævende toner fra Cult Leader i sig med næverne i vejret og moshpitten kørende.
Den geniale udgivelse “A Patient Man” fra 2018 stod for størstedelen af aftenens setliste, hvilket absolut giver god mening, da de på denne plade i særdeleshed er ved at finde deres helt egen niche i deres hav af kaos.
Igennem hele showet får vi ikke ytret så meget som et ord fra scenen før et “thank you” til allersidst, og det er lidt svært at afkode om bandet nyder at være her, eller om vi blot får en lidt indstuderet dag på kontoret. Det var først da moshpitten for alvor kom i gang, at man kunne ane et løft i frontmand Anthony Luceros energi, der trods alt ellers var ganske intenst hele vejen igennem.
Selv stod jeg tilbage med en følelse af både at være blevet forulempet rent musikalsk, at blive udfordret i hvordan et metalband kan gribe ud i forskellige genreafkroge (til blandet success) og samtidig stadig stå tilbage med en fornemmelse om, at vi slet ikke har oplevet Cult Leader nå deres fulde potentiale. Endnu!
