Baest på Roskilde Festival

Der er vel snart ikke en metalfan i dette kongerige, der ikke kender til, eller har set en koncert med Baest minimum 2 gange nu.

 

Natten til lørdag skulle bæstets popularitet for alvor stå sin test, da Roskilde Festivalen skulle besejres endnu engang. Og det var til en koncert i de helt, helt sene nattetimer.

For 2 år siden stod de på Rising. I nat var de rykket indenfor på selve festivalpladsen.

Med en koncert klokken 2.30 i festivalens yderste hjørne, var det selvsagt her, til denne koncert på Roskilde, at deres sande popularitet skulle testes. Ikke i primetime på Copenhell, hvor det naturligvis er forventet at folk vil dukke op. Men på Pavilion i Roskilde midt om natten. Ville der være folk til et nyt dansk dødsmetal band klokken “jeg-burde-være-i-mit-telt-for-længst”?

Roskilde’s (metal)koncerter ud i de meget sene timer er ofte langt fra velbesøgt, så jeg forventede bestemt heller ikke det store her. Men så alligevel. Med Baests mainstream hype i disse år (forside på Gaffa, dokumentar på DR3), så kunne det jo reelt set godt ske, at der ville være folk i teltet klokken lort.

Baest på Roskilde Festival 2019

Lad os bare gå direkte til sagen. Resultatet taler for sig selv. Baest pakkede Pavilion, som sjældent set, så sent om natten. Der var rigtig, rigtig mange mennesker og med en pit der eksploderede allerede i første nummer, havde Simon Olsen og co. en nat jeg tror de sent vil glemme. Én ting er at kunne samle en stor crowd på en metalfestival som Copenhell. Det er flot, bevares. Noget andet er at kunne gøre det på en så stor og bred musikfestival som Roskilde. Det er godt gået.

Showmæssigt var det klassisk Baest og mindede i høj grad om koncerten på Copenhell. Det var de samme virkemidler. Dog skal jeg ærligt indrømme, at efter 15 timer i marken denne fredag på Roskilde, var energien suget fuldstændig ud af kroppen og var ærlig talt nok mere død end levende. Så da klokken slog 3.30 og solen var begyndt at dukke op ude i horisonten, var der ikke mere tilbage at komme efter. På det tidspunkt var det også tyndet ud i den bagerste del af teltet. Forståeligt. Dødsmetal klokken halv 4 er ikke for sarte sjæle!

Baest hev atter en sejr hjem. Nu bare foran en crowd der langt fra kun var metalfans og så sent om natten.  Næste stop må vel være en åbning af Orange Scene?