Påskesøndag. Nogle bruger dagen med familien. Nogle spiser chokoladeæg og ja andre tog så til hardcore på Richter i Gladsaxe. Rent faktisk tog vi hele flokken afsted. Både Kong Core aka Aleg-one, vores egen Dragerjæger aka Weiss (han fik dog ikke lov at få nogen indflydelse på denne anmeldelse) og så undertegnede Martin Horn Pedersen.
Richter har flere gange vist, at de er klar til at give forskellige genrer indenfor coren en chance, hvilket er en fornøjelse at se, fra et seriøst spillested med gode forhold og plads.

Sharptooth

Første band er Sharptooth fra USA. Ikke et band jeg har det store kendskab til på forhånd, men de går friskt til den på trods af, at fremmødet pt ikke er imponerende. Mon ikke de sidste lige skulle slippe væk fra familiebordet? Lauren Kashan er sangerinde i bandet og leverer en energi, der imponerer med stor kraft bag stemmen. Det er en fornøjelse, at se et band give sig 100 % selvom der ikke er fyldt. Energi er dog også hvad der redder koncerten hjem, for nok spiller de fint, men det er hørt før. De politiske opråb mellem sangene, er som forventet. De hader Trump, ønsker ligestilling for kvinder og opererer med det faktum, at man skal ikke finde sig i, at folk holder én nede. Naturligvis ikke noget folk virkede uenige i. Men det var måske for meget af det gode og lidt for forventeligt. Men som nævnt god energi og fin melodisk hardcore, som bestemt var en fin måde at blive sparket i gang på.

 

 

 

Jesus Piece

Hypen omkring Jesus Piece har været stor siden de udsendte albummet “Only Self” sidste år. Så  deres indtrædelse på scenen blev modtaget med stor spænding. Fra første øjeblik blev det brutalt. Sådan virkeligt tungt, med tunge beatdowns, i et for hardcorens ofte langsomt tempo. Ingen tvivl om at det her virker!  Frontmand, Aaron Heard, er glimrende til at bringe showet ud over scenekanten og får også sat gang i området ude foran scenen, hvor der bliver pittet og åbnet op for noget ”karate”. Showet kommer dog til fremstå mere kaotisk live end på pladen og mere end godt er. For Jesus Piece har stærke og brutale sange, men for at de kommer til sin ret, skal det stå mere skarpt, end denne aften, da numrene ellers ret nemt kan forsvinde i hinanden. Derfor vil denne aften huskes som en solid optræden af Jesus Piece, men med plads til forbedring. Efterhånden som de får mere materiale at arbejde med og stadig forsætter med at udvikle sig live, er der stadig alt potentiale til, at de kan blive store i genren.

 

 

 

No Turning back

Hvis ikke det var fordi man vidste, at No Turning Back var hollands største hardcore navn, kunne man nemt have bildt mig ind, at de var fra den amerikanske vestkyst og kom ud af samme tradition som bl.a. Terror! Det er de, som nævnt ikke. Derimod er de fra et land, der på mange måder minder om vores eget. Desværre har vi ikke et hardcore band i samme kaliber som No Turning Back. De beviser fra første øjeblik på scenen, at de er et erfarent band, der forstår at få gang i publikum. Pitten vågner, hoveder blev nikket og folk er i bevægelse. Det blev dog aldrig den store ”sing a long”. Publikum fik både ældre materiale og sang fra det helt nye album ”Destroy”. Selvom de spiller klassisk hardcore, med det klassiske skifte mellem tung riffs og fuld fart frem, så beviser de også, at de har stærk lyrik, da publikum løbende både råber og synger med på teksterne, selvom de måske ikke kender dem. På samme måde formår bandets frontmand, at takke publikum løbende, mens der opfordres til mere pit. Ikke nogen prædiken eller andet i den stil. Bare et band der er glad for, at folk er troppet op. Et band der har et stærkt bagkatalog og formår at levere det live.

 

 

 

Comeback Kid

Sidst jeg så Comeback Kid var på Groezrock 2015. Den koncert står som en af de bedste jeg har set i mit liv. I et propfyldt telt fyldt til randen af folk klar på moshpit og med et band, der leverede 120%. Så det var med stor glæde og spænding, at det nu var blevet tid til aftenens hovednavn!

Comeback Kid vælger at åbne med ”False Idols Fall” fra “Wake The Dead”- albummet og så er man sgu stærkt i gang. Bandet beviser fra starten, hvorfor de er et af de bedste melodiske hardcore navne i verden. Sangene er stærke og de leverer dem med en professionalisme, som kun få kan være med på. Publikum er klar og allerede fra anden sang “Surrender Control” er der fællessang i den levende pit, fyldt med glade fans.

På samme måde forsætter de med, at finde en perfekt balance mellem energien i hardcoren og sange, som publikum kan synge med på. Altid rart med et band, der både bringer nyt og gammelt til showet og samtidig beviser de, at de stadig kan levere varen både live og på plade. Der er noget smukt i at runde hoveddelen af med ” Die Knowing,” inden det hele bliver sluttet af med Comeback Kid klassikeren over dem alle ”Wake The Dead,” som da også får publikum til give det sidste, de har tilbage og gør deres for at hoppe rundt i pitten, samtidig med, at de synger afslutning på aftenen hjem!

Comeback Kid beviser denne aften, at de altid leverer. Om der så står 150-200, som denne aften. Eller om de er foran 10.000 på en festival. Naturligvis bliver stemningen ikke den samme, men kvaliteten fra scenen fejler aldrig noget og heller ikke denne aften i Gladsaxe. At de igen i år ser ud til ikke at blive booket på en af de danske festival, kan man kun stille sig undrende overfor.