Royal Metal Fest 2019 vil først og fremmest huskes for året, hvor spillestedet Radar for første gang – med succes – blev taget i brug. Det gav mening at udvide med en ekstra scene, for at tage presset på ikke mindst Atlas, der de seneste år har måtte afvise folk i døren pga for mange besøgende. Det undgik vi i år. Men ellers var alt jo mere eller mindre som det plejede i dejlige Aarhus…
Her følger en håndfuld anmeldelser fra årets fest.
The Interbeing – Voxhall
Velankommet til Voxhall var københavnske The Interbeing netop gået i gang med deres godt og vel 40 min. lange set. Det hårdtslående moderne tag på både djent og industrial metallen virkede som en solid måde at starte weekendens strabadser på. Hverken mere eller mindre. Det var i hvert fald et hårdtslående og yderst stramtspillet udtryk d’herrer lagde for dagen, med et lydtapet, der var skruet godt sammen denne eftermiddag på Voxhall.
Det var tungt og massivt i lyden, så meget at sanger, Dara Toibin, en gang i mellem druknede i det samlede billede.
Andreas Bjerno er ny mand i flokken og den nye guitarist havde sin livedebut med The Interbeing denne eftermiddag og virkede allerede til at være godt plantet sammen med resten af flokken, med et fedt udtryk og sammenspil på scenen.
På trods af at The Interbeing har været et band siden 2001 har de kun to fuldlængder ude. “Edge of the Obscure” fra 2011 og “Among the Amorphous” fra 2017. Denne eftermiddag i Aarhus, foran en halvfyldt sal på Voxhall, fik vi et udpluk fra begge albums sammen med det nye nummer “Depressor.”
En fin start på RMF 2019.
Faanefjell – Voxhall
Faanefjell. RMF 2019
Fra dansk stål til norske trolde. Faanefjell blander i deres udtryk elementer fra både folk, black og death metal scenen i en ganske fin kombination. Denne eftermiddag på Voxhall var det i hvert fald et vellykket gensyn, med et band jeg senest oplevede som support til Vanir’s releaseparty på High Voltage i starten af marts. Den aften fungerede deres ekstreme udtryk ikke voldsomt godt på den relativt lille scene på High Voltage. Det blev der heldigvis lavet om på nu, da oplevelsen med nordmændende på Voxhall gav et langt større og federe indtryk, med en scene og et lydbillede der klædte bandet i langt større grad.
Lyden var som til The Interbeing ganske god og Faanefjell, der trak en overraskende stor crowd på Voxhall, gik til opgaven med oprejst pande. Alle medlemmer naturligvis smurt ind sort makeup, som lignede de en gruppe der lige var dukket op af jordhulen klar til kamp.
Og det var Faanefjell altså denne aften. Showet og intensiteten manglede ikke noget. Desværre mangler bandet dog de helt stærke sange. Sange som man husker og ser frem til. Igennem en koncert med Faanefjell på godt og vel 45 minutter bliver det en anelse monotomt i udtrykket rent musikalsk, men bandets sans for showmanship fejler bestemt ikke noget!
Author & Punisher – Atlas
Og så var der musik for nørderne. Hvad der startede som en pænt fyldt sal på Atlas, var ved slutningen af koncerten reduceret til blot et par publikums rækker foran scenen. Bestemt ikke fordi koncerten med Author & Punisher var dårlig. Enmandshæren’s voldsomme udtryk havde simpelthen bare skræmt store dele af det bajerdrikkende vest-folk langt væk. Forventeligt. Author & Punisher er også langt fra aarhusiansk dugga-dugga fræs. Faktisk er det slet ikke metal. Men ekstremiteten kan man ikke fornægte. Det måske mest hårdtslående band på årets Royal Metal Fest er et elektronisk navn, som straffede og tævede vores øregange med benhård industrial. En hård omgang, hvor kun ganske få kunne klare mosten.
Med en hjemmebygget helvedesmaskine (hans instrument) fik Author & Punisher sendt os til tælling, med en koncert bestående af både rolige, melodiske elementer og det direkte modsatte i form af voldsomme energiudladninger. Mega fedt, hvis man ellers gav sig selv muligheden for at opleve koncerten på tæt hold og ikke løb skrigende væk.
Xenoblight – Atlas
Uha og så tilbage i “sikkerhed” igen. Xenoblight behøver snart ikke den store introduktion. Det unge band er efterhånden et solidt bud på et vredensklasse liveband fra Danmark, med deres blanding af både thrash, død og balck metal. Således er det også på sin plads, at man med rette kan stille store forventninger til lige netop Xenoblight. For Xenoblight har fat i noget på scenen. Marikas udtryk, som den vilde indpisker, rammer plet gang på gang. Men desværre virker det også som om, at hun ret hurtigt, igennem sættet, simpelthen løber tør for luft og efterlader en – til tider – smule haltende vokal. Rent teknisk bør der arbejdes på det.
Denne aften til Royal Metal Fest var en ganske stor crowd på pletten i Atlas for at hylde danskerne, som denne aften havde gjort lidt ekstra ud af lysopsætningen på scenen. Flot så det ud og Xenoblight fik godt og grundigt gang i pitten, med en fornem optræden, uden de store udsving. Nu skal vokalen bare lige følge trop.
Taake – Voxhall
Taake. RMF 2019
Og så til fredagens topnavn. Norske Taake var tilbage på dén festival de senest spillede i 2012. Back then vil koncerten bedst blive husket, som dagen hvor de gik på scenen, mens en større gruppe af danske nynazister demonstrerede ude foran Voxhall. En demonstration, der blev mødt af en moddemonstration, som så endte i et større voldsorgie lige ude foran Voxhall.
Så voldsomt blev det heldigvis ikke i år. Og Taake kunne gå ganske uforstyrret på scenen, med deres punkede melodiske black metal. Taake var et af de bands, der fik mig ind i black metal genren, så ingen tvivl om, at det var fedt at opleve bandet igen. Hoest har trimmet håret siden min sidste koncert med nordmændende. Ellers var alt nu som det plejer at være og vi fik en koncert som vi kunne forvente af Taake. Black metal med et rock n roll’et udtryk, hvor det var tydeligt, at sangene fra mester-albummet “Norges Vaapen” klart stod som de stærkeste denne aften, med både “Fra Vadested til Vaandesmed” og den geniale groove-basker “Nordbunden” som de klare højdepunkter.
Taake’s udtryk har altid vært primalt. Her er ikke skyggen af ild, omvendte kors eller pentagrammer og gudskelov for det. Istedet er det det rå og upolerede rock n roll udtryk og fokus på sangene, der løfter en koncert med Taakd, som den i Aarhus!
Solidt!
Nordjevel – Voxhall
Hvad Taake ikke havde af ild og store omvendte kors sørgede Nordjevel så ellers for af rigelige mængder på samme scene dagen efter. Men modsat Taake har landsmændende i Nordjevel så heller ikke nær så fede sange. Hos Nordjevel gælder det primært om, at levere et så stramtspillet show som muligt. Med alt hvad det hører sig til at corpse paint og kæmpemæssige nitter. Deres bud på ekstrem black metal har man derimod hørt et utal af gange før, så på det punkt var der ikke just meget nyt at hente, under den formørkede sorte sol. Der blev blastet igennem på fuld drøn, så Voxhalls vægge rystede. Dog med musik, der ikke har det helt store pondus og finesser, som vi f.eks ser hos Watain eller Marduk. Der mangler Nordjevel altså noget endnu. Ikke mindst dynamik og variation.
Men flot så det bestemt ud, da Nordjevel gik Satan under årets Royal Metal Fest.
Alkymist – Atlas
Alkymist. RMF 2019
Og så til en anden dansk darling under dette års Royal Metal Fest. Alkymist har efterhånden sikret sig publikums gunst i undergrunden og arbejder sig langsomt op ad mørket, med deres episke tag på doom metallen. På Royal Metal Fest havde en stor forsamling taget plads foran scenen og vi kunne i høj grad nyde Alkymists massive tyngde. Det var højt, hårdt og tight! Som doom metal nu engang skal være.
Alkymist er interessant fordi de på en helt særlig måde formår at kombinere doom metallens efterhånden ganske mange subgenre i en ret fed coktail. Fra episk doom med inspiration fra Candlemass og til tung hashtåget sludge metal. Det holder!
Alkymist skal nok få skabt et solidt grundlag for fremtiden. Til sommer står den på Roskilde Festival og så bør en festival som Roadburn også ligge og lure lige rundt om hjørnet. Lur mig om ikke vi ser danskerne i Holland til næste år.
Asphyx – Voxhall
Asphyx. RMF 2019
Og så til en koncert som der var mange i Aarhus der har set frem til. Hollands helt eget dødsmetal monster Asphyx har ikke været forbi Danmark de seneste 10 år, så der var stor glæde at spore hos både fans og bandet selv, da Martin van Drunen og resten af Asphyx gik på scenen i Voxhall. Til en koncert der skulle udvikle sig til en af festivalens bedste. Asphyx tonsede igennem med deres doomede og helvedes groovy dødsmetal, der bringer minder til både Obituary og Death.
Musikalsk var det et velspillet band, med en højenergisk Martin van Drunen i front, der gentagende gange sendte store roser afsted til både publikum og arrangører af festivalen. Roser på den måde kan, når de bliver sagt over flere gange, virke uhyre overfladiske og trættende. Men man kunne altså mærke på bandet, at de mente det her 100 % og så gik det altså rent ind. Mega fedt! At Martin van Drunen så måske ikke har jordens stærkeste vokal længere, kom til udtryk flere gange under denne koncert. Men for fanden altså. Med et så velspillet og udadvendt band, så går det jo nok.
Sejt!
Tribulation – Voxhall
Tribulation. RMF 2019
Og så til den koncert jeg havde set mest frem til ved årets Royal Metal Fest. Tribulations ikoniske mikstur af black metal, rock n roll og goth går rent ind hos undertegnede og bandets seneste magtdemonstration, i Danmark, til Metal Magic Festival var en stor, stor oplevelse. Forventningerne var således tårnhøje, da svenskerne omsider gik på scenen.
Tribulations musik kræver i høj grad noget af lytteren. Det er ikke bare endnu et døds, black eller thrash metal band og desværre virkede det ikke helt som om, at hovedparten af publikum, der efterhånden var godt bajer-påvirket, ikke syntes at være helt klar på denne type af mørk rock n roll. I hvert fald var stemningen ikke helt hvor den måske burde være og det tyndede også lidt i ud crowden undervejs.
Kan man så sige at det påvirkede Tribulations koncert? Egentlig ikke. Det burde det i hvert fald ikke. Alligevel virkede det som om, at bandet ikke helt slog igennem denne aften og i stedet for at være en overdådig flot og mørk oplevelse, blev det en anelse kedeligt. Bandet var der ikke helt. Desværre