Hammerfall i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Der var dømt store smil og glade dage, da Hammerfall kickstartede den sidste del af deres Rebuilt to Tour 2018 fredag aften i Pumpehuset. 

Rendyrket klassisk heavy metal findes nærmest ikke renere end det Hammerfall bringer på bordet. Og i Pumpehuset var det med et rent overflødighedshorn af klassiske sange fra bagkataloget. Et katalog, der i slutningen af 90’erne, var med til at bringe den klassiske heavy metal tilbage på det musikalske verdenskort nærmest by night med “Glory To The Brave” og “Legacy Of Kings”, hvor sidstnævnte i år kan fejre 20 års jubilæum. 

Spilledeglæden lyste ud af øjnene på samtlige medlemmer denne aften og det krævede ikke det store for frontmand, Joacim Cans, at få hele Pumpehuset – ja helt ned på de bagerste rækker – til at synge med og klappe i takt. Det siger sig selv, at når man lægger ud med et så stærkt trekløver som “Hector’s Hymn”, “Riders Of The Storm” og “Renegade”, så vil man altså festen. 

Der var ikke skyggen af ballader i setlisten denne aften. Fokus var på “the real bangers” og det må man sige at vi fik, i sange som den nyere “B.Y.H.” (Bang Your Head), “Blod Bound” og en herligt groovy “Crimson Thunder”, der synes at være blevet taget noget ned i tempo, blot for få det til at svinge endnu mere.

Hammerfall i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Vi var mange i Pumpehuset denne aften. Der var totalt udsolgt og det kunne mærkes. Der kunne vitterligt ikke klemmes flere folk ind. De seneste år har Hammerfall spillet i Amager Bio og det havde nok også været det rette sted for endnu en koncert med svenskerne, hvis ikke det var fordi, at spillestedet er under renovering netop nu. 

Denne aften med Hammerfall var en power metallisk pragt-aften. Når power metal stemningen er bedst er det præcis sådan her det skal føles. Fællessang, knyttede næver i vejret, smil og glade mennesker. Og da Hammerfall kunne runde hovedsættet af med “Let The Hammer Fall” havde de gjort det de skulle. 

Besynderlige valg af ekstranumre som de nyere “Hammer High” og “Bushido” satte dog et lille skår i den elektriske stemning. Det var første gang at Hammerfall for alvor trådte forkert denne aften. Det kunne have klædt bandet at slutte af med sange fra bagkataloget. Eks. med en “Dragon Lies Bleeding”. 

Heldigvis sørgede den uundgåelige “Hearts On Fire” for aftenens sidste fællessang og publikum kunne nu forlade salen efter en stort set perfekt oplevelse med Hammerfall! 


Hur