The godfathers of industrial metal, Godflesh, var tilbage i København for første gang siden 2001.
Men på trods af, at bandet langt fra er hyppige gæster, var det et yderst sparsomt fremmøde denne torsdag aften. Jeg vil skyde på, at vi var omkring 250 denne aften i Pumpehuset’s lille sal.
Ikke vanvittigt imponerende af et band, der må siges at have været med til at definere en hel genre. En genre som de sammen med de noget større legender Ministry og Nine Inch Nails, var med til at kickstarte i slutningen af 80’erne. Særligt med albummet “Streetcleaner” fra 1989.
Det var da også overvejende et ældre fremmøde i Pumpehuset, der ventede bassist G. C. Green og guitarist/sanger Justin Broadrick, da de gik på scenen denne aften. Desværre til store problemer med hvad der lignede guitartekniske udfordringer. Det var i hvert fald en uskøn affære, da duoen gik på scenen og brugte 5-10 minutter på at få styr på teknikken, allerede inden første anslag var blevet slået an.
Men da bandet endelig kom i gang var det klassisk Godflesh. Trommemaskinen bankede de tunge beats afsted, alt imens G. C. Green ganske uimponeret pulserede løs på bassen. I den modsatte side af scenen hos Justin Broadrick, var der heldigvis langt mere nerve og intensitet at komme efter og det klædte sange som “Anything Is Mine”, “Messiah” og “Like Rats”.
Alligevel virkede Godflesh’ industrial simpelthen ikke ordenligt denne aften. Det der burde have været et frontalt angreb på krop og sind, af tunge beats og riff, syntes at udeblive. Der manglede simpelthen tyngde og volume i lydbilledet. Særligt med tanke på hvordan de seneste koncerter med hhv. Ministry og Nine Inch Nails på dansk grund formåede at jorde samtlige tilhører, med åbenlys aggression og vrede. Det manglede fra Godflesh denne aften, som mest af alt vil huskes som en hyggelig aften, i selskab med to afgørende musikere for industrial metallen.
