På en aften hvor alle syntes at være enige om at være uenige om udfaldet af de to koncerter med hhv. High On Fire og Enslaved, er der ingen tvivl om, at dette var en aften der delte vandende blandt fans i miljøet.
Men hvad kan man også forvente, når man sætter to så genremæssigt vidt forskellige bands sammen på tour?

High On Fire og Enslaved kan – bortset fra at de begge spiller afsindigt højt – næppe være mere forskellige fra hinanden. 

High On Fire. Foto: Weiss

For Matt Pike og resten af High On Fire gælder én ting og kun én. At tæske løs i et riff-orienteret stoner-univers, hvor det handler om at spille så højt, så vildt og så “beskidt” som muligt. Og det var præcis hvad bandet gjorde i Pumpehuset denne aften. På lige godt under én time. 

Trioen fra Oakland bragede løs i Pumpehuset. Desværre så meget at lydanlægget på ingen måde kunne følge med. Alt synes at flyde sammen i High On Fire’s ellers så potente og massive mur af lyd. Det var simpelthen for meget af det gode og til tider var det direkte svært at adskille numrene fra hinanden. 

Gudskelov har High On Fire i Matt Pike en frontmand af kaliber. Måske dén bedste indenfor genren. Og her til aften var stemmen heldigvis længder bedre end sidste de spillede på Roskilde Festivalen. Så da bandet satte i med “Serums of Liao” var det en tydeligvis tændt Matt Pike, i den klassiske opstilling med bar mave, fedtet langt hår og et par Orange forstærkere i ryggen. 

Men hvor kunne det dog bare have været så meget bedre, hvis ikke lyden var så piv hamrende ringe. 

Desværre blev det ikke ret med bedre.  Heller ikke da det efter godt og vel en halv time efter Pike og co. havde forladt scenen, var blevet Enslaved’s tur til at indtage Pumpehuset’s rum.

Det er altså en besynderlig pakke den her. Først står den på full-on stoner og pludselig, inden vi vidste af det, var det nu blevet tid til noget af det fineste progressive metal i nyere tid. 

Som det afsluttende band denne aften i Pumpehuset, stod ét af Norges bedst spillende metalbands nogensinde på scenen, med en setliste, der lignede meget den vi fik på Copenhell i sommer. Ikke at det på nogen som helst måde skal forståes negativt. For det Enslaved kommer med i disse år er måske det bedste de nogensinde har spillet. 

Enslaved i Pumpehuset. Foto: Weiss

Koncerten på Copenhell er ét af mine klare highlights for 2018, så alene det, at de igen startede ud med to af nyere tids fineste viking/prog-metal værker “Roots Of The Mountains” og “Ruun” satte forventningerne til en koncert i absolut verdensklasse højt- næsten omgående. 

Desværre var bandet utrolig hæmmet i vokalarbejdet. Den rene vokal lå alt, alt for lavt i mixet. Og for nyere tids Enslaved er den rene vokal simpelthen en for afgørende faktor at måtte undvære. Et åbenlyst stort irritationsmoment. 

Denne aften bød dog på lidt af hvert med Enslaved. Der blev gravet godt ned i gemmerne. Både med lidt fra den helt helt gamle skole med “Allfǫðr Oðinn” og den yderst sjældent spillede vikingmetal hymne “Havenless”. Fedt, fedt, fedt! 

Desværre var det hele bare alt, alt for hurtigt slut. Inden vi vidste af det, var koncerten allerede forbi efter blot en lille time. En kæmpe skam, for Enslaved havde virkelig fat i det helt rigtige her. 

De får desværre sikkert ikke mere tid på Aalborg Metal Festival om en lille måneds tid, men derfor kan vi bestemt godt glæde os til endnu en opvisning fra et af de bedste progressive vikingmetal bands netop nu. Og forhåbentlig er lyden bedre i det nordjyske.