Crasdïet på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Efter 4 skønne dage i det solrige Sverige, var det blevet tid til den sidste dag på årets Sweden Rock Festival. Og hvilken god dag at slutte af på. Lørdag var klart dagen med mest at se for undertegnede.
Som de foregående 2 dage startede også lørdagen ud med en omgang melodisk sleaze rock. Glam, højt hår og store melodier. Heldigvis på en dag, som ikke var ligeså varm som dagen før. Det betød at det “kun” nærmede sig de 25 grader, da jeg drog afsted mod Sweden Stage for at se åbningen, med svenske Crashdïet lørdag formiddag.
Det svenske sleaze band har med 2010 udgivelsen “Generation Wild” udgivet én af de fineste sleaze/melodiske hard rock plader i nyere tid, og selvom albummet nu allerede har 8 år på bagen, og de siden har udgivet “The Savage Playground,” var det fortsat dét album og gennembrudspladen “Rest In Sleaze”, der havde det fulde fokus denne eftermiddag på Sweden Rock Festival. Der skulle spilles sikkert. Forståeligt nok. For der har de sidste par år været en hel del tumult med Crashdïet, hvor de bl.a. har sagt farvel til tidligere frontmand Simon Cruz, der nu er blevet erstattet af Gabriel Keyes. Så at se Crashdïet tilbage på scenen var derfor en tilpas “velkommen tilbage”, som de desværre – på trods af den fine setliste – ikke formåede at bringe helt derop, hvor det burde have været. Til det virkede sammenspillet simpelthen for sjasket og for ufokuseret. Navnligt når man tænker på, hvilken slagkraft H.E.A.T havde præsteret på præcis den samme scene. Blot 2 dage før.
The 69 Eyes på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Gabriel Keyes gjorde ellers sit for det, men bandet virkede simpelthen for ufokuseret og leverede flere spillemæssige fejl, som ikke burde være tilfælde, med et band som Crashdïet, der trods alt har spillet rigtig mange koncerter. Dog er sange som “Riot in Everyone” og “Generation Wild” stærke nok til at kunne få os igang. På trods af den tamme udførelse. Dét skal de satme alligevel ha’!
Crashdïet var dog ikke det eneste melodiske rockband, der sørgede for min morgenvækning denne lørdag formiddag. For lige efter det svenske sleaze band, gik turen direkte mod 4Sound Stage, hvor et mørkere goth orkester ventede på at nedkøle os alle. The 69 Eyes er ikke just hyppige gæster i Danmark. Så da de blev offentliggjort til Sweden Rock Festival var det med stor glæde, at jeg så frem til at opleve de finske mørkerockere igen. Er stor tilhænger af Jyrki 69 mørke røst og det var da også ham der bar The 69 Eyes nogenlunde helskindet igennem denne solrige optræden. The 69 Eyes var endnu et eksempel på et band, der havde det svært i dagslys og så massiv en varme. Goth rock er nu engang bare bedst i mørke.
Samtidig havde de åbenlyse problemer på 4Sound Stage med festivalens hovedscene, Festival Stage, hvor Wilmer X spillede samtidig. Fra hvor jeg stod, var det flere gange umuligt at høre, hvad der rent faktisk skete på 4Soundstage, pga delay tårnene fra Festival Stage, der fuldstændig overdøvede The 69 Eyes koncert. Dette var uden tvivl festivalens største problem i år. Man var nødt til at stå korrekt, når Festival Stage og 4Sound Stage var igang samtidig. Dette burde kunne fikses fremadrettet, med en anderledes programlægning.
PAIN på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Hvad der heldigvis ikke blev spoleret af noget som helst, var Peter Tägtgren og hans massive og helt igennem imponerende vanvidsudbrud med PAIN. Den svenske levende legende syntes at sætte flere på plads denne eftermiddag, med en af festivalens absolut bedste koncerter. Man kunne mærke på bandet, at det her virkelig betød noget for dem. Fremmødet på Rock Stage sagde også det meste. Vi var mange! rigtig mange! Og alle var vi klar til den helt store industrial metalliske fest, som PAIN kunne skabe allerede fra første nummer “Dancing With The Dead”. Tägtgren, der havde knægten Sebastian Tägtgren med på trommer, leverede en intens oplevelse, med en vokal, der sad lige i skabet. Kombineret med en mimik, der gav en helt igennem utrolig nerve til totaloplevelsen.
Et industrielt udtryk, med en festlig omgang poppet metal, der gik lige i nakken og i bentøjet. Det var simpelthen umuligt, at stå stille til den velvalgte setliste, der bød på både gammelt og nyt materiale fra den seneste “Coming Home”, hvorfra vi fik både “Black Knight Satellite” og “Coming Home”. Dog var det tramperne der sejrede størst. Bl.a. den mega tunge “End Of The Line” og hittet over dem alle “Shut Your Mouth,” der sikrede koncerten’s absolutte højdepunkter. Dem var der godt nok mange af under Tägtgren’s industrielle vanvidsmaskine. Solidt PAIN – fucking solidt! Kom snart tilbage igen – hører i Copenhell og Roskilde!
Stratovarius på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Og så var det bajer-tid i campen inden turen gik mod Sweden Stage og til én af de få power metal koncerter på årets festival. Dragejæger musikken er ikke ligefrem velrepræsenteret på årets festival. Men dem der så er der, er nu engang også legender indenfor genren. Helloween fyrede op for klassikerne blot 2 dage før og nu var det tid til Stratovarius. Fremmødet til finnernes tidlige aftenkoncert var kæmpe stort. Og i selskab med Timo Kotipelto, Jens Johansson og co. fik vi en sikker tour de force i Stratovarius’ klassiske power metalliske bagkatalog.Udover førnævnte Helloween og Blind Guardian, ja så må Stratovarius på alle måder siges, at have været stilskabere i de helt tidlige år af den melodiske europæiske power metal. At skulle vælge mellem sange på en setliste på kun 10 numre er derfor ingen let opgave. Men Stratovarius havde kreeret en fin setliste, med klassikere som “Speed Of Light”, “Black Diamond” og den uundgåelige “Hunting High And Low”, der naturligvis sikrede den helt store fællessang. Men også nyere sange havde fundet vej på finnernes setliste. Her skabte særligt “Unbreakable” fra “Nemesis” og “My Eternal Dream” fra den seneste plade “Eternal” en solid oplevelse hos det store fremmøde. Her kom det også til udtryk, hvor fantastisk en guitarist Matias Kupiainen er for Stratovarius. Måske den bedste guitarist i genren? Imponerende shredding og feeling af den finske guitarist. Copenhell næste år?
Primordial på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Fra Stratovarius og direkte ned til presseteltet i VIP området, for at hanke op i Devilution, hvis skribenter og fotograf denne lørdag, var gået i protest mode over “manglen” på den helt sorte “true” metal på årets Sweden Rock Festival. Det skulle Primordial så i midlertidig lave om på nu.
Primordial er ét af de bands, der kan levere en uovertruffen koncert, om det så er dagslys eller i mørke. På Sweden Rock Festival indtog Alan Averill 4Sound Stage i dagslys. Hurtigt fik de dog publikum med sig. Som frontmand og som vokalist er Averill simpelthen bare én af metalscenens bedste. Ganske få som ham kan være så udadvendt og teatralsk og så samtidig slippe så godt fra det. Særligt indenfor den ganske indadvendte stil og genre, som Primordial gør sig i. Hans showmanship er imponerende og sikrer gang på gang, at Primordial’s koncerter, er en totaloplevelse ud over det sædvanlige. En oplevelse hvor musik og show går op i en højere enhed.
Til denne koncert havde bandet godt og vel en times spilletid. De blev brugt på fornemmeste vis og Primordial fik suget os alle ind i deres historiske univers, med sange som “The Coffin Ships” og “Empire Falls”, som aftenens sande højdepunkter.
Judas Priest på Sweden Rock Festival 2018. Foto: Weiss
Et højdepunkt blev det også, da festivalens sidste hovednavn, Judas Priest, gik på scenen og lukkede Sweden Rock Festival med manér. I øvrigt dagen før de ramte Royal Arena i København. På Sweden Rock skulle lyden lige justeres før Priest med Halford i front, kunne sende 35.000 heavy metal fans i ekstase over legendernes fuldfede fuldtræffere af et bagkatalog. Sange som “The Ripper” , “Bloodstone” og “Turbo Lover” var fabelagtige i det godt og vel halvanden time lange set, der også bød på nye sange fra den fantastiske nye udgivelse “Firepower”. Her fik vi titelnummeret, “When Lightning Strikes” og en glædelig overraskelse i form af pladens bedste “Rising From Ruins”. Halford har fortsat stemmen i behold og det hele peakede, da den parkinson ramte guitarist, Glenn Tipton, kom på scenen og spillede med under “Metal Gods” og “Living After Midnight”. En smukkere afslutning på en fantastisk uge på Sweden Rock Festival kunne vi næppe have bedt om.
Sweden Rock Festival 2018 vil for mit vedkommende huskes for det fantastisk vejr, der forvandlede pladsen til det tætteste vi kommer på Saharas Ørken, de dejlige nye bekendskaber jeg fik skabt i vores dansk/norsk/svenske camp og så naturligvis for de store koncertmæssige oplevelser med bl.a PAIN, Iron Maiden, Helloween, Dark Funeral, Primordial, Stratovarius, Stone Sour og Judas Priest.
Måske vi ses næste år! Det kunne sgu’ da være fedt!
Fra græs til ørken. Sweden Rock Festival 2018 var en varm omgang. Foto: Weiss