Det teatralsk symfoniske metalband Ethereal Kingdoms udgiver nu to sammenhængende konceptsingler “Beginnings” og “Endings”. Det er bandets første udspil siden deres debut-EP fra december 2017.
Ethereal Kingdoms er nu på banen med to singleudspil, som optakt til deres finaleshow til Wacken Metal Battle lørdag d. 26 maj i Pumpehuset.
De to værker blev uropført til første runde af Wacken Metal Battle Danmark i april og har været fast del af Ethereal Kingdoms’ setliste på deres forårstourne.
De to sange maler et musikalsk portræt af en vanskelig situation mellem to mennesker, hvor håb, frustration og bitre konsekvenser følges ad.
Ud over den sammenhængende historie, er der kompositoriske og klanglige elementer der enten binder de to sange sammen eller skiller deres verdener ad.
Sangerinde og sangskriver Sofia fortæller:
Beginnings
I Beginnings møder vi den ene af de to karakter, der af al sin magt holder fast i håbet om et godt udfald gennem selv den mest usikre situation. Hun forsøger at fastholde smukke øjeblikke og klynger sig til mindet om dem. Hun er ikke blind for hvad, der er ved at ske omkring hende. Hun kan se glasskårene på gulvet, men bilder sig selv ind, at de er diamanter frem for knuste drømme.
I spoken-word stykket møder vi karakteren fra Endings fra første gang. Han fortæller om håbets illusoriske natur. Han kender udfaldet, han ved hvad der vil ske. Han ved, at det hele ender i tragedie alligevel.
Hun tvinger sig selv til at ignorere hans mørke budskab og holde fast i håbet lidt endnu, selvom hun godt ved, at det får bitre konsekvenser.
Coverillustrationen til Beginnings er malet af Anna Holm Sørensen, og forestiller en kvinde, der står med en opslået bog i en storm af glasskår. Hun forholder sig roligt, næsten drømmende igennem det kaos der er omkring hende, for hun har en fast tro på, at man ikke kan forudsige noget som helst og derfor er bedst tjent med at håbe på det bedste.
Musikalsk foregår Beginnings i et lysere univers. Harpeløb, lyse strygere og fine melodiforløb skaber en optimistisk, næsten nostalgisk og drømmende karakter i forhold til Endings. Illusionen brydes dog af temperamentsfulde guitar/violin-soli og desperate skrig, når virkeligheden kommer for tæt på drømmen.
Lyt til “Beginnings”:
Endings
Endings fortsætter hvor Beginnings slap. Virkeligheden har trængt sig på, de må sammen konfrontere det forfærdelige, der er sket. Vi møder den anden karakter, som før kun talte i Beginnings.
Han forholder sig tavs, og lader hende føre ordet gennem versene. Det stærke håb fra Beginnings er knust, akkurat som glasskårene de har danset i. Gode intentioner, undskyldninger og smukke minder er ubrugelige. Skaden er sket, den sidste side er skrevet. Det er for sent at ændre slutningen.
Først i omkvædet tager den anden karakter til mæle, og med Sofia Schmidt’s dybe growls fortælles hans frustration, sorg og opgivenhed.
I spoken word stykket gentager hun hans ord. Hun er nået frem til samme konklusion: håbet er bare en illusion, vi trækker ned over vores egne øjne. De dybe herrestemmer i koret gentager det. Besværgelsen er fuldkommen. I en sidste kraftanstrengelse forsøger orkestret og guitarerne at løfte sig ud af apatien. Til sidst må selv de give op, og strygerne toner ud sammen med historiens sidste krampetræk.
Coverillustrationen er ligeledes af Anna Holm Sørensen og forestiller en mand, der står med en violin, hvor buen og strengene er gået i stykker. Han står opgivende, næsten besejret, og kommer ikke til at skabe noget nyt i meget lang tid. Hans instrument, hans stemme, er slået i stykker af stormen af glas.
Musikalsk foregår Beginnings i et mere dystert univers, med store kor-passager, massive blastbeats og vægge af guitar. Det nostalgisk klingende orkester fra Beginnings er trængt i baggrunden. Kun den ensomt klingende soloviolin er stadig tydeligt genkendelig, men snart knækker strengene og kun det store kor, strygersektionen, trommerne, guitaren og vokalen står tilbage i en melodeath-inspireret storm af lyd.
Lyt til “Endings”:
Ethereal Kingdoms:
Komponeret, indspillet og produceret af Sofia Schmidt og Christian Rasmussen
Vokal: Sofia Schmidt
Guitar: Christian Rasmussen og Christian Christiansen
Bas: Jakob Holm
Trommer: Jon Elmquist