Black metallen ses efterhånden i uendelig mange forskellige afskygninger og former. Koncerten med Rotting Christ og Carach Angren i Pumpehuset var et glimrende bevis på netop det. 

 Svart Crown

 

Svart Crown i Pumpehuset. Jannie Ravn Madsen

Vi var mange i Pumpehuset denne aften. Rigtig mange. Allerede ved aftenens supportnavn var den lille sal så pakket, at det nærmest var umuligt at komme frem og tilbage. Ingen tvivl om, at dette show sagtens kunne være blevet afholdt i den store sal. Men her stod vi altså. Som sild i en tønde, klar til aftenens første indslag: Svart Crown.

Franskmændende’s tag, på hvad der vel bedst kan beskrives som blackended death metal, er både et interessant, og dog på samme tid, en anelse rodet affære. Ingen tvivl om at de har styr på det tekniske. Det groover utrolig fedt og Svart Crown får sat gang i nakkemusklerne på de forreste rækker. Men samtidig fremstod deres musikalske udtryk også en anelse rodet. De vil utrolig meget og til tider stod jeg med fornemmelsen af, at “less is more” var noget, de snildt kunne have taget til sig i sangskrivningen. 

Dette kombineret med en ufattelig ringe håndteringen af scenelyset gjorde bestemt ikke indtrykket mindre rodet. Flere gange var det svært at se bandet på scenen og andre gange virkede det som om lysmanden helt havde glemt rytmen.  

 
 

 

 Carach Angren

 

Carach Angren i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Er der noget jeg er glad for i metal, så er det teatralske og symfoniske elementer. Hollandske Carach Angren må siges, at være et band der indeholder alt det, jeg på papiret holder utrolig meget af. 

Det var således også et band jeg så frem til at opleve for aller første gang. Deres blanding af Dimmu Borgir og Cradle Of Filth fungerer utrolig godt for dem på plade, hvor den seneste Dance and Laugh Amongst the Rotten er fra 2017 og naturligvis er grunden til, at de netop nu er på tour. 

Alle tre medlemmer, sanger Seregor, pianist Ardek og trommeslager Namtar er naturligvis klædt i gotiske klæder og iført teatralsk corpse paint, da de indtager Pumpehuset’s lille sal, med åbningsnummeret “Charlie” fra førnævnte nye album. 

Showmæssigt fik vi kanon underholdning i bedste Tim Burton stil. Det betød naturligvis betød flere typer af udklædning, med flere forskellige typer af masker og et dansende keyboard stativ – ja sgu’ så. Rendyrket Nighmare Before Christmas. 

Musikalsk savnede jeg bare noget så altafgørende, som en dyb bund i musikken. Bandet har ingen bassist og det var helt tydeligt, i deres symfoniske lyd, at der gennemgående manglede en seriøs bund i musikken, selvom denne sikkert er forsøgt udfyldt i guitarlyden.

Og så lider Carach Angren af manglen på de der helt afgørende fede numre der huskes. Numre som både Dimmu Borgir og Cradle Of Filth har. Sådanne sange har Carach Angren ikke. Selvom, nuvel, “Bloodstains on the Captain’s Log” er på vej derhenad. Det var i hvert fald i det sidste nummer, at jeg for alvor mærkede det rigtig fede hos Carach Angren, til en koncert, der aldrig helt rigtig løftede sig. 

 
 

 

Rotting Christ 

 

Rotting Christ i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen

Og så skal jeg love for, at vi blev banket solidt på plads.

Rotting Christ leverede en fantastisk koncert sidst de var i Danmark. Det var på Beta, med Inquisition som co-headliner. Her satte de de columbiansk/amerikanske black metallere på plads, med så sikker en hånd, at Inquisition i virkeligheden ikke behøvede at gå på scenen efterfølgende.

I Pumpehuset denne aften, var de heldigvis sidste navn. Og selvom koncerten denne aften, var en co-headliner med Carach Angren, var der ingen tvivl om hvem de fleste var kommet for at se. Salen var nu proppet til bristepunktet, da d’herrer fra Grækenland gik på scenen til et mega brøl fra publikum.

Selvom vi har at gøre med et af de helt tidlige black metal bands fra starten af 90’erne, er jeg ikke sikker på om Rotting Christ nogensinde har været bedre end det de er i dag. For i helvede hvor er det band dog overlegent på så mange punkter. Lige fra deres udstråling på scenen, til deres sangskrivning, der på én og samme gang er både ekstrem, groovy og utrolig melodisk. Fra rendyrket black metal og over i en form for gotisk heavy metal på deres seneste albums. Alt sammen uden de på nogen måde går på kompromis med tyngden, eller den mørke atmosfære, som de formår at skabe i deres udtryk. I Pumpehuset denne aften, var alt bare rigtigt.

Og så har Rotting Christ det der vigtige og afgørende aspekt; De formår at skrive sange, som man husker. Også selvom man måske ikke har hørt det før. Eksempelvis ramte den nyere “Grandis Spiritus Diavolos” fra 2013’s Κατά τον δαίμονα εαυτού plet og sendte publikum i kollektiv headbanging. 

Vi kunne snildt have brugt mere end en time i selskab med Roting Christ.