Konvent til WCHFO. Foto: Janie Ravn Madsen

Januar er efterhånen kendt som måneden, hvor ny dansk metal får lov til at prøve kræfter med et stort publikum. Dels til vores egen The New Shit Showcase, der viser de helt, helt nye bands og så til When Copenhell Freezes Over, hvor bands, med lidt flere koncerter på samvittigheden, prøves af foran et stort publikum og branchefolk i Lille Vega. 

Reportagen er skrevet af hhv. Søren Weiss og Martin Horn Pedersen. 

I år var naturligvis ingen undtagelse. Og i år bød Copenhell’s showcase 6 bands velkommen. Alle i mere eller mindre hver deres genre. Den stod på doom, sludge, metalcore, deathcore, død og hard rock. Godt og blandet. På en aften hvor Lille Vega og Loungen atter var pakket til bristepunktet. Det er fantastisk at så mange bakker op om de nye navne og Copenhell, som det stærke brand de nu engang er blevet. Så fantastisk, at jeg efterhånden ser det som en nødvendighed, at de gør noget ved konceptet. Enten skal de åbne op for Store Vega. Eller også er de simpelthen nødt til at sælge færre billetter. Atter i år var der alt, alt for mange mennesker og flere måtte gå skuffede fra en koncert. Simpelthen fordi det til tider var umuligt at komme ind i de to sale, hvor koncerterne blev afholdt. 

Der må tænkes i nye baner, for at styrke oplevelsen for alle. For konceptet er genialt. Og denne aften leverede alle bands gode koncerter på hver deres måde. Det var bare for presset.

Den tunge start

Konvent var første band på scenen og åbnede loungen med fin præcision i deres tag på doom metallen. Ingen tvivl om at kvinderne var nervøse. Det er immervæk også den største crowd de endnu har spillet for. Men det synes heldigvis ikke at mærke, at Konvent kun har to år på bagen. De har spillet en stor håndfuld koncerter allerede og denne aften virkede de klar på at bringe tyngden solidt ned over publikum i Loungen. Det var tungt og brutalt. Lige præcis som det skal være med Konvent. Og jo mere koncerten skred frem, jo mere fik de folk med. De bliver spændende at følge i fremtiden. Rent musikalsk håber jeg, at de fremover vil fokusere lidt mere på melodien og de memorable hooks i deres riffs. Selvom det naturligvis skal være tungt og brutalt, så kunne det løfte bandet til et nyt niveau, med mere memorable øjeblikke i deres sange. 

Og så til Lille Vega, hvor endnu et tungt band var klar til at gå på scenen.

Cabal til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

I total mørke byder Anders Bøtter Cabal velkommen til scenen. Meget mere lys får vi ikke under showet, da mørket er med til at give dette band den rette stemning. Cabal har skruet op for udsmykningen, med bannere med middelalderlig inspiration og 2 hætteklædte munke på scenen fra starten. Stemningen passer perfekt sammen med deres nye video til nummeret ”False light” og at forsangeren, Andreas Bjulver Paarup, i forvejen optræder hætteklædt.

Der er ingen tvivl om, at det her er ondt. Den tunge tunge bas, som løfter bandet frem, viser hvor smukt og brutalt det kan lyde, når man tager det bedste fra deathcore, doom og blackmetal og sætter det sammen. Cabal var ikke kommet for at lave en fest, men slet og ret for, at give folk tæsk. Det fik de gjort, med en stærk optræden denne aften i Vega, hvor det eneste man kunne have ønsket sig var, at Andreas’ vokal havde stået lidt mere fremme i lydbilledet. Så Roskilde Festival, giv venligst disse unge mænd en sen tid, så de kan skræmme livet af hele camping området til sommer.

Fra rotterne og til bæstet!

Dirt Forge til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

Efter Cabal skulle Loungen indtages af 3 ananas gnaskende rotter.

Dirt Forge spiller en omgang sludge, som vel i virkeligheden kunne kaldes alt muligt andet. Men det virker til, at være genren, det er blevet bestemt, at Dirt Forge spiller. Alexander Kolby byder os velkommen efter intromusikken og så er der ellers smæk på drengen. Nicolai Lomholt er uden sammenligning den trommeslager, der her til aften tæver sine trommer mest, mens Yannick med sin lavthængende bas ser utrolig afslappet ud på scenen. Alt i mens Alexander brøler teksterne ud over publikum. Ja, så forskelligt kan de faktisk se ud, men i sammenhæng virker det.

Uanset om vi er nede i det dybeste doom eller om den får fuld gas og vi er tættere på punk(selvom der desværre ikke blev tid til ”Intet Tabt, Intet Hændt” denne aften), så bliver det hele leveret med stor energi. Besynderligt nok kunne det hele godt være spillet endnu højere. Til tider savnede man mere attack fra Alexander’s guitar og i de stille passager, var det svært, at høre alle toner og klange der blev spillet, pga snakken i krogene blandt publikum. Belastende! 
Men publikum gav den samtidig gas i pitten og vi fik både aftenens hidtil største pit og ligeledes aftenens første crowsurfer.
Der er ingen tvivl om Dirt Forge har fået skabet en lyd, som rammer bredt i de danske metalkredse og der er altid stor energi fra både band og publikum. Altid en fornøjelse når et band kan tage et album og bare gøre det hele bedre live.

Baest til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

Live er bestemt også noget Baest gør sig godt i. Faktisk imponerende godt. Faktisk så godt, at de efter denne aften én gang for alle overbeviste mig om, at de om muligt er Danmark’s pt bedste liveband.

For helvede hvor har jeg dog set de her drenge mange gange efterhånden. Alt for mange gange. Ja, hypen er kæmpestor. Ja de er skide populære. Ja, de spiller over alt og nej hvor kan jeg bare ikke få nok af dem, når jeg først står til en koncert med dem.

Det er efterhånden en kliché at sige, at bæstet rev os alle rundt. Men det gjorde de altså igen. Jer der læser med her ved vel efterhånden hvad Baest spiller, så det behøver jeg ikke fedte rundt i.
De kan deres shit live. Den helt store manddomsprøve venter dog fortsat for Baest. Det store udland venter og det er HER dette band for alvor skal vise deres værd. Danmark elsker dem. Nu handler det om at få resten af Europa med. Dér bliver det for alvor spændende at være Baest og spille jyde-død. Kan det noget i Europa? 

Den lette afslutning

Unseen Faith til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

Hvor Cabal tager den mørke vej og henter elementer fra doom og black i deres lyd, så går Unseen Faith den mere festlige vej og tager metalcore elementer ind i deres musik. Frontmanden er hele tiden fremme og i øjenhøjde med publikum. Der er fuld fart på allerede fra start og godt med stroboskop lys her og der. De fremmødte i pitten går amok og den slutter ikke igen før bandet går af scenen. Unseen Faith giver den gas hele vejen og publikum er på. Desværre virker det ikke til, at vi er så mange i salen. Folk er måske blevet trætte oven på Baest? Unseen Faith dog spiller rigtig god death/metalcore, men det virker ærlig talt også, som en meget afprøvet formel, de arbejder ud fra. Men alt i alt var det en god fest, fra endnu et band fra Aarhus. 

Hvad der startede mørkt, tungt og brutalt med Konvent og Cabal slutter derimod festligt og let. Junkyard Drive havde fået æren af, at runde When Copenhell Freezes Over  af. Det lå lige til højrebenet, at runde af med en omgang festligt hard rock. Og det var da også dejligt, at kunne slappe lidt af i ørerne efter en håndfuld brutal musik det meste af aftenen. 

Junkyard Drive til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så langt så godt. Der blev givet gas fra start og Junkyard Drive havde fornuftigt nok valgt, at holde fokus på uptempo sangene. Deres debut Sin & Tonic fra 2017 er blevet rost til skyerne af anmelderne. Muligvis ikke for deres originalitet, for det er musikken bestemt ikke, men fordi de skriver gode sange med memorable hooks og melodier. Det skal man bestemt ikke underkende værdien af! 

Denne aften virkede bandet’s sanger, Kris, dog utrolig træt i vokalen. Om de skyldes sygdom ved jeg ikke. Men det er så afgjort hørt bedre før og med en så central rolle i bandet er det afgørende, at man er på toppen. Ærgerligt. For da Junkard Drive rundede af med covernummeret af “Geordie”, fik de i hvert fald fællessangen i gang i Lille Vega og publikum kunne nu gå ud i januar kulden, efter endnu en omgang solid When Copenhell Freezes Over.