Vi er dårligt nok kommet igennem den første uge af januar og allerede nu står de nye udgivelser i kø. Én af disse udkommer i dag. Der er naturligvis tale om Roskilde-aktuelle Watain’s længe ventede 6. udspil.
5 år er der gået siden Erik Danielsson og Watain smed det seneste album på gaden. Og hvor vi på “The Wild Hunt” fra 2013, så et mere finpudset og udfordrende black metallisk udtryk hos de svenske black metallere (ja sågar med en ballade?! Hvad i Helvede?! Den var dog heldigvis utrolig god), ja så skal jeg love for, at Watain er trukket i det helt tunge arbejdstøj igen på Trident Wolf Eclipse.
Pladen her oser vitterligt af vidunderlig aggression og dét med en vrede, som kun ganske få i genren formår at mestre. Her er ingen lange, lange sangstrukturer på de over 10 minutter, som ellers er så populært blandt nyere black metal bands i dag. Det gør Watain sig bestemt ikke i.
Hvad de derimod gør sig i, er right-in-your-fucking-face black metal, svøbt i en blanding af traditionelle necro-corpse lydende guitarriffs, som var vi i starten af 90’erne, kombineret med en tung og massiv produktion.
Fra starten går på “Nuclear Alchemy” og en halv time frem, har Watain kun mere eller mindre ét for øje og det er 100 %, at dele lussinger ud – all in the name of Satan The Almighty! Og hvor føles det dog rart.
Skønt der smadres igennem, så formår Watain dog alligevel, at bringe det kølige og episke element ind i det flæsende udtryk. Og det er her Watain for alvor viser sin sande styrke, ud i black metallens fineste sangskriver kunst. F.eks i numre som “A Throne Below”, og pladens nummer 2 ” Sacred Damnation”.
Watain bliver uden tvivl en af sommerens ondeste koncerter, når de sætter ild til Roskilde Festivalen. Med den her plade og med så stort et had, kan det ikke blive andet end en kæmpe oplevelse. Light up the torches, motherfuckers – vi er klar!!
Opsummering: Gik du og frygtede for, at Watain måske var blevet for blødsøden på de seneste udspil, så kan du godt ånde lettet op. Watain har på INGEN måde tænkt sig, at skrue ned for tempoet. Tværtimod. Trident Wolf Eclipse er en aggressiv bastard af et black metal album, klar til at flænse dine øregange!
Lyt specielt til: “Sacred Damnation”, “A Throne Below” og “Nuclear Alchemy”
For fans af: Tsjuder, Marduk, Mayhem
Watain –Trident Wolf Eclipse udgives via Century Media d. 5 januar 2018