Danmark’s største metalfestival smider et par sikre danske kort i puljen. Og så er der godter til fans af melodød, black og… reggae!
Sidst At The Gates gæstede Copenhell var i 2015. Nu er de tilbage igen, hvor deres på én gang både melodiøse og ekstreme melodød nok skal bringe pitten i kog under årets Copenhell.
Ligeledes er det blevet til endnu en Copenhell genganger. For det tyder på at Alter Bridge guitaristen Tremonti simpelthen bare ikke kan få nok af Copenhell. Sidste år gæstede han Copenhell med Alter Bridge og året før, i 2016, var Tremonti ligeledes at finde på plakaten. I 2018 er han tilbage med sit soloprojekt.
Og SÅ er der dømt smæk fra det iskolde Norge. Den står på smadret og rå satanisk black metal. Tsjuder kigger nemlig forbi Refshaleøen til sommer, med alt hvad det hører sig til af nitter og corpse paint. Vi ser frem til at blive revet omkuld, af noget af det reneste black metal Norge har at byde på. Sidst Tsjuder var i Danmark var på Roskilde Festival i 2016.
Læs vores fulde interview med Tsjuder fra Midgardsblot 2016
Fra black til reggae. Skindred har meldt deres ankomst med deres særegen hybrid af heavy metal, alternativ rock, hardcore punk, dancehall, hiphop, dubstep, reggae. Ingen tvivl om, at det går lige i fødderne.
Og så til det danske. Kellermensch udgav i 2017 det enormt anmelderroste Goliath. Samme år sejrede Esbjergensere på Roskilde Festivalen, hvor de fik hele Arena til at koge, med deres melankolske mørkerock. Til sommer spiller Kellermensch på Wacken Open Air og så altså Copenhell.
Et dansk band der ligeledes har høstet store roser for deres hybrid af heavy og symfonisk metal må siges at være Defecto. Bandet der har opvarmet for Metallica og Rammstein i 2017 står nu igen klar på Copenhell, hvor de også spillede i 2016.