Onsdag aften gik turen mod Den Grå Hal, hvor Stone Sour skulle besøge Danmark for første gang i 5 år! Med sig havde de taget The Pretty Reckless, som derimod havde deres første besøg i Danmark overhovedet.


Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen.

The Pretty Reckless

The Pretty Reckless i Den Grå Hal. Foto: Martin Horn Pedersen

Koncerten var udsolgt og det virkede til, at de fleste havde valgt at dukke op for hele pakken. Dejligt at se.

Koncerten med The Pretty Reckless startede ud med stønnelyde og dermed kunne introen til “Follow Me Down” sættes i gang.
Taylor Momsen træder frem som bandets klar frontfigur. Både i hendes rolle som sangerinde, men bestemt også som blikfang. Det står dog hurtigt klart, at bandet på ingen måde har tænkt sig, at performe denne aften.

Bevares de spiller deres numre og musikalsk er der fint sammenspil. Men jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set et så uengageret et band. Guitaristen og bassisten står helt stille og der er bestemt heller ikke meget liv over Taylor, som dog taler lidt sporadisk til publikum. Men energien og glæden ved at komme ud over scenekanten, er der ikke den mindste grad af. Langt henne i koncerten får hun dog startet lidt fælles klapsalver til “Heavens knows”, mens der langt om længe kommer gang i den til “Going to Hell”, hvor der for første gang kommer gang i den.

Det hele bliver sluttet af med “Take Me Down” og her fik bandet vist, at de faktisk godt kan levere noget, når de bare kommer i gang, men det var alt for sent, og alt for lidt i forhold til forventning. Musikken, Taylors baggrund som skuespiller og når man ser hvor stor de er i USA, så forventede man mere. Måske var det jetlag, måske det at de var på udebane? Svært at sige, men en skuffende dansk debut blev det i hvert fald.

 
 
 

Stone Sour

Stone Sour i Den Grå Hal. Foto: Martin Horn Pedersen

Præcis på slaget 21.30 indtager Stone Sour scenen, ledsaget af store mængder pyroteknik til åbnerne “Taipei Person/Allah Tea” og “Knievel Has Landed” – begge sange fra det nye album Hydrograd.

Allerede i løbet af de to numre har Corey Taylor vist mere energi og showmanship end under hele The Pretty Reckless. Så watch and learn. Dét er en måde at starte et show på og begge numre gjorde sig også bedre live end på udgivelsen. Der bliver simpelthen givet lidt mere tæsk end på pladen.

Publikum var allerede godt med, men Corey fik alligevel startet en regulær hoppefest ved aftenens tredje nummer “Made of Scars”. Fællessangen var også godt i gang, men særligt ved “Say you`ll Haunt Me” brød den for alvor ud og blev stærkt fulgt op af “30/30-150”.

Naturligvis taler Corey Taylor en del med publikum, da han føler sig hjemme på scenen. Men det blev sgu’ lidt besynderligt, da han proklamerede en sang, de angiveligt ikke skulle have spillet længe, og som viser sig at være “Hesitate”, som de altså lige har spillet ved alle deres russiske shows. Så hvorfor lyve om det?

Det blev indledning til en lidt mere afdæmpet del af koncerten, hvor vi lige skulle lidt ned i tempo midtvejs og have aftenens nok mest ligegyldig sang i form af “Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)”. Det hele blev dog godt igen, da bandet gik tilbage til deres rødder og fandt “Cold Reader” frem fra gemmerne. Og med dét var vi igen tilbage til den rendyrkede heavy metal koncert. Efter et par numre mere var det tid til den klassiske pause, inden vi med ekstranumrene, fik en stærk afslutning med “Gone Sovereign”, “Absolute Zero” og “Fabuless”. En omgang, der kun kunne sende alle tilfredse ud på Christianias små stier.

Der er ingen tvivl om, at showet bliver drevet af Taylor, men’s resten af bandet dog er med fremme. Vi fik en smule pyroteknik og der blev skud konfetti afsted fra scenen.  Bandet er klar over, at den mere mainstream orienterede retning de har, kræver et større show og det leverede de. Så Stone Sour var åbenlyst aftenens sejrherrer og fik vist, at de har showet, til at kunne spille på de større sommerfestivaler, hvis den mulighed skulle dukke op.