Thy Art Is Murder i Lille Vega. Foto: Martin Horn Pedersen
Elsker du breakdowns? Det spørgsmål kunne alle i lille Vega forhåbentligt svare ja til i fredags, for ellers må de siges at være gået helt forkert, da den stod på utallige breakdowns, så ingen på noget tidspunkt kunne være i tvivl om, at man var til core fest, domineret af deathcore!
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen
Lille Vega kunne på forhånd meldt udsolgt, så der var lagt i ovnen til en aften med gang i.
Justice For The Damned
Aftenens første band på scenen var bestemt også det mest ukendte nemlig Justice For The Damned. En gruppe core-drenge fra Sidney, der tidligere på året udsendte deres debut ”Dragged Through the Dirt”.
De unge gutter mødte op til en sal, der max var 1/3 fyldt. Om det skyldes at folk ikke havde opdaget, at koncertens start fra rykket ½time frem eller noget andet skal stå usagt, men bandet gik godt til værks og frontmanden forsøgte at opfordre publikum til mosh. Han var klar fra start og ville sikre, at folk skulle gå amok. Det lykkedes dog først i slutning af showet, at få gang i en circel pit. Absolut points for hans forsøg, omend det var svært som det første band.
Justice For The Damned har fortsat ikke fundet deres grundlæggende formel på deres opbygning af numrene. De forsøger lidt at hvert, men ender desværre med at sangene kommer til alt lyde alt for ens og en smule rodet. Bandet spiller dog fint sammen og da lyden lige var blevet skruet på plads, lød det samtidig også godt i Lille Vega. Frontmanden havde den fornødne energi, der skulle til, for at skabe et fornuftigt show. Så ikke noget nyt og spænde at skrive hjem om, men så var aftenen da sparket i gang.
Oceano
Aftenens næste band var deathcore bandet Oceano. Da jeg hjemmefra havde lyttet lidt til bandet inden koncerten var jeg sådan lidt “hmm jojo de spillede da fint, men det fangede mig ikke rigtigt.”
Så var med en smule skepsis i posen, at jeg kiggede rundt i det nu ret fyldte Vega.
Bandet går på til et backtrack, mens frontmanden Adam råber, at han altså kræver en pit, i perfekt timing med droppet i backtracket. Og så skal jeg da love for, at Vega sprang fuldstændig i luften! Bandet leverede hele vejen et tætsiddende set, med en brutal og voldsom lyd! Der blev moshet, stumpet, crowedsurfet og headbanget langt ud af den her verden!
I sådan en grad, at Vega’s vagter må roses for, at lade folk give den max gas. Det blev aldrig farligt, men det var satme vildt og festligt!
Samtidig var det imponerende hvordan lyden virkede til at gribe hele Vega, så ingen – hverken band eller publikum – mistede tempo i løbet af de 27 minutter der blev spillet. Oceano leverede på mange måder den mest hårdtslående deathcore koncert man kunne drømme om og dermed blev min frygt hjemmefra sat til skamme.
Oceano bliver dog nok aldrig det første valg på playlisten herhjemme, men de må meget gerne komme tilbage igen snart, da de live leverede deathcore i en helt særlig liga!
Efter koncerten løb jeres anmelder på bassisten, Chris Wagner. En hyggelig og helt nede på jorden gut, der bare nød at spille musik og rejse rundt. Han var meget imponeret over publikum denne aften og kunne samtidig fortælle, at touren generelt have solgt godt. Man må så også sige, at arrangørene af denne tour virker til, at have ramt en rigtigt fine combo af bands omkring Thy Art is Murder .
After the Burial
Efter denne brutale omgang kunne man frygte, at det var svært at få gang i publikum igen. Men nej. Udover et par få af os gamle røvhuller nede bagved, som stadig kæmpede for at få vejret, så gik publikum også amok. Der blev crowdsurfet, hoppet og moshet rundt til den helt store guldmedalje. Musikken tog nu en mere djentet og metalcore-agtig drejning, uden dog at forlade deathcoren helt. På mange måder et fint afbræk, men det kom så også til fremstå lidt tyndt oven på Oceano’s brutalitet. Heldigvis stoppede det ikke festen og bandet fik da også holdt publikum til ilden, så stemningen blev holdt på kogepunket. Særligt stod de stærkt ved forsangerens vokal og hans generelle performance og kontakt med publikum. At kalde et publikum, der giver den max gas for ”fucking bad ass” gør bare, at de forsætter. Og derfor tager bandet den da også godt hjem, med de progressive toner, til den stærke vokal, uden de dog på samme måde, som Oceano blæser os ud af lokalet.
Thy Art is Murder
Så var det blevet tid til aftenens hovednavn, og nu med CJ McMahon tilbage i fronten. Med publikums gentagende “CJ CJ CJ”-chant, inden bandet kom på scenen, lød det da også til, at flere denne aften i Lille Vega, havde glædet sig til netop det!
Thy Art Is Murder går frisk til værks og bringer allerede fra start en voldsom omgang deathcore. Her får vi den rene vare og bandet virker tændte.
Dog virker CJ’s vokal ikke rigtig kørende denne aften. Men det stopper dog ikke publikum’s store fest, som i øvrigt har været godt kørende hele aftenen. Der bliver fortsat headbanget løs med CJ og crowdsurfet til højre og venstre!
Der er på denne tour valgt en setliste, der bringer os godt omkring i bandet’s bagkatalog, hvilket altid er en fornøjelse, da man på den måde er sikker på, at alle alle perioder af bandet bliver bragt frem.
Desværre opstår der tekniske problemer og den populærere frontmand CJ må tage over med – lad os bare kalde det – alternativ underholdning, eller et forsøg på det samme. Han spørger publikum hvordan man siger “cunt” på dansk, hvor efter flere fisse-råb ryger mod scenen. Han forsætter endvidere, at der ikke har været et Thy Art is Murder show uden et “cunt chant” på det lokale sprog og får dermed startet en “fisse chant” blandt publikum. Det er godt nok længe siden jeg har været så pinlig berørt til en koncert. Er det virkelig der vi er? Få dage efter hele #metoo har væltet internet, i en tid hvor der bliver kæmpet for ligestilling, så skal vi råbe fisse? Nej tak, stop det pjat. Det hører slet ikke hjemme der.
Heldigvis har han andet at byde på og i en kort Q&A får han nævnt at han er syg og hans vokal derfor ikke har været den bedste. Det betød samtidig at han ikke har kunnet indspille gæstevokal til et dansk band, som ellers var planen. Heldigvis kan vi her på Blastbeast fortælle, at han indspiller vokalen på et andet tidspunkt, så Cabal kan få den med på et track! Fedt for et dansk band, at få et så stort navn med!
Efter denne pause kommer der dog godt gang i showet igen og alle parter virker som om, det bare har været sundt for dem med en lille pause. Måske bare lige til at få vejret igen! Hele aften bliver sluttet af med “Reign of Darkness” som sender publikum glade hjemme, efter den vildeste fest længe! Thy Art is Murder beviste denne aften hvor stærkt et navn de er. Havde CJ været frisk, og samtidig holdt sig fra platheder, kunne vi være kommet helt op og ringe.
