Canadisk, italiensk og tysk power metal. Og så endda i Danmark!

For første gang nogensinde var det tid til at opleve Orden Ogan på dansk grund. Spillestedet var Beta2300 og det lille spillested på Amager var denne aften pakket til bristepunktet af glade powermetal fans. 
 

Unleash The Archers

Første band på scenen var det canadiske heavy metal/power metal band Unleash The Archers. Et band, der også spillede på Aalborg Metal Festival sidste år, og som undertegnede tildelte blot 2 pentagrammer. Her blev lyden den helt afgørende faktor og som vi også skrev:
“Brittney Slayes’ vokal er så høj og skinger at den kunne skære igennem stål – på den ufede måde.” 

Denne aften var Slayes’ vokal lagt langt bedre i mixet og istedet for at overdøve musikken med sin highpitch komplimenterede den fint resten af musikerne. Naturligvis kan hendes Rob Halford klingende highpitch fortsat skære igennem stål, men denne aften lød det bare langt, langt bedre end det gjorde i Aalborg sidste år.

Unleash the Archers mangler dog fortsat de helt fede melodiske hooks, der gør at de kan holde en koncert interessant hele vejen igennem. Men bandet fik varmet os godt op og stemningen steg konstant under koncerten. Det må siges at være det første bands vigtigste opgave og det klarede canadierne rigtig godt. 

 
 

 

Rhapsody of Fire

Rhapsody Of Fire på Beta. Foto: Weiss

For første gang i mange, mange år stod italienske Rhapsody Of Fire på en dansk scene igen. Siden da har bandet haft flittig udskiftning i besætningen, på stort set samtlige pladser. Den mest iøjenfaldende må siges at være sanger Fabio Lione, der for et lille år siden valgte at forlade bandet, for nu at være i front for det “andet” Rhapsody band, nemlig Rhapsody Reunion, som i virkeligheden består af flere af medlemmerne fra det oprindelige Rhapsody band. Ja, det er sgu ikke lige til at finde rundt i. 

Bottom line. Det eneste oprindelige medlem fra dengang bandet hed Rhapsody er denne aften keyboardspiller Alex Staropoli.  
I front for bandet har Rhapsody Of Fire nu den unge Giacomo Voli og uden at skulle fornærme fans af bandet eller tidligere sanger Fabio Lione, så klarede Voli vokalarbejdet fantastisk. Til tider bedre end jeg lige kan huske Lione gøre det. Hans klang og highpitch er fyldig og stor og man forstår godt, at Rhapsody of Fire har valgt ham til jobbet. Han kan rent faktisk synge de enormt krævende sange. 

Og krævende må man sige at Rhapsody Of Fire’s filmscore power metal er på alle tænkelige måder. Både musikalsk rent teknisk, men så sandelig også for lydmanden, der denne aften havde Beta2300’s minimale rum at arbejde med. Og når man tænker på, at Rhapsody Of Fire normalt spiller i haller og store open air festivaler, så kunne man reelt godt frygte for en tam lydmæssig oplevelse på Beta. Men imponerende nok lykkedes det lydmanden, at skabe et korrekt lydbillede for Rhapsody’s store armbevælgelser. Det betød, at ikoniske power metal sange som “Dawn Of Victory” , “Holy Thunderforce”, en smuk, smuk udgave af “The Magic of the Wizard’s Dream” og den afsluttende “Emerald Sword” gik rent igennem og sørgede for omgående fællessang blandt de 200 tilstedeværende. 

Rhapsody Of Fire er power metal så rendyrket, som det overhoved kan blive. Bombastiske omkvæd, lynhurtig pedalarbejde og fræsende riffs. Dette kræver normalt et rum med uendeligt højt til loftet. Men denne aften på Beta lykkedes det rent faktisk italienerne, at bringe styrken i deres power metal indenfor i Beta2300’s intime rammer. 

Fedt, og en smule uvirkeligt, endelig at se dem i Danmark igen. 

 
 Orden Ogan

Orden Ogan på Beta. Foto: Weiss

Aftenens hovednavn har aldrig før spillet i Danmark og overraskende nok var Danmark det eneste sted i Skandinavien, hvor man kunne opleve Orden Ogan på denne tour. Det betød naturligvis at der denne aften på Beta kunne høres flere svenske fans. 

På samme måde som med Rhapsody Of Fire er tyske Orden Ogan også et band der normalt spiller for langt, langt flere mennesker. Både som headliners og på open air festivalerne. 

At opleve dem på et bankende udsolgt Beta2300 var naturligvis en unik mulighed for fans af bandet og for tilhængere af power metal. Og det kunne mærkes på den vidunderlige stemning, der var på Beta denne aften, der føltes som en dejlig blanding af fest og forventningsfuld glæde. 

Disse blev begge indfriet, da Orden Ogan gik på scenen, ført an af sangskriver, vokalist og guitarist Sebastian “Seeb”.

Orden Ogan’s power metal er langt mere midt-tempo og riff-orienteret end Rhapsody Of Fire’s lynhurtige udgave af genren og har samtidig et noget mere moderne-klingende udtryk. Lur mig om ikke, at hvis man skiftede clean vokalen og de stort anlagte kor ud med en crowl, så kunne det sagtens gå for at være moderne melo-død i tråd med de bands vi kender fra scenen i Gøteborg. 

Her til aften var fokus på de nyeste udgivelser fra Orden Ogan, hvor særligt “F.E.V.E.R” og “Deaf Among The Blind” fra det forrige udspil “Ravenhead” var blandt højdepunkterne. Deres musik er 100 % baseret på fællessang. Og det er i sandhed tyskernes styrke, men det er samtidig også det der gør det svært. For hvis ikke de melodiske omkvæd sidder i skabet hver gang, så er deres numre simpelthen ikke interessante nok. Heldigvis mestre Orden Ogan, at skriver sange så melodisk stærke, at omkvædende ikke skal leveres mere end én gang, så kan alle være med på dem. Og den helt store fællessang udsprang på Beta under de nye sange “Gunman” og den smukke “Fields of Sorrow” fra “Gunmen” fra i år. Afslutningsvis steg stemningen lige et ekstra hak, da hittet over dem alle “The Things We Believe In” blev leveret som aftenens sidste nummer.

Orden Ogan’s første optræden i Danmark bliver forhåbentlig langt fra den sidste, bedømt ud fra stemningen i salen. Og så kan vi jo satse på, at den næste gang ryger i Amager Bio, hvor tyskerne kan have deres fulde produktion med. Noget tyder på at power metallen langt om længe er ved at finde sit fodfæste i Danmark. Med tanke på Powerwolf’s koncerter sidste år, Copenhell’s booking af Blind Guardian, den forestående pakke med Dragonforce & Twilight Force i Pumpehuset og så ikke mindst denne pakke, der ramte et udsolgt Beta en torsdag aften i oktober. Godt for variationen metalscenen herhjemme!