I weekenden D. 27-29 oktober sejlede Copenhell ud på sit første store Metal Cruise i internationalt farvand.
Oslobåden var blevet indtaget af glade og feststemte metalheads klar på et par dage på søen, høj bølgegang og en håndfuld koncerter. Eller, ja i hvert fald noget af Oslobåden var blevet indtaget. For Copenhell Metal Cruise er, i sagens natur, ikke stor nok til at kunne optage hele Oslobåden (endnu!). Det kan der jo heldigvis blive lavet om på i fremtiden!
Så udgangspunktet for dette første cruise var, at Copenhell havde fået stillet skibets dæk 9 og 10 til rådighed.
På dæk 9 fandt man skibet’s natklub “Sky Club”. Det var i denne klub, at Copenhell’s crew havde bygget en scene op. Her var der pyntet op i bedste Copenhell stil og det var her koncerterne og de store fester var. Her kunne der købes fadøl for 50 kr og drinks for omkring 100 kr.
For at komme ind til dette område var det nødvendigt med et særligt Copenhell Metal Cruise armbånd, som man fik udleveret ved check-in i København.
På dæk 10 fandt man skibet’s konferencerum. Her holdt D-A-D’s Jesper Binzer fredag aften, en særlig lyttesession for sit kommende nye soloalbum og her var der lørdag aften metalquiz.
Publikum boede sammen med resten af gæsterne i skibets kahytter fordelt på dæk 5-7.
De stive svenskere
Jomfrurejsens første aften med koncerter, blev holdt i selskab med Baest og Entombed A.D. Og hvor Baest gik amok som de plejer og, som forventet, leverede en pragt koncert på trods af den høje bølgegang, ja så var det lidt mere op ad bakke med Entombed A.D. Bandet havde uden tvivl hygget sig i løbet af dagen, og var immervæk pløre stive, da de gik på scenen. Særligt trommeslager Olle Dahlstedt var en fryd at opleve. Simpelthen fordi det var komik på aller højeste plan. Ikke ét lilletrommeslag blev ramt rigtigt og flere gange røg takten helt åbenlyst.
Var det fair overfor cruiset’s betalende gæster? Nej på papiret er det naturligvis ikke fair. Men netop på sådan ét cruise kan de slippe afsted med det. Simpelthen fordi vi alle var i samme båd, som også L-G Petrov, så fint proklamerede midtvejs i koncerten. Bandet var stive og det var publikum også. Og når der så samtidig er høj bølgegang, så gør det altså det hele lige dét sjovere. Og sjovt det var det altså.
Rygterne går på, at bandet måtte få hjælp til at komme ned af scenen igen…. Det forstår man godt.
Et fuldemands tema syntes derfor at presse sig på. For lørdagen’s koncerter gentog fredagens strabadser på godt og ondt. Bersærk havde på trods af nogle små tekniske problemer, publikum i deres hule hånd og leverede cruiset’s absolut bedste koncert. Deres medrivende dansksprogede stoner rock n roll passede perfekt til aftenens stemning. Nu skulle der være fest.
Og fest må man også sige Mustasch havde holdt i løbet af dagen. For ligesom med Entombed A.D dagen før, var også disse svenskere i, lad os bare kalde det, rigtig, rigtig godt humør, da de indtog scenen. Der har udentvivl også været blevet drukket bajere i løbet af dagen. For sanger/guitarist Ralf Gyllenhammar sejlede bogstaveligtalt rundt på scenen, bad konstant om Gammel Dansk, og gjorde os alle opmærksomme på, at Gasolin altså er det fedeste der nogensinde er kommet ud af Danmark.
Pludselig finder man ham nede af scenen, blot for at spille guitarsolo siddende i en sofa. Av min arm, jeg mindes ikke at have vidne, til et så humoristisk rock n roll show nogensinde.
Den gode stemning
Opsummeret kendetegner det faktisk rigtig godt, den gode stemning der var på dette første Copenhell Metal Cruise. Artisterne var alle i øjenhøjde (på alle tænkelige måder), med sit publikum og det sikrede en festlig nerve, som satte stemningen i kog, når koncerterne blev spillet.
Og tro mig. På trods af høj bølgegang er det stadig muligt at moshe og crowdsurfe. Og høj bølgegang det er der altså på denne tur.
Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere. I virkeligheden bør I hellere se denne 5 minutters film, som vi har produceret fra turen. Her kommer vi også ind på black metal turen, som flere af gæsterne ved årets Copenhell Metal Cruise var på.
Vi glæder os allerede til næste år!
Se endnu flere Copenhell Metal Cruise billeder taget af Morten Skovgaard her