For Weiss’ vedkommende huskes Copenhell nok bedst som året hvor Candlemass sejrede stort, Slayer nedlagde alt og alle på festivalens største scene og Powerwolf rent faktisk spillede for en overraskende stor dansk crowd! Og så var vi satme mange mennesker i år.
Torsdag:
Inglorious (Pandæmonium)
Inglorious på Copenhell. Foto: Weiss
Festivalens første band var det nyere engelske rock band Inglorious. Et udmærket valg af åbning, da man på den måde stille og roligt kunne komme i gang med at få varmet ørerne op, til festivalens lidt hårdere indslag efterfølgende.
Inglorious er klassisk hard rock i bedste Zeppelin møder Deep Purple stil. De spiller godt sammen og har en god klang. Men numrene er derimod ligeså hurtigt glem,t som de bliver leveret denne eftermiddag. Og så var lyden samtidig så ufattelig lav på Pandæmonium under hele koncerten, at man flere gange simpelthen ikke kunne høre hverken guitarriff eller klaveret. Dette er naturligvis langt fra optimalt og gjorde, at man flere gange under sættet mistede interessen for Inglorious, der ellers gjorde deres for at sparke festivalen solidt i gang.
Den var der bare ikke helt.
Saxon (Hades)
Saxon på Copenhell. foto: Jannie Ravn Madsen
Saxon var i år blevet rykket til Hades, hvor de i 2012 spillede på Helviti. Scenerykningen betød dog samtidig, at bandet havde fået et prime time slot kl 21.00 og ikke ligesom sidst på den store scene, hvor de skulle spille midt på eftermiddagen.
Et rigtig godt valg, da Saxon’s klassiske heavy metal på mange måder er bedst om aftenen. Her kan festen for alvor starte og her har folk også fået drukket et par bajere, uden dog at være blevet rigtig trætte endnu.
Det lignede også på Biff Byford, at han og resten af Saxon følte sig godt tilpas på Hades denne aften. I hvert fald leverede Saxon den forventede klassiske heavy metal fest, man kunne have håbet på. Hverken mere eller mindre. Det her var klassisk Saxon. Og hvis man har oplevet dem før, ved man hvad man får.
Der blev lagt ud med “Battering Ram” , fra deres seneste udspil af samme navn. Hvad jeg særligt godt kan lide ved netop Saxon er, at de ikke er bange for at spille sange, der ikke har åbenlyst hit-potentiale. Derfor er de ikke bange for at smide numre i setlisten, fra deres periode i 90’erne. På den konto gik numre som “Dogs of War” og “Solid Ball Of Rocks” rent ind. Det gjorde den ellers så mægtige “Battalions Of Steel” fra 2008’s Labyrinth desværre ikke. Her var lyden simpelthen ikke god nok til sangens episke udtryk.
Men Saxon kan man sgu’ altid regne med. Det er din dejlige druk-ven, der altid er klar på fest og glade dage i heavy-land!
Ministry (Hades)
Ministry på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Sagde jeg lige fest og glade dage? Glemt alt om det igen! For Ministry kom for at ødelægge dig! De kom for at banke dig i knæ, de kom for at rive dine indvolde ud og de kom for at ødelægge din hjerterytme.
Og Ministry sejrede i det hele.
Som sidste band på Hades torsdag aften havde Copenhell hevet Ministry ind for at banke en omgang tung, tung industrial ned over hovederne på os. Og det gjorde de så. Med Al Jourgensen i front for det gamle industrial band, var det helt tunge skyts kørt i stilling fra den voldsomme kampvogn, der udgør Ministry’s benhårde panser.
Det er efterhånden længe siden, at Ministry gjorde sig i egentlig new wave og electronica. I stedet er musikken mere eller mindre blevet byttet ud med rendyrket, rå metallisk slagkraft og det var det vi fik denne nat på Copenhell, med en bragende høj volume og et massivt pres fra samtlige instrumenter. Og hvor var det dog tiltrængt efter bajer-svingende øl fester med Prophets Of Rage, System Of A Down og Saxon tidligere på dagen.
Nu kom der endelig et band, hvis eneste formål var at være ekstrem og vrede og det lykkedes de med.
Al er i sandhed en vred mand i disse dage. Ikke mindst med tanke på hvad der sker rundt om i verden med terror og det nylige valg i USA. Det er som olie på Al’s maskineri og det fik vi rig mulighed for at opleve på årets Copenhell!
Stramt, massivt, hårdtslående og helt perfekt på Copenhell 2017!
Fredag:
Seven Thorns (Pandæmonium)
Seven Thorns på Copenhell. Foto: Weiss
De der tidlige tider på festivaler, ja de er sgu’ bare en bitch! Men denne eftermiddag bankede power-hjertet alligevel nok til at tage tidligt afsted på Copenhell, hvor det danske power metal band Seven Thorns spillede som det første navn om fredagen på Copenhell.
Det er altid spændende med power metal på festivaler. Ikke mindst fordi lyden hos et power metal band kræver så ufattelig meget. Det er en pompøs genre og på album kan man få de flotteste nuancer frem i musikken. Men det er ofte svært at gengive live og særligt på en open air scene, hvor vinden ofte spiller ind.
Men her slap Seven Thorns overraskende godt fra det, med en knivskarp lyd, der lovede godt for resten af koncerten. En koncert der i virkeligheden blev bedre og bedre jo længere den skred frem. Det var en omgang tungt og velspillet omgang power metal, som Seven Thorns leverede, med et band der lignede nogle, der havde verdens bedste tid på jorden, i netop dét tidsrum på Pandæmonium.
Power metal er ikke ligefrem en genre der oversvømmer Copenhell, så det var da rart at se, at på trods af det tidlige tidspunkt var folk faktisk mødt op for at støtte bandet. Og der kom flere i løbet af koncerten.
En god start på dagen!
Airbourne (Helviti)
Airbourne på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Efterhånden har Airbourne været en fast gæst i Danmark i de seneste mange år. Både som headlinere i Amager Bio, som festival act på Roskilde Festival og som support for Volbeat på deres seneste tour, da denne kom forbi Herning og København.
Hver gang har festen været et sandt højdepunkt.
Alligevel var det som om Airbourne denne eftermiddag på Helviti havde åbenlyse problemer med at få gang i den hårdt rockende fest, med deres ellers altid så herlige riff-baserede hard rock. Simpelthen fordi det virkede underligt fladt. Et band som Airbourne plejer normalt at spille voldsomt højt. Det kan alle dem der oplevede dem i Forum i København sidste år, i hvert fald skriver under på.
På Copenhell var det overraskende lavt og det smittede af på publikum, der aldrig rigtig kom op i gear, under første halvdel af hard rockernes koncert. Dét på trods af at sange som “Ready To Rock” og “Too Much, To Young, Too Fast” ellers burde have været sikre vindere.
Midtvejs skete der så heldigvis noget. Og det kan vi alle takke sanger og guitarist Joel O’Keeffe for. Hans showmanship sejrede midtvejs i koncerten stort og resulterede i, at pladsen forrest ved scenen blev omdannet til én stor circlepit. Nu kom der endelig gang i den fest vi så længe havde ventet. Det var tiltrængt, men kom også lidt for sent.
Alter Bridge (Helviti)
Alter Bridge på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Helviti var fredag mere rock-orienteret end egentlig metal. Hvor Airbourne tidligere på dagen åbnede scenen, med deres riff-orienterede hard rock, var det nu op til Alter Bridge der skulle føre rocken videre. Og det gjorde de så i bedste amerikanske tradition. På både godt og ondt.
For med Myles Kennedy i front for rockbandet, er man sikret en hamrende dygtig frontmand, der formår at synge hele den store plads op, med sin flotte volumen i vokalen. Men det er så i virkeligeheden også det mest positive at sige om Alter Bridge’ koncert på Copenhell.
Alter Bridge skærer alle deres sange ud fra den klassiske US hard rock formel. En sang på 3-5 minutter. Et riff, et vers og så et svulstigt syng-med-omkvæd og sådan kører det primært igennem alle deres sange. Det betyder samtidig, at når de ikke er helt oppe at ringe, er der ikke er mange overraskende elementer, at komme efter i musikken eller i liveoptræden. Hvor koncerten i virkeligheden aldrig peaker, fordi det virker underligt sterilt.
Bandet kommer aldrig rigtig op i de omdrejninger, som de var i Falkoner Salen sidste år. Og afleverer et indtryk af et rutinepræget band, der spillede endnu et festivaljob i rækken på deres nuværende “The Last Hero Tour”.
Candlemass (Pandæmonium)
Candlemass på Copenhell. foto: Jannie Ravn Madsen
Og så blev det svensk! Candlemass var placeret på festivalens mindste scene. Et underligt valg efter mit hovede, da de er et af de bands, kernen af metalpublikummet på Copenhell var kommet efter i år. Og det kunne også ses på det massive fremmøde. De skulle have spillet på Hades!
Som sidste gang de lagde Danmark et visit, på deres nu legendariske koncert på Metal Magic Festival i 2015, var fokus denne aften på det ældre materiale fra doomernes episke bagkatalog. I Mats Leven har bandet endelig fundet en forsanger efter Messiah Marcolin, der ikke bare gør sig godt på deres gamle materiale, men også tilføjer sin egen kant og klang til numrene. Tilføj dernæst, at Candlemass i en liveudgave, har en så massiv guitarlyd, at det kan skære igennem beton.
Således blev den smukke, smukke “At The Gallows End” fremført med en så massiv og dyb lyd, at undertegnede stod og kæmpede med en tåre. Ja, så smukt var det sgu’! Og det blev det også under fællessangen på “In Solitude.”
Candlemass var helt deroppe at ringe, hvor koncerten også var på Metal Magic. Imponerende af de aldrende herrer i Candlemass.
God sangskrivning fornægter sig aldrig!
Powerwolf (Hades)
Powerwolf på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så til Powerwolf. Tysk power metal på en dansk festival. Kunne det overhoved noget? Kunne det overhoved trækker mennesker til scenen kl 00.45? Det var ikke til at vide.
Sidst bandet var i Danmark pakkede de den øverste sal i Pumpehuset. Så der var måske noget om snakken? Måske kunne Powerwolf rent faktisk hive mennsker til Hades?
Og det gjorde de altså, så selv det tyske party band virkede overrasket. En masse folk havde fundet sig til rette foran Hades, for at deltage i ulvenes festligheder.
Bandet ført an af Attila Dorn var naturligvis iklædt fuld corpse paint, da de gjorde deres entre til tonerne af “Blessed & Possessed” for efterfølgende at gå direkte over i “Army Of The Night”.
Det var godt set af Jeppe Nissen, at give Powerwolf en sen tid på Hades. Bl.a pga deres visuelt stærke show, hvor flotte backdrops, levende ild og flotte kostumer udgør en vigtig del af Powerwolf’s scenografi. Og så fordi folk var i festhumør denne sene aften!
Og fest det fik vi, omend den ikke var helt så stor som i Pumpehuset sidste år. Til det var lyden for lav til, at vi rigtig kunne give los.
Men Powerwolf leverede det vi kunne forvent af dem. Det er ikke musikalsk stor kunst. Men det er fængende og helvedes underholdende tysk powermetal!
Lørdag:
Baest (Pandæmonium)
Baest på Copenhell. Foto: Weiss
Med lidt over et år på bagen, har Baest taget det danske metalpublikum med storm, med deres old school død. Så meget at de nu står på de to største scener i Danmark. Copenhell og Roskilde Festivalen.
Den første af de to store manddomsprøver var på Copenhell, hvor bandet skulle sætte gang i løjerne på Pandæmonium, midt i silende regn og massiv blæst. Ikke nogen nem opgave. Men heldigvis er metalpublikummet klar på alt slags vejr, så selvom man kunne frygte for en tom plads, var det langt fra tilfælde. Folket trodsede vejret for at opleve Baest bringe liv i de gamle old school dødsmetal traditioner!
Bandet kvitterede med endnu en stram og velspillet koncert, hvor man ikke skulle tro, at de her drenge kun har spillet koncerter sammen i lidt over et år.
Lyden blev naturligvis slået lidt tilbage grundet de vejrmæssige udfordringer. Men med oprejst pande gik bandet til angreb, trods regn og vind, og sikrede at de fremmødte fik sig en god oplevelse.
Simon Olsen er i sagens natur bandet’s mand i front, og når man kender til manden’s vildskab på en scene, var jeg faktisk en lille smule skuffet over hans lidt tilbageholdende fremtræden. Når man tidligere har set ham gå amok i klubber, hvor han har hoppet ud i crowden, var det en lidt mere tilbageholdende frontmand vi så på Copenhell. Her skulle han klart have taget springet ud i crowden og surfet rundt. Det havde lige givet det sidste! Men forhåbentlig ser vi det på Roskilde!
Huldre (Hades)
Huldre på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Der var dømt rendyrket dansk eftermiddag på Copenhell’s sidste dag, med navne som både Baest, Hatesphere og så naturligvis Huldre.
Huldre var booket som det eneste reelle folkmetal band på årets Copenhell. Besynderligt nok, når man ser hvor populære de tidligere folkmetal fester har været på Copenhell, med navne som Korpiklaani, Finntroll, Alestorm, Ensiferum og TYR.
Her var Huldre bestemt ingen undtagelse, for hvis man frygtede en tom plads til de danske folkmetal mestre på Hades, så kunne man godt tro om igen. Pladsen foran var pakket til bristepunktet, da danskerne gik på. Et imponerende fremmøde til et band, med kun to udgivelser på bagen.
Men hvilke udgivelser! Huldre’s to albums er nogle af de bedste folkmetal plader udgivet i Danmark. Og live bliver de kun bedre. Således var scenen i bedste Huldre stil tildækket med grene og blade fra top til tå, da bandet gik på scenen til tonerne af “Ulvevinter”.
Der er noget hjemmeligt, hyggeligt og enorm varme over Huldre’s koncerter. Bl.a. pga. sangerinde Nanna Barslev’s interaktion med sit publikum. Til deres egne koncerter i klubberne fungerer hendes længere introduktioner til deres sange rigtig godt, men på festivaler falder de desværre til jorden, når snakken bliver for lang. Mest af alt fordi der er flere på festivaler, der ikke kender til bandet på forhånd og i virkeligheden bare venter på at høre noget musik. På den måde falder intensiteten i koncerten, når snakken bliver for lang og publikum, i virkeligheden, ender med at stå og snakke med hinanden, istedet for at være opmærksom på det der sker på scenen.
På Copenhell denne eftermiddag var lyden desværre ikke helt med bandet i begyndelsen af koncerten og flere gange var det svært for alvor at høre folk-instrumenterne. Denne blev heldigvis bedre i løbet af koncerten. Men Huldre er nu engang atter et bevis på, at folkmetal i dén grad lever på Copenhell og den kære Jeppe Nissen altså bør gøre en større indsats på dette område! Fremmødet taler sit tydelige sprog!
Europe (Helviti)
Europe på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Europe på Copenhell var på forhånd udnævnt som årets joker i flere interviews med Copenhell booker Jeppe Nissen. Her blev de sammenlignet med bl.a. Twisted Sisters enorme succes i 2014. Skulle Europe mon gentage old school-succesen med deres hard rock denne lørdag eftermiddag på Copenhell?
Svaret er nej.
Til det var Europe simpelthen ikke nok til stede på Copenhell. Hyggeligt var det da, men en farlig og en energisk rockkoncert i samme stil som Twisted Sister eller Saxon blev det aldrig. Det selvom sanger Joey Temptest bestemt havde en langt, langt bedre dag på kontoret, end da Europe var i Amager Bio sidst.
Svenskerne lagde ud med “War of Kings” fra deres seneste album. Atter med en lyd så lav, at mit anlæg derhjemme kunne spille højere. Fraset Joey lignede medlemmerne simpelthen nogle, der hellere ville sidde hjemme i Sverige end at have beton under fødderne i København. En skam. For Europe har altså i deres senere materiale en god håndfuld hårdtrockende sange, der bestemt ville passe godt til Copenhell’s publikum og som de også fik fuld valuta for, ved deres glimrende koncert på Wacken i 2015.
Det kom bare kun momentvis til udtryk i den ganske ufarlige optræden, der naturligvis først kom rigtig op i omdrejning hos publikum, da “The Final Countdown” blev spillet. Der var det bare for sent.
Overkill (Hades)
Overkill på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Fuld skrald på og så frem, frem, frem! Overkill var kommet for at rive os rundt og det var ærligtalt tiltrængt efter Europe’s søvndyssende optræden.
De gamle US thrashere er på deres igangværende “The Grinding Wheel Tour” i kølvandet på deres nyeste album af samme navn. Og med et band der meget, meget sjældent er at opleve i Danmark, var det naturligvis et “must see band” for rigtig mange mennesker.
Os der var til koncerten på Hades fik hvad vi kom efter. Rygende thrash metal fra et band, der har stået værn om thrash metallen siden 1980, men aldrig rigtig har opnået den fortjente succes som andre af de større amerikanske thrash metal bands.
På Copenhell var det første gang vi kunne opleve tidligere Anthrax/Flotsam & Jetsam/Shadows Fall trommeslager, Jason Bittner, bag gryderne hos Overkill og jeg skal da lige love for, at han fik givet Overkill et solidt los i røven i rytmesektionen. Måske endda næsten for meget? For Overkill’s thrash metal lå godt nok millimeter præcist. Næsten for tight i beatet i forhold til hvordan Overkill’s skramlede thrash lød back in the days, da “Taking Over” var det nye og alle thrashere skreg med på “In Union We Stand”.
Med Bobby “Blitz” Ellsworth og co. fik vi naturligvis sange som “In Union We Stand” og andre sange fra bagkataloget som “Wrecking Crew” og “Hello From The Gutter,” inden det blev tid til fællessang på den afsluttende motherfucker “Fuck You”.
Fuck yea for ét thrash metal brag!
Rob Zombie (Helviti)
Rob Zombie på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Rob Zombie er lidt som din gamle hyggeonkel. Nogle gange er han der for dig, andre gange ikke. Da han bankede Marilyn Manson på plads i Valby Hallen for nogle år siden, med sin fulde US produktion, var han der i dén grad! Det samme var han på Roskilde Festivalen i 2014, hvor produktionen dog var lidt mindre, men fortsat glimrende på Orange Scene.
Derimod var han søvndyssende kedelig på Wacken i 2015 og hans efterfølgende koncert i Vega samme år, var heller ikke noget at skrive højt om.
Dét var koncerten på Copenhell derimod! Her virkede Rob Zombie glad og tændt. Klar på at give Copenhell et sandt rock n roll cirkus, med sin industrial inspirerede horrorrock, hvor oppustelige aliens og store balloner var med til at tænde op for publikums fest!
Men én ting er gimmicks. Noget andet er, at mandens musik passer perfekt til den tidlige aften, hvor alle har fået lidt ind fra vesten og klar til fest. Således fik velspillede sange som “Scum of the Earth,” den nye “Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.” og en forrygende groovy udgave af “House of 1000 Corpses” godt fat i det store publikum, der alle var kommet for at opleve manden’s freakshow.
Rob Zombie knoklede konstant på og det gjorde, at hans koncert på Copenhell blev et af festivalens mest fornøjelige. Ikke mindst da den afsluttende “Dragula” fik sendt 20.000 glade gæster i zombie heaven på Copenhell!
Slayer (Helviti)
Slayer på Copenhell. Foto: Jannie Ravn Madsen
Tidligere på dagen havde Overkill leveret en forrygende thrash metal præstation. Om Slayer kunne gøre det samme var ikke til at vide. Sidste år’s koncert på Roskilde Festivalen var ikke ligefrem noget at råbe hurra for og nu var de allerede tilbage igen.
Denne gang med et prime time slot, som det sidste hovednavn på Copenhell. Og lad det bare være sagt med det samme. Hvis nogle var skeptiske på forhånd, ja så forsvandt den da i hvert fald igen, da kun halvdelen af “Repentless” var blevet spillet.
For Slayer lugtede blod denne aften. Et fuldstændig forrygende sammenspillet orkester cementerede én gang for alle, hvorfor de bare er thrash metal bandet over dem alle. Vredt og ondskabsfuldt og endelig et band med en lydmand, der forstod at udnytte Helviti’s anlæg til fulde. Hold da helt kæft hvor spillede de højt.
Det betød at sange som “Antichrist” , “Disciple” og “Season In The Abyss” næppe er hørt blive spillet bedre i Danmark i nyere tid.
Slayer er Slayer. Men Slayer har så sandelig både gode og mindre gode dage. På Copenhell ramte alt plet. Aldrig før har jeg oplevet en så uhyre tight afslutning, som da Slayer sluttede “Chemical Warfare”. Wow.
Den ultimative afslutter på Copenhell for 2017! Bedre kan det næppe gøres!