Martin Horn Pedersen fik på årets Copenhell oplevet sine gamle barndomshelte i System Of A Down, kastet håndtegn til Prophets Of Rage og fik sig en progget åbenbaring, da Opeth leverede en overbevisende koncert lørdag aften!

 

Torsdag:

Devildriver (Hades)

DevilDriver på Copenhell 2017. Foto: Thomas Værum Olesen

Første koncert for undertegnede på årets Copenhell stod på melodisk dødsmetal/groove med amerikanske Devildriver. Det er ved at være et par år siden, de sidst har været forbi Danmark og derfor også første gang siden albummet ”Trust No One” blev sendt ud i 2016.

Alt virker dog som det plejer at være med dette orkester. Masser af fart på fra start, mens Dez Fafara lægger stemme til festen. Publikum virker bestemt også som om, de er glade for at komme i gang. Masser af cirkelpits i pænt store størrelser, når man tænker på, vi kun lige præcis er kommet i gang. Helt åbenlyst skal den første energi lige brændes af og det skaber jo stemning!

Vi skal helt frem til setlisten’s 5. nummer før vi får en sang fra det nye album, da nummeret “Daybreak” bliver spillet. Derefter vender vi hurtigt tilbage til udgangspunktet igen med “I Could Care Less”.

“Daybreak” viser sig faktisk at være det eneste nye nummer i koncerten. Dette må skyldes, at de i virkeligheden er ”færdige” med albumtouren og nu er ude og spille rene festival-jobs med det ældre materiale. Det virkede bestemt heller ikke som om, publikum havde noget imod dette, da de føromtalte cirkel pits forsatte. Og da de syntes at stoppe, ja, så fik Dez hurtigt sat gang i dem igen.
På den måde fik vi et fint set med solide ældre numre, som virkede rigtigt fint som kickstarter af festivalen, uden at det dog kom helt op at ringe.

 

 

 

Prophets of Rage (Helviti)

Prophets Of Ragepå Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så var det blevet tid til en af årets helt store navne på festivalen. Mødet mellem Public Enemy, Cypress Hill og naturligvis Rage Against The Machine.
Et navn der er alt andet end rendyrket metal. Men et navn som rigtig mange på pladsen denne dag har et forhold til.
Bandet der inden festivalen havde fået flere spørgsmål til at lyde: er dette bare et coverband eller kan det rent faktisk dække dét behov, som Rage Against The Machine (RATM) mon har efterladt?

Heldigvis for jeres anmelder, så er hiphop en af de genrer efter metallen, som jeg hører mest. Så at få lov til at se legender fra dette musikalske spektrum var så sandelig noget, jeg så frem til.

Vi starter da også ud med det mest oplagte nummer af dem alle. Nemlig med sangen som bandet har taget navn efter: “Prophets of Rage” af Public Enemy. Og så var festen i gang!
Denne bliver hurtigt fulgt op med RATM numrene  “Testify”, “Take the Power Back” & “Guerilla Radio”. Guitarist Tom Morello er i hopla! Dette guitarspil sætter seriøst tonen for at råbe vredt mod systemet!

Derefter fik vi et af bandets egne numre “Unfuck the World” – et forspil på dét album, som kommer senere på året. Herefter fik vi endnu et Public Enemy nummer, inden det hele gik over i et rendyrket hiphop medly, besynderligt nok med “Jump Around”, som det afsluttende element. Besynderligt fordi det jo ikke hører til nogle af de tre sammensatte bands på scenen.

Vi får senere en smuk hyldest til afdøde Chris Cornell, da bandet spiller “Like a Stone” uden vokal. En fin måde at hylde deres afdøde ven. Hele festen bliver sluttet af med “Bulls on Parade” og så naturligvis “Killing In the Name”, hvor det sjældent har føltes så godt, at råbe FUCKING YOU I WON’T DO WHAT YOU TELL ME, sammen med 23.000 andre. 

Så alt i alt fik vi et band, der på mange måder stiller behovet. Ja nogle gang måtte tempoet lidt ned for at passe til Chuck D’s rap, men det var troværdigt og bandet kan, også i denne form, lede revolution når den en dag kommer, selv om det nok aldrig bliver helt det samme uden Zack.

 

 

 

Invocator (Pandæmonium)

Festen på Helviti med PoR var knap slut før Invocator gjorde comeback på Pandæmonium scenen.
Så med høj fart gik turen afsted for at opleve de danske thrashere.
Sidste gang jeg havde fornøjelsen af at se noget af det bedste danske thrash, der har været var til Aalborg Metal Festival i 2003.
14 år er en lang pause. Særligt for en Esbjerg dreng som undertegnede. På samme tid var det også årets helt store unikke booking på Copenhell.

Det tog lige lidt tid at omstille hovedet fra fest og “fuck verden”, til bund solid thrash metal. Men Jacob Hansen & co gik friskt til den og leverede præcis det samme, som jeg husker 14 år tilbage og fra min ungdom i Esbjerg. De har måske ikke spillet sammen længe, men musikken har ikke forladt dem i hvert fald. Naturligvis med Jacob Hansen i centrum, som værende en af de største metalproducerervi har her til lands.

Det var ikke fordi, vi fik det store vilde show eller andet gøgl. Næ,det som der denne aften blev leveret, var en solid omgang thrash, direkte hentet fra minderne og som viser, at sangene har overlevet med tiden og stadig er et lyt værd i dag. Som sådan ikke noget overraskende, men blot et bevis på, at gutterne stadig kan, og at god musik overlever uanset hvor lang tid der går.

 

 

 

System Of A Down (Helviti)

System Of A Down på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Efter en pause var det tid til aftenens, og efter min klare overbevisning, årets Copenhell headliner: System of a down!
Som nævnt i vores “Approved Serie” op til festivalen, er det svært lige at sætte en egentlig genre på SOAD. Men at trække folk til scenen dét kan bandet i hvert fald. Og de har uden tvivl, for mange, været et gateway band ind til metallen.

Serj Tankian og resten af SOAD går på scenen Copenhell foran en kæmpe menneskemængde, som lover godt for de næste par timer i selskab med aftenens hovednavn.
Allerde ved sang nr. 3 får vi “Prison Song” og så er vi sgu’ for alvor i gang. Bandet har under hele denne tour spillet rigtigt mange sange og denne aften bliver ingen undtagelse. Så vi får alt godt fra posen med sange som “Mr. Jack”, “Needles” og “Hypnotize”.

Det virker som om bandet lige skal igennem et par numre for lige at få spillet sig rigtig i gang. Ikke at de spiller dårligt, men der mangler lige de 10% ekstra, som musikken bare kræver, for at kunne skabe dén fest og gå-amok-stemning, som den lægger op til. Det hele bliver dog bedre efterhånden som vi kommer frem i settet. Og da vi når den sidste 1/3 del og sange som “Psycho”, “Chop Suey!” og den mere stilfærdige “Lost in Hollywood” er bandet for alvor på plads, inden det hele ender med den forventede store fest med afslutningen: “B.Y.O.B.” , “Toxicity” og “Sugar”, som runder aftenen af perfekt og beviser hvorfor SOAD stadig den dag i dag, kan skabe den kæmpe store fest.
De har nemlig skrevet numre fyldt med energi, som folk kan føle sig fri til, og den slags kan godt tåle, at tiden går, særligt nu hvor vi pt står i en verden, hvor kaos og usikkerhed hersker.

 

 

 

 
Fredag:
 
Baroness (Hades)

Baroness på Copenhell 2017. foto: Thomas Værum Olesen

Fredagen skulle for undertegnede sparkes i gang med amerikanske Baroness’ sludgede metal på Hades. Det små-regner og fremmødet er ikke skide godt, men John Dyer Baizley fører nu bandet godt an. Han er så også samtidig det eneste tilbageværende originale medlem. Nok også derfor setlisten er domineret af de to seneste albums, med kun et enkelt nummer fra henholdsvis “Blue” og “Red”.
Desværre er det nye album ikke så stærkt som de første, så det bliver lidt kedeligt undervejs, og dermed ikke så godt som det kunne være.

En af koncertens store højdepunkter er dog den nye leadguiatrist, Gina Gleason, som udover at spille godt, virker til at have tilført bandet noget ny energi og karisma.
Efter at være blevet trukket igennem den mere rockede del af showet får, vi et enkelt nummer fra “Blue” og “Red” nemlig “The Sweetest Curse” & “Isak”, der giver det hele lidt mere kant. Inden det hele ender med at blive afsluttet med det mere poppede rocknummer “Take My Bones Away”.

Ærlig talt virker det som en lidt trist og kedelig retning Baroness er på vej ud af, men det er naturligvis op til bandet selv. Så længe man som publikum bare husker på, hvad det er man skal forvente, inden man indløser billet.

 

 

 

Five Finger Death Punch (Helviti)

Five Finger Death Punch på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Hovednavnet fredag aften var blevet givet til Five Finger Death Punch. Et band der ikke just score højt på metalfolkets “true skala”. Få dage inden festivalen, mistede bandet sin oprindelige forsanger, så hvad dælen skulle det mon blive til?

Først og fremmest skulle de ved deres optræden vise, at Copenhell rammer bredt inden for den hård rock og metal og at på de på mange måder i dag har samme funktion som f.eks. SOAD har haft for os, der var unge i 90’erne og 00’erne. De er nemlig også, hvad jeg vil kalde for et gateway band, der skal få ungdommen ind i metalverdenen.

En hel del af de fans som denne aften sang sig igennem hele showet var nok aldrig kommet på Copenhell uden Five Finger’s optræden. Bandets nye frontmand gør en god indsats og det er sgu’ imponerende så godt han virker til at kunne sangene alleredevsamtidig med, at han har et godt showmanship. Alt imens bandet smider deres hardrock/heavy metal ud i hovederne på folk.

FFDP har ikke opfundet den dybe tallerken. Deres tekster er ikke noget, som på nogen måde ændrer verden. Men de kan sgu’ alligevel skrive noget, der virker. Hvis de var et popband, så havde de sikkert været #1 på hitlisterne med deres omkvæd, og havde de været danske, så havde de sikkert solgt Parken ud som Volbeat. De leverer et show, de leverer festen, de leverer det, som deres publikum vil have og nu hvor de har fået en forsanger, der ikke er dybt fordrukken og fucker op, så er de på vej mod toppen. Det kan man synes om hvad man vil, men man kan ikke tage fra dem, at de spiller godt og de leverer et show, som deres fans vil have.

 

 

 

Lørdag: 

Lost Society (Pandæmonium)

Lost Society på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så skulle der noget ungdoms thrash fra Finland til. Lost Society, folkens!

De unge thrashere valgte at gå på scenen til Body Count’s “Talk Shit Get Shot”. Så var stilen sgu lagt og vi var klar til at gå bananas! Det samme var den finske thrash tornado i Lost Socitey. Fuld fart frem og thrash i kun ét tempo: nemlig max!
Koncerten starter i rygende tempo, men hurtigt bliver det dog kedeligt, da alle numre virker til at være bygget totalt ens op og i virkeligheden bare handler om, at spille sin thrash så hurtigt som muligt. For selv om numrene er gode og har noget skateboard-vibe over sig, så er det bare for ens. Først i slutningen af koncerten får vi et par numre, hvor tempoet bliver sat ned, og de finske drenge viser, at de kan lidt mere på sangskrivnings fronten! På den måde kunne de måske, med en bedre opbygning af settet, have skabt et mere helstøbt show. Men nuvel, hvis man kom for at få en omgang fart og thrash, jamen så leverede de finske drenge! 

 

 

 

Opeth (Hades)

Opeth på Copenhell 2017. Foto: Thomas Værum Olesen

Opeth’s koncert lørdag skulle blive min sidste koncert på årets Copenhell. Samtidig var det mit første møde med Opeth i livesammenhæng.
De er kendt som prog-kongerne fra Sverige, men også ved at deres festival shows har det med at være en blandet oplevelse. 
De fik da også en svær start, med en bas der ikke lød optimal og alene det faktum, at folk blev kastet direkte derover, da Rob Zombie var gået over tid.

Det forhindrede dog ikke bandet i gå seriøst til værk for at vise, hvorfor de er konger i deres område. For for fanden hvor spillede de godt live. Opeth’s største problem denne aften er dog noget, de ikke selv er herrer over. Flere gange er det umuligt at leve sig ind i musikken pga. et belastende stort udsnit af publikum, som gør alt hvad de kan for snakke og råbe i stedet for lytte til musikken. Og musikken som Opeth spiller har brug for, at man lytter. Gør man ikke det, ja så mister den meget af sin værdi, så mister den det, som gør den smuk og lækker.
Men folk var vel ved at komme sig efter Rob Zombie og ventede på Slayer. En anden gang så gå i ølteltet i stedet, hvis I ikke gider at se koncerten, det gør det bedre for alle!

Heldigvis var musikken på scenen god og 6 numre og en lille time senere, var Opeth færdig og havde på mange måder overbevist mig om, hvad prog kan live. De bliver aldrig det første band, jeg sætter på herhjemme, men kommer muligheden for at se dem live igen, så skal den helt sikkert gribes, da de kan noget helt særligt.