Oathbreaker. Foto: Jannie Ravn Madsen
Pavilion scenen på Roskilde Festival blev på denne torsdag aften gæstet af det belgiske post-hardcore/black metal band Oathbreaker, der bød på svævende metalflader der nåede både svimlende højder og til tider lidt kedelige lavpunkter.
Post-black metal er efterhånden en afgren af den sorte metal som man ikke kan komme uden om nu til dags, hvor bands som Deafheaven dominerer scenen sammen med Tombs, Vattnet Viskar og des lige ligger og ulmer i undergrunden, og herunder kan man snildt også smide et band som Oathbreaker ind, som med deres hardcore-mæssige tilgang til tunge passager blandet med post-metallens svævende elementer, pakket ind i tonsende blastbeats og raspende skrige-vokal som vi kender det fra black metal.
Oathbreaker har på deres seneste album “Rheia” fra april sidste år formået at videreudvikle deres ambitiøse musikalske univers, og strikke numre sammen med endnu flere spinkle melodiske elementer til at komplimentere det tunge og larmende. Det er også disse spinkle elementer som til deres koncert på Pavilion-scenen denne torsdag endte med både at være en styrke og en svaghed for Oathbreaker. For selvom kontrasterne i følelserne var med til at understrege de store armbevægelser, så endte de mange indadvendte passager med at blive en kende kedelige. Heldigvis var lyden både svulmende og knivskarp, så når helvede endelig brød løs, kunne det mærkes helt ned i de fugtige sokker.
Oathbreaker. Foto: Jannie Ravn Madsen
Selve indlevelsen fra bandet er dog ikke til at tage fejl af, og den kvindelige forsanger Caro Tanghe gør virkelig sit for at gøre det indadvendte interessant og indlevende. Ja, hun kiggede stort set slet ikke på publikum igennem hele koncerten, hvor hun enten dækkede sit ansigt med hænderne eller sit hår.
Der blev koncerten igennem fokuseret på det nyeste album “Rheia”, hvor specielt “Second Son Of R” og “Needles In Your Skin” fungerede rigtig fedt, men til min egen glæde blev der til slut gravet ned i gemmerne og “Glimpse Of The Unseen” med sit seje, slæbende og tunge doom-riff fik nakkerne til at nikke taktfast under teltdugen.
Oathbreaker spillede en koncert der virkelig gerne ville opnå storhed. Desværre nåede det aldrig helt derop.
