Blood Command. Foto: Jannie Ravn Madsen
Torsdag havde festivallen booket en norks vækning, eller måske nærmer en norsk omgang tæsk, til få os i gang oven på vores frokost. Nemlig punk/post-hardcore bandet Blood Command. Desværre var der problemer med tenikken, så hele showet blev forsinket 20 minutter, hvilket altid er en træls start.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen
Da de først kom igang var der dog ingen problemer, og masser af energi fra start af. Forsangerinden Karina Ljone viser hurtigt sine styrker, nemlig når der skal skriges og råbes ud, så lyder det helt som den bør. Undervejs får vi også mere melodiske stykker med mere clean sang, og der har hun sine mangler, ikke det bliver dårligt, men langt fra samme niveau.
De melodiske stykker har dog en vigtig funktion i forhold til binde koncerten sammen og give den en musikalsk helhed, når gode melodier blandes med den agressive punk/hardcore, så bliver det rigtigt godt.
Det er også Karina som klart er hovedperson i showet når hun danser og hopper rundt på scenen, mens resten af bandet har primært fokus på spille. Det virker fint og sikrer noget kaos uden det hele går amok. I slutning af koncerten vælger bandet at få en mand på trompet på scenen, de første par toner virker ok, men derfra er det bare mærkeligt, og da han spiller trompet-solo så går det helt galt. Det virkede ikke for Red Hot Chili Peppers i 2007 og det virker ikke for Blood Command i 2017.
Udover det var det en fin koncert, der satte godt gang i dagen og heldigvis fik bandet lov spille 65 minutter på trods af forsinkelsen.
