Aerosmith i Royal Arena
Den stod på legendarisk hard rock, da Live Nation forleden inviterede til rockbrag med Aerosmith i Royal Arena.
I hvert fald for dem der havde råd til det. For med en pris for en “normal” ståplads på 1050 kr og en såkaldt Golden Circle plads (der næsten fyldte mere på gulvet, end en normal ståplads) på 1150 kr, var det ikke ligefrem en billig koncert. Det fik nok skræmt en hel del af de yngre studerende hard rock fans væk. Det er trods alt et månedligt mad-budget der ryger på en enkelt aften.
På trods af de svine dyre billetter var Royal Arena godt og vel udsolgt da Steven Tyler, Joe Perry og co. gik på scenen i Royal Arena, med rock n roll baskeren “Let the Music Do the Talking”, i et virvar af flot lys. Men også med en håbløs rungende lyd, der både overstyrede flere gange og buldrede håbløst i den store sal. Øv bøv!
Aerosmith derimod spillede fremragende. Det er sgu’ imponerende hvordan Steven Tylor på trods af sin alder på snart 70 år stadig synger som var han 30. Det må man altså give amerikaneren, der samtidig formår at kaste et stramt show af sig.
Fokus var på bandets MTV orienterede materiale fra 80’erne, hvor man da godt lige kunne have ønsket sig lidt mere fra 70’ernes mere riff-basserede hard rock. Men ak ja, der skal synges med til en Aerosmith koncert i 2017. Og sunget med dét blev der. Naturligvis på bandets mange, mange power ballader, der bestemt ikke var blevet sparet på denne aften. Og selvfølgelig gik der rent Armageddon i den på “I Don’t Want To Miss A Thing”, som det naturlige ømme samlingspunkt midtvejs i koncerten.
Men i virkeligheden var det hverken ballader eller for den sags skyld noget af Aerosmith eget materiale der virkelig gjorde det for mig denne aften. Nej mit ultimative højdepunkt i koncerten var sgu’, da Joe Perry og resten af bandet kastede sig ud i forrygende velspillede udgaver af Fleetwod Mac’s “Stop Messin’ Around” og “Oh Well”. Kanon fremførelse. Tight og hårdt rockende som bare fanden.
Aerosmith var simpelthen alt det Kiss ikke var, da de spillede i Horsens for en måneds tid siden. Levende, velspillet og fremfor alt med en sanger der fortsat kan sit shit. Og da de obligatoriske “Dude (Looks Like A Lady)” og “Walk This Way” rungede i arenaen til sidst i sættet, var festen stort set total. Hvis ikke det bare var fordi at salen denne aften lød totalt ringe.
