Children Of Bodom spolede tiden 20 år tilbage og leverede et set udelukkende bestående af de første 4 albums lørdag aften i Pumpehuset.
ONI
ONI i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Men før Children of Bodom kunne slippe de gamle albums løs, stod den på opvarmning med de proggede herrer fra ONI.
Bandet fra Canada gør sig i kompleks teknisk progressiv metal. En smule i stil med f.eks Periphery og andre af de mere teknisk orienterede proggresive bands.
Her blev der i sagens natur flashet teknisk lir på alle instrumenter om og om igen, dog uden at det egentlig gjorde noget som helst godt for numrene, som i dén grad savnede noget momentum og fremfor alt variation.
Men hey, ONI har ingen ringere end en xylosynth-spiller (klassisk xylofon der er elektrisk) med i bandet. Underholdningsværdien var således helt i top, når man kunne stå og kigge på hans finurlige spil under koncerten. For jeg skal da love for, at de stakkels xylofon-køler (ja, dem man slår med) fik pryl under koncerten. Det så sjovt ud, snarere end at det egentlig lød godt.
Og det var egentlig meget rammende for koncerten. Underholdningsværdien var ganske stor hos bandet, mens musikken i sig selv var mere eller mindre intetsigende.
Forever Still
Forever Still i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Forever Still og deres stil er aldrig rigtig blevet accepteret på metal- og rockscenen i Danmark. Så det er i dén grad forståeligt, at bandets to bagmænd Maja Shining og Mikkel Haastrup, har kigget mod udlandet med deres musik, når de på egen hånd har booket tours i f.eks England. Her er forståelsen for deres melodiske moderne heavy rock simpelthen større. Og efter at have knoklet på egen hånd, i rendyrket DIY stil, blev de opdaget af Nuclear Blast, der udsendte deres debutalbum “Tied Down” i slutningen af 2016.
Siden har bandet været på en længere Europa tour, som support for Lacuna Coil og nu er danskerne altså mainsupport for Children Of Bodom på hele den i gangværende tour.
Musikalsk kunne der nærmest ikke være større forskel på Forever Still og ONI. For hvor ONI står for kompleksitet og fokus på teknisk lir, er Forever Still i den modsatte grøft. Her er fokus på de store og pompøse melodier, med et langt mere straight forward hard rocket udtryk, i en moderne lyd.
Denne aften i Pumpehuset leverede bandet det bedste jeg endnu har set med dem. For hvor Forever Still ved tidligere koncerter (bl.a. til Copenhell Freezes Over tidligere på året) simpelthen har manglet bund og volume i lyden, i forhold til hvordan de lyder på plade, var der her til aften langt, langt mere smæk for skillingen i det musikalske udtryk. Og ja for fanden hvor det dog klædte glimrende numre som “Scars” , “Miss Madness” og den flotte ballade “Save Me” med noget mere dybde.
Forever Still skriver kort og godt gode simple sange, som ganske få bands gør sig i herhjemme og resultatet kan ses nu, hvor Forever Still langsomt men sikkert, arbejder sig op på den internationale scene.
Children Of Bodom
Children Of Bodom i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så var der gjort plads til det finske hovednavn. I år er det 20 år siden, at Children Of Bodom udgav debutten “Something Wild” og det bliver lige nu fejret, med en tour, der udelukkende har fokus på de første par albums. Således fik vi udelukkende sange fra førnævnte “Something Wild” , “Hatebreeder”, “Follow The Reaper” og “Hate Crew Deathroll”. Altså de første 4 albums fra slutningen af 90’erne og starten af 00’erne. Absolut guf for Children Of Bodom’s fans.
Og det var til at se, at publikum i Pumpehuset ville festen og bandet her til aften. Selvom den store sal langt fra var fyldt tog det ikke mere end åbningsnummeret “Deadnight Warrior”, før aftenens første store moshpit fik fit løb og intensiteten mellem band og publikum blev stort set opretholdt under hele koncerten.
Lydmæssigt skulle vi dog lige igennem et par numre, før den rigtig kom til at sidde. Flere gange var det eksempelvis svært at høre Alexi Laiho’s vokal.
Children Of Bodom’s tidlige materiale vidner om et band, med så stor forkærlighed for neo-classical power metal, at hvis man skiftede Alexi Laiho growl ud, med eksempelvis Timo Kotipelto’s clean vokal, ville det næsten være som at høre Stratovarius.
Det var således fedt at høre Children Of Bodom genoplive og slå sig løs med dette materiale, hvor der altså er langt, langt mere at komme efter end på deres nyere materiale. Både hvad angår teknik, men så sandelig også på deres melodiske tag, som glimrende numre som “Towards Dead End” , “In The Shadows”, “Lake Bodom” og “Children of Decadence” vidner om. Og så fik vi første gang mulighed for at høre “Black Widow” fra “Hatebreeder” live.
Children Of Bodom leverede en glimrende koncert denne aften i Pumpehuset, hvor nostalgien blandt bandet’s fans fik frit løb. Den bedste koncert med finnerne i Danmark i mange, mange år faktisk.
