Med tung og episk doom metal kaster vi vores første live anmeldelse i luften for 2017!
For vi var med da A Sun Traverse spillede deres debut- og samtidig releasekoncert på Beta2300 i fredags Samme aften spillede også det doomede heavy metal band “Altar Of Oblivion”.
A Sun Traverse
Altar Of Oblivion. Beta. Foto: Weiss
Beta var overraskende pakket denne aften i forhold til at det var en debutkoncert. Men ikke destomindre var der vel egentlig, hvis ikke udsolgt, så i hvert fald meget, meget tæt på!
A Sun Traverse er da bestemt heller ikke uerfarne når det kommer til koncerter. Bandet består nemlig af tidligere medlemmer fra Saturnus og Withering Surface.
Så selvom vokalist Michael Andersen midtvejs i sættet fik påpeget deres alder og det faktum, at når man når dertil hvor de er, hvor man godt må drikke øl på scenen, så var den (alderen) altså ikke noget man bemærkede som publikum!
Derimod var det et band, der nuvel, lige skulle finde sig til rette på scenen, men som havde utrolig meget musikalsk indhold at byde på! Fra storladen doom til tung død!
Når A Sun Traverse er bedst kaster de sig ud i store episke udladninger, hvor særligt sammenspillet mellem de melodiske guitarleads og keyboardet’s klangflader er den helt store optur. Flere gange gav det direkte ståpels.
Når A Sun Traverse fremover skal ud og erobre kommende doom fans hjerter, så håber jeg dog, at udtrykket bliver endnu mere sammenbidt på scenen, så indlevelsen i den episke doom bliver total. Fyr gerne op for (endnu mere) lukkede øjne og en smule vrede, fremfor store smil. Musikken er sammenbidt og storladen, det skal udtrykket på scenen også være. Det er en svær balancegang, men også enormt vigtigt.
Altar Of Oblivion
Altar Of Oblivion. Beta. Foto: Weiss
Og så til noget lidt andet. For næste band på scenen var det Pentagram/Candlemass-inspirerede doom metal band, Altar Of Oblivion. Et band der musikalsk fint mikser 80’ernes klassiske heavy metal lyd, med en lettere okkult vokal præstation.
Musikalsk har bandet bestemt en række fede elementer. Bl.a. i deres melodiske riffarbejde, der sidder rigtig godt! Hvis det så bare kun var musikken der skulle lyttes til.
Men det er det som bekendt ikke til et liveshow. Og her halter det altså for Alter Of Oblivion. For bandet er ikke fede i livesammenhæng, som udtrykket er lige nu. For fraset rytmesektionen var udtrykket hos særligt guitarist, Martin Meyer Sparvath, så indadvendt og dybt begravet i sit guitarspil, at det på ingen måde kom ud over scenekanten.
Musikken indbyder ikke til indadvendthed. Når man spiller old school inspireret 80’er heavy metal skal energien give mening i forhold til musikken, når den bliver spillet live. Og det gør den ikke hos Altar Of Oblivion. Sker det ikke, bliver det på mange måder en kedelig og lettere uinteressant oplevelse.
Det kunne også ses på fremmødet blandt publikum, der under koncerten fandt større glæde i baren, hvor der til sidst i koncerten kun var de første 4 rækker tilbage. Disse havde dog en åbenlys fest.
Men som helhed mellem musik og liveshow var det ikke godt nok.
