At opleve Opeth i DR’s Koncerthus’ fantastiske rammer, må siges at være lidt af en drøm for fans af de proggede svenskere. I aftes blev den drøm til virkelighed.
Efter endt forrygende opvarmning af norske Sahg, blev det tid til at Opeth, ført an af mastermind, Mikael Åkerfeldt, kunne betræde Koncerthuset’s amfiteater-lignende scene. Salen var fuld af spænding, da svenskerne, langsomt men sikkert, gik i gang med titelnummeret fra deres nyeste plade “Sorceress”.
Åkerfeldt har i løbet af årene, som alle nok ved, bragt Opeth på en kurs mod en langt mere rocket lyd snarere end en egentlig metallisk retning. Det er “Sorceress” endnu et eksempel på. Her til aften i Koncerthuset, var der dog et rimeligt miks mellem nyere rockede numre og så den tunge og langt mere dødsmetalliske lyd, der kendetegnede Opeth i starten.
Således fik vi allerede i andet nummer en omgang metallisk lækkerbisken med “Ghost of Perdition”. Her indtraf et af aftenens højdepunkter allerede, da Åkerfeldt blev slået en smule ud af kurs, med et guitarteknisk problem. Her blev det nemlig tydeligt, at det perfektionistiske Opeth, ikke er sterile robotter, men rent faktisk godt kan komme ud for reelle problemer, og så takle dem på en fed måde.
De efterhånden mange gange jeg har oplevet Opeth har alt nemlig været så overdrevet timet, så rigtigt og så pænt, uden at noget som helst blev overladt til tilfældighederne. Nuvel. Sådan var et da også det meste af tiden i aftes. Imponerende spil, imponerende lysopsætning og imponerende lyd. Men alligevel var der flere steder, hvor Åkerfeldt rent faktisk kunne bringes en smule ud af fatning og det klædte faktisk bandet, der blev mere nærværende med sit publikum.
Hvor Opeth for mig vinder stort i Koncerthuset er deres evne til at fremringe den der Skandinaviske bøvede selvironi, mellem den pompøse musik.
Samme sted tidligere på året leverede en af Opeth’s amerikanske kollegaer ud i den proggede musik, Dream Theater, nemlig en møghamrende kedelig koncert på alle punkter. Dette skyldes ikke mindst, at Dream Theater på ingen måde var interessante, hverken mens de spillede deres numre, eller i mellem. Dette står i skærrende kontrast til Opeth denne aften.
Ligeså perfektionistisk og dygtige Opeth nemlig er i deres levering af musikken, ligeså bøvet er Åkerfeldt mellem numre. Når musikken spiller, er det de helt store armbevægelser der er i spil. Men mellem numrene vinder de stort på Åkerfeldt’s evne til at bringe det hele ned på jorden igen og ja, simpelthen virke jordnær og med sine fans. Med lidt (dårlige) jokes og lidt råben fra publikum blev det simpelthen mere end almindeligt underholdende når musikken ikke spillede. Perfekt interaktion, med få midler der bare virker!
Dog var det så dybt seriøst igen når musikken så spillede. To fede kontraster, der er med til at skabe den gode Opeth koncert.
Og musik fik vi altså massere af i de lidt over to timer koncerten varede. Lige fra nye numre som “The Wild Flowers” og “Will O the Wisp” og til de helt klassiske “Heir Apparent” og den mørke “The Grand Conjuration”.
Her stod det dog klart at Åkerfeldt efterhånden mangler så meget pondus i den helt dybe growl, at det hæmmer det samlede indtryk, på en vokal, der flere gange var skruet så lavt ned, at den forsvandt, i det kæmpemæssige lydbillede. En skam, da det har været en af mandens vigtigste kvaliteter.
Men alt i alt var det et jordnært Opeth, der spillede imponerende musik i imponerende rammer.
1 comment
Kirsten Stjerne Svenningsen says:
Nov 12, 2016
Glimrende anmeldelse; det eneste jeg ikke vil give dig ret i er, det du skriver om Mikaels growl. Jeg havde inden koncerten læst flere steder, at han slet ikke kunne growle mere og jeg blev positivt overrasket til koncerten i Koncerthuset, for jeg syntes, han havde nøjagtig ligeså meget growlpower, som han tidligere har haft. Da Opeth spillede i Vega sidste gang, syntes jeg det kneb langt mere for ham….