Queensryche i Amager Bio. Foto: Weiss
Queensrÿche valgte langt om længe at gæste Danmark igen. Og så ovenikøbet hele to gange. I Amager Bio og Train. I følge bandet selv skal vi faktisk helt tilbage til 1995 før bandet sidst har haft en dansk headliner tjans.
I Amager Bio denne aften var det med det nye album “Condition Hüman” og med den nye sanger, Todd LaTorre, I front. Amager Bio var ikke udsolgt, men fremmødet alligevel pænt til de ældre prog metallere, der sammen med Dream Theater var med til, at skabe en helt ny metallisk subgenre, progmetallen, tilbage i midten af 80’erne. Det er efterhånden mange år siden.
Og i årenes løb har der så sandelig været op og nedture for Quuensrÿche. Både hvad angår musikken og så naturligvis senest med mandskabet, der i 2012 led et knæk efter uoverensstemmelser med den tidligere sanger Geoff Tate. Vokal mæssigt passer Todd LaTorre godt til Queensrÿche, men live er han langt fra en interessant frontmand.
For hver gang manden øjnede chancen for at gå af scenen, i hver en solo og i hvert et instrumental midterstykke, blev det udnyttet. Uden på nogen måde at interagere synderligt med publikum. Få gange blev det til et enkelt “HEY” råb og ellers var det kun små og rutineprægede samtaler som “har I det sjovt i aften?” , og “I er et energisk publikum,” der blev kastet for scenen.
Paradoksalt nok var publikum så bare langt fra, at være blot en smule energisk denne aften. Og det skyldes simpelthen bandets, til tider, ligegyldige forestilling. Rutinen spillede så sandelig ind hos Queensrÿche, der spiller ganske udmærket, men som i længden, og helt særligt denne aften, blev dræbende kedeligt. Uden en egentlig gnist at spore fra bandet’s side og så med det helt store problem, nemlig guitarenes alt for lave volume blev det aldrig en stor oplevelse.
Som min sidemand sagde til sin ven. “Tja, de har nu været meget bedre.” Og ganske rigtig. Det har de helt bestemt.
Kun sporadisk opstod det momentvis fine oplevelser med gode sange som “Operation: Mindcrime” , den smukke “Silent Lucidity” og den klassiske afslutter “Eyes of a Stranger,” hvor interaktionen mellem band og publikum syntes at give mening. Men det var bare langt fra nok i den kun ca. 1 time og et kvarter lange koncert, der føltes længere end den egentlig var.
Amerikanerne havde skruet ned for vildskaben og charmen, som de havde da jeg sidst oplevede dem på Wacken sidste år. I går var det rutinen, der spændte ben til hvad der blev en ganske kedelig og ufarlig optræden, som hurtigt er glemt igen.
