Lørdagen på årets Midgardsblot Festival i Norge vil huskes for dens mange fantastiske koncerter, høj sol og så et kæmpe regnskyl, der ramte midt under Wardruna’s afsluttende headliner set.
Vi fortsætter fra hvor vi slap i pt. 1 af reportagen. Nemlig med anmeldelser fra årets koncerter på Midgardsblot Festival 2016. Lørdag stod den nemlig på alt fra doom, orientalsk metal, rå black metal og smuk folk ambient.
Leaf
Leaf på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Klokken 14 var det annonceret, at festivalens første band, Leaf, lørdag eftermiddag skulle gå på. Det gjorde de også, og til tiden endda, men desværre til en helt tom plads. Det var nemlig også kl 14 at festivalen åbnede dørene for resten af publikum, men de var overraskende nok forsinket med åbningen.
Så der skulle gå lidt over et halv nummer af Leaf’s smukke folk ambient, før der overhovedet kom et publikum. En smule pinligt fra arrangørenes side, at det kunne ske, men både band og publikum tog det med et smil og fremmødet var overraskende flot foran Main Stage, når man tænker over det tidlige tidspunkt.
Leaf er et relativt nyt blad på den nordiske folk scene, med hovedkvinden, Kati Ran, i front for bandet. Leaf er på ingen måde metal, men henter sin tydelige inspiration i den stolte nordiske ambient folk tradition, hvor man også finder navne som Wardruna og Valravn.
Live er det de tre kvinder Kati Ran på vokal og nyckelharpe, Jacqueline Helisir på harpe og vokal samt Martine Kraft på violin, der udgør fronten og sammen med en solid rytmesektion formår Leaf, at bringe den helt rette stemning af nordisk lyd i skoven, på denne solrige lørdag efter.
Desværre bliver den skønne stemning uheldigvis afbrudt af et mindre kiks af et bandmedlem, der simpelthen glemmer en del af et nummer, så der opstår en kedelig pause. Ikke optimalt. Men shit happens og det som Leaf leverede igennem store dele af koncerter viser et band, med en solid sangskrivning, men som stadig mangler det sidste på scenen, for at nå helt derop hvor førnævnte Wardruna er i dag.
Blot
Blot på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Det første egentlige metal på programmet denne lørdag eftermiddag stod det nyere norske black/vikinge metal band, Blot, for.
Bandet fra Kristiansand fik fyret ganske godt op for lørdagens hårdtslående program, uden dog for alvor at træde helt igennem. Desværre også for et relativt lille publikum.
Men de der var mødt op fik leveret en omgang klassisk nordisk black metal, hvor de helt store i forbilleder i bl.a. Dissection, Bathory og Taake blev hyldet i den ekstreme sorte musik.
Blot gør mange ting rigtigt. Bl.a. har de ladet vær med at bruge corpse paint, hvilket får mange nye bands til at fremstå yderst klichéfyldt og dumt, hvis ikke det gøres rigtigt. Det kunne det efterfølgende band, Kirkebrann, f.eks lære noget af.
Blot var en udmærket metallisk kickstart, uden dog for alvor at træde igennem, til et fremragende mørkt program der blot lå og ventede på os!
Kirkebrann
Kirkebrann på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Når et band spiller så meget på klichéerne for at virke onde, ender det ofte i den modsatte grøft. Det bliver irriterende dumt.
Det kan siges om det norske band, Kirkebrann, der som navnet antyder, spiller en klassisk form for rendyrket Gorgoroth inspireret black metal, hvor klichéerne står ud af røven på dem, fra det øjeblik de går på scenen.
Alene navnet “Kirkebrann” bør få kirkeklokkerne (for at blive i illusionen), til at alamere faretruende.
Hos det relativt nye black metal navn fra 2004 er alle medlemmer i ført corpse paint, der på ingen måde virker ondskabsfuldt. De spiller ikke videre godt sammen og til tider er det simpelthen så utight, at man må krumme en lille tå. Selvom det er black metal i sin mest upolerede form, må det altså godt spilles bare en smule tight.
Kirkebrann virker helt sikkert bedre i en lille klub på et mørkt spillested, end på en stor scene i højlys dag. Her faldt det da godt nok helt til jorden, med en alt for klichéfyldt optræden. Sjovt var det da. Men var det mon meningen?
Hamferd
Hamferd på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Og så til noget helt, helt andet. For blot en halv time efter de tragikomiske Kirkebrann var det de færøske doom mestre i Hamferd’s tur til at bringe mørket over Borre, med deres sørgmodige begravelses doom.
Her kom der altså helt andre boller på suppen. Hamferd bliver simpelthen bare bedre og bedre for hver gang jeg ser dem og på denne eftermiddag i Borre leverede bandet, det bedste jeg endnu har set med dem.
Det skyldes ikke mindst den massive lydmur, der ramte os alle, hvor særligt rytmesektionen gik stærkt igennem og bankede os i gulvet. Bassen var overraskende høj og det fungerede perfekt til den tunge doom, hvor tyngden hos sådan et band er det altafgørende. Når så samtidig Hamferd har et så stilsikkert koncept, er det altså seriøs underholding fra start til slut.
På en eller anden overraskende måde formåede Hamferd rent faktisk, i den halve time de spillede, at bringe en særlig ro og kølighed på en ellers festlig lørdag eftermiddag. Man kunne se på publikum, at de rent faktisk tog sig tid til at lytte på færingenes både betagende og sørgelige musik og det fremkaldte en helt speciel form for fællesskab, som kun blev set magen til, da Wardruna senere på aftenen gik på scenen, som headliner.
Og så hev Hamferd naturligvis også de mørke skyer ind over Borre.. Men det er hvad der sker, når man som festival inviterer et færøsk band til at spille.
Storlået, flot og mægtigt! Det kunne ikke gøres bedre!
Melechesh
Melechesh på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Se her skulle der faktisk have været en anmeldelse af Månegarm, men eftersom man jo på en festival er nødt til at få lidt forplejning engang i mellem, så blev det til meget lidt af de svenske viking metallere.
Men nu var der tanket op til israelske tæsk!
For det band der nok skiller sig mest ud fra det nordiske koncept på denne festival, simpelthen fordi de ikke er nordiske, må siges at være Melechesh.
Hvor Hamferd lige før formåede at trækkke tempoet helt i bund, så skal jeg da love for, at israelske Melechesh i dén grad fik det op igen.
Bandet er fortsat på turné med deres seneste album “Enki” og som altid med Melechesh gik medlemmerne på scenen i ført ansigtsbeklædning, som var de ninjaer.
Det ser pisse fedt ud og passer fremragende til Melechesh arabisk inspirerede riffarbejde.
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Melechesh var det absolut mest tighte og teknisk set mest velspillende band overhoved på Midgardsblot.
De her israelere spiller uforskammet tight og det kan helt særligt tilskrives trommeslager, Lord Curse, der flere gange fik sat sit aftryk, som en af de bedste trommeslagere i den ekstreme metal. Dels pga hans sans for groove og dels pga hans hurtighed i de teknisk krævende passager.
Vikingerne festede og moshede til Melechesh og man forstår dem godt!
Tsjuder
Tsjuder på Midgardsblot. Foto: Weiss
Midgardsblot’s absolut mest ekstreme navn kom i form af det klassiske norske black metal band Tsjuder. Tsjuder’s form for black metal bliver nærmest ikke mere rendyrket. Ikke mindst pga deres image, hvor corpse paint og store nitter er en naturlig del af bandet’s sataniske approach.
D’herrer Nag (bas & vokal), Draugluin (guitar & vokal) og Anti-Christian (trommer) har i løbet af 2016 været på en omfattende tour, hvor de har spillet på stort set samtlige metal festival og sågar også på Roskilde Festival. Alt sammen fordi de tidligere på året udgav den fremragende “Antiliv.” Imponerende nok har jeg formået at misse dem alle de gange jeg havde mulighed for at se dem på både Roskilde og på Wacken, men på Midgardsblot, var det intet der skulle komme i vejen!
Således var bandet da også herligt velspillende på den norske festival, da de med deres agressive og thrashede form for black metal, bankede os igennem til det mest ekstreme og sataniske musik gæsterne på Midgardsblot kunne opleve i år.
Tsjuder var vrede. Man kunne mærke denne vrede og præcis derfor gør det dem til et voldsomt fedt live act. Det virker simpelthen troværdigt.
Livet er noget lort, som Nag fortalte mig i det interview jeg lavede med ham på festivalen og ganske rigtigt. Når han fra scenen råbte “jeg føler døden” fra titelnummeret “Antiliv”, så troede man rent faktisk på det!
Ondskabsfuldt a’ helvede til!
Wardruna
Wardruna på Midgardsblot 2016. Foto: Weiss
Det store samlende hovednavn på Midgardsblot 2016 var ingen ringere end Wardruna. Og som det har været ved stort set alle de festivaler, som jeg har deltaget i i år skulle det naturligvis begynde at vælte ned med regn til hovednavnet. Et kvarter før Wardruna gik på scenen kom regnen og efter ca. halvanden time stoppede den igen. Præcis da Wardruna gik af scenen igen.
Nogen bør seriøst lave studier i regn på festivaler.
Men hvor om alting var. Wardruna var intet mindre end en magisk oplevelse. At opleve den tidligere Gorgoroth trommeslager, Einar “Kvitrafn” Selvik, folde sin nordiske folk ambient ud i disse omgivelser var storslået.
Dagen før havde han og resten af Wardruna spillet sammen med Enslaved, som en del af det store projekt, Skuggsjá. Her var problemet dog, at ikke alle de oldnordiske instrumenter gik rent igennem.
Hos Wardruna var dette ikke et problem, eftersom der i dette band ikke er andet end oldnordiske instrumenter.
Wardruna er et interessant bekendtskab. Dels fordi det er så unikt og dels fordi Einar er så stor en perfektionist. Måden at arbejde med den nordiske lyd er helt enestående hos Wardruna, hvis musik er mørkt, men på samme tid oser af en så stor skønhed, når trommer, horn, harper, strygere og messende vokaler arbejder sammen i én stor helhed, at jeg ikke kan mindes at have hørt noget lignende før.
Einar “Kvitrafn” Selvik har udgivet to albums med Wardruna i sin “Runaljod” triologi. Det tredje udspil er på vej og kommer til oktober og så er han jo manden bag Viking’s seriens enestående soundtrack.
Det er således lige i rette tid til, at man kan nå at lære albummet at kende til Wardruna, for første gang nogensinde kommer til Danmark, når de spiller på Portalen i Greve d 1 december. Jeg vil i den forbindelse anbefale jer alle at købe billet til det her helt igennem unikke arrangement.
Tak for denne gang Midgardsblot. Vi ses helt sikkert igen til næste år! Og lad mig da lige i den forbindelse komme med mine egne forslag til aktuelle navne man kunne se i 2017:
TYR (Viking metallerne er klar med nyt album i 2017)
Svartsot (Et herligt dansk folk metal band, der altid sætter gang i en fest)
Winterfylleth (På tide at få lidt engelsk blod til festivalen. Bandet er aktuelle med “The Dark Herefater”)
Primordial (Kan de nogensinde skuffe?)
Taake (1349 i 2015, Tsjuder i 2016 og så naturligvis Taake i 2017)