Det er efterhånden mange år siden at D-A-D sidst spillede på Grøn Koncert. Faktisk er det hele 6 år siden, at de danske rockere sidst var med på den grønne tur. I år var D-A-D tilbage på Grøn med et helt særligt koncept. Én koncert, ét klassisk album!
Boing Boing, Sut Den Op For Slap og Skrig Det Til Træerne. Jo, Danmark har så sandelig meget spændende musik at byde på anno 2016, og efter en hel dag fyldt med smuk dansk poesi, der kunne gøre selveste HC. Andersen grøn af misundelse, var der ingen tvivl om, at D-A-D, som det eneste relevante navn for Blastbeast.dk var ventet!
Men hvorfor så overhoved tage turen til Grøn Koncert?
Simpelthen fordi vi ikke kunne lade vær, når nu D-A-D skulle fremføre ét af Danmarks bedste rockalbums nogensinde. Enten var det “No Fuel Left For The Pilgrims” eller også var det “Riskin It All”.
Foran det store publikum i Valby Parken tårnede bandet’s ikoniske scenografi fra 1991 sig op – den med den gigantiske blå sofa, og det gule vægtapet. Scenen var således sat til “Riskin It All.”
Et fornuftigt valg, da D-A-D jo spillede No Fuel Left For The Pilgrims i sin heldhed, sidst de gæstede en særlig metal festival i København tilbage i 2014.
Publikum var selvsagt ikke det samme som på Copenhell, og det krævede en ekstra indsats for D-A-D at sparke liv i det gamle album foran et broget publikum i Valby, der lang hen ad vejen, vil jeg tro, primært kun kender de klassiske D-A-D hits.
Modsat No Fuel oser Riskin It All nemlig ikke af det helt samme hit-potentiale som forgængeren. Men det tog D-A-D i Valby højde for, ved at levere et vanvittigt sceneshow, med en Jacob Binzer, der i introen til “Bad Craziness” fløj ind over publikum, fra midten af pladsen og ind til scenen, imens han spillede solo, for tilsidst at spille med hovedet nedad. Ja det var ligeså sindsygt som det lyder! Og mon ikke det var en skjult hentydning til deres koncert på Roskilde Festivalen i 1990, hvor han gjorde nøjagtig det samme.
Så var vi ligesom i gang og efter “Bad Craziness” fulgte klassiske “D-Law”. Jesper Binzer havde publikum med og for fanden i helvede (for at citere Jesper) hvor var vi klar!
Det var først ved bandets 5 nummer at der blev gået ned i tempo. Det blev der i midlertidig med den herligt svingende “Down That Dusty 3rd World Road”. En glemt sangskat fra bagkataloget, som Jesper proklamerede.
Koncerten i Valby Parken var klassisk D-A-D, men alligevel fornemmer man, at det har været godt for bandet at puste liv i de gamle numre. Det har været sundt at indøve og genfinde glæden ved sange, der ellers normalt ikke er at finde i sættet. Derfor ender disse koncerter aldrig med at virke rutinepræget, selvom de lange guitarsoloer i “Sleeping My Day Away” efterhånden er ligeså udvandet, som min bajer efter regnskylden i Valby Parken, inden D-A-D’s koncert.
Med en solid omgang fællessang i “Laugh n a 1/2”, Stig med fyrværkeri ud af hjelmen og den afsluttende “It’s After Dark”, hvor Binzer igen fløj ud over publikum i soloen, blev vi sendt hjem med en omgang Good Clean Family Entertainment You Can Trust fra de danske mestre!
Bad fucking Craziness, D-A-D!