Mutoid Man. Foto: Aleg-One
Hvis ”gøglermetal” var en subgenre, så er der ingen tvivl om, hvem der er frontløber!
Tag en stor dosis humor, en spiseske selvironi, en knivspids intensitet og tre imponerende håndfulde musikalsk virtuositet. Ryst sammen og sæt i ovnen på 1.000 grader i en times tid, og så har du er show med Mutoid Man!
Med medlemmernes baggrunde i mere seriøse bands som Converge og Cave In, giver det måske også god mening, at have et outlet for alle de gøglede tanker man som menneske går rundt med. For lad mig male et beskrivende billede af hvad Mutoid Man kan som humørspredende band med grinet i orden: de lægger ud med en tonstung udgave af Prince’s ”Purple Rain”, trommeslager Ben Koller spiller et helt nummer iført en Schæfer-hundemaske som blev kaster op på scenen, der blev givet fuckfinger til publikum og andre bandmedlemmer når man lige havde en hånd fri midt i de hyperavancerede riffs og maniske skrig blev kommanderet fra publikum mellem numrene. Derudover kom der sjove covers af The Animals ”Don’t Let Me Be Misunderstood”, Tom Jones’ ”She’s A Lady” og temaet fra Nintendo-spillet ”Castlevania”. Ganske underholdende, om end en smule for søgt, at man som band bliver nødt til at hive fat i så mange covers for at holde stemningen oppe.
For det var faktisk når bandet spillede de bedste sange fra eget bagkatalog, at koncerten fungerede bedst! ”Bridgeburner”, ”Sweet Ivy” og afslutteren ”Gnarcissist” (som er alt for kort!) fungerede til punkt og prikke, og var et velfortjent slag i ansigtet på denne næstsidste festivaldag! Det var også her at reaktionen fra publikum var størst, og jeg har lidt en teori i, at resten af numrene nok er lidt for avancerede i sine taktarter, til at publikum der nok mest af alt er for trætte, fulde og udmattede til at nikke med til andet end fire fjerdedele. Heldigvis bestod disse numre kun en lille del af koncerten, der som helhed gav et imponerende indtryk af det som Mutoid Man kan som band.
