Deafheaven. foto af: Aleg-one
De amerikanske blackgaze-metallere i Deafheaven havde taget danske Myrkur under deres vinger på en tour, der denne torsdag bragte dem til Amager Bio. Forventninger og fordomme stod i kø før koncerten, både i salen og på de sociale medier. Men i sidste ende er det trods alt underholdningen og den gode musik der vandt.
Myrkur. Foto: Aleg-One
Myrkur
Er der en kunstner i metalmiljøet, der om nogen modtager uberettiget hate, så må det være danske Myrkur. Jovist, hun er måske gået fra 0 til 100, med fx debutkoncert på Roskilde Festival og pladekontrakt med Relapse Records, uden at tage alle de beskidte jobs op fra bunden.
Men er en hurtig fremgang i musikmiljøet nok til at berettige den hate hun modtager?
Det er jo ikke fordi, at Amalie Bruun på nogen måde er ny i musikmiljøet som sådan, hun har både skrevet og udført musik i mange år, så at der er nogle vigtige folk i pladebranchen der tror på hende, kan vel næppe komme som en overraskelse. Og hendes tilgang til black metal er fanme også meget mere lyttervenlig end det meste andet corpsepaint-klædte surhedsshow fra det mørkeste Norge, så det overrasker vel heller ikke, at hun når et bredere publikum.
Er det fordi at hun har en baggrund i popmusik? Og kan det ikke være lige meget? Hvis lyset(/mørket) er gået op for hende, og at hun nu føler sig hjemme i metal, er da vel et kæmpe plus, og en sejr for kulturen, hvis jeg selv skal sige det. Eller hvad?
Myrkur og Ole Luk. Foto: Aleg-One
Tør man spørge om det er fordi at hun er kvinde? Nej, det tør man efterhånden ikke. Man skal nemlig ikke stikke næsen for langt frem, før man får et label som vattet og overfølsom feminazi, og set i kølvandet på både dødstrusler og yderst angribende retorik fra både journalister og musikfans, så er dette absolut noget der bør tages til efterretning, både indadtil og udadtil hos alle. Jeg vil ikke overtale folk der angriber, til at lade være. Håbet er efterhånden tabt her. Men derimod opfordrer jeg til at den tavse majoritet siger fra over for denne skadende hetz.
Og hvad har det med aftenens koncert at gøre? Meget.
For Myrkur gav faktisk et rigtig god koncert.
Det var både befriende og lettende at se, at Myrkur har taget meget af den brugbare kritik til sig, og har arbejdet på at skabe et bedre flow i hendes liveperformance. Pauserne mellem numrene var minimale, og når hun sang og spillede, så var der næsten ingen fingre at sætte. Jovist, hun er stadig lidt usikker på en guitar, men det var på ingen måde skidt. Og så kan der nok stadig arbejdes lidt på dynamikken i opbygningen af koncerten.
Men der var trods alt overskud til at hive Ole Luk fra Solbrud med på scenen til fremførsel af nummeret ”Mordet” og koncerten blev lukket af med et akustisk Bathory cover. Og det er jo bare god glasur på en i forvejen godkendt kage.
Dog var den mest positive oplevelse jeg havde af hendes koncert publikum. Der var HELT stille i de nedbarberede passager, hvor kun Amalies vokal og klaver var i centrum. Ikke én person ytrede et ord til sidemanden, og da et par halvfulde gutter kom fra baren og talte lidt højrystet, blev der fanme tysset på dem. Respekt!
Myrkur – du er på rette vej! Luk ørerne for mindretallet, tag det brugbare kritik til dig og bliv ved med at gøre din ting!
Deafheaven. Foto: Aleg-one
Deafheaven
Deafheaven fra Brooklyn er om nogen også et band der modtager hetz fra metal-eliten. De er dog nået til et punkt i deres karriere, hvor de nemt kan grine og se bort fra den ligegyldige mængde af haters de har. Og det er deres seneste udgivelse samt aftenens koncert og fremmøde i Amager Bio et strålende eksempel på!
Undertegnede havde endda den nye skive ”New Bermuda” som den bedste udgivelse fra 2015, så set i lyset af forrige plade ”Sunbather” ikke ramte mig helt så hårdt, så så jeg utrolig meget frem til at opleve Deafheaven med de nye numre, samt på en større scene end da de spillede på Beta i 2014.
Og det klædte dem fanme! Alene at se frontmand George Clarke have al den plads han skal bruge, til at fare frem og tilbage, og lave vilde fagter og nå helt ud over scenekanten så alle på forreste rækker næsten kan smage blandingen af sved og brylcreem. Og de elskede det sgu! Folk fik praktisk talt blæst deres flannelskjorte og runde brillestel af.
Men tager man Geroge Clarkes vanvittige energi, så virkede resten af bandet sgu lidt småstenet, men det er trods alt småting. Fokus kunne nemlig godt holde til at være på Clarke hele koncerten, samtidig med at man tager sig selv i at blive yderst imponeret af trommeslager Daniel Tracys energiske trommespil. Han så også lidt træt ud til sidst, til de ret krævende ekstranumre.
Og hvad kan gøre det hele endnu mere fantastisk? Jo, at de serverer HELE den nye plade for os! Sådan! Da den atypiske ”Gifts For The Earth” ringer ud, og folket hungrer efter mere, fik vi også to små ekstranumre på hver 10 minutter (Sunbather og Dream House). Og folkens, sådan sætter man et punktum på en fantastisk koncert!
Specielt numrene ”Luna” og ”Come Back” gjorde sig rigtig godt, hvor førstnævntes ubetingede og insisterende aggressivitet gik lige i mellemgulvet, og den fantastiske smukke melodiske slutningen på sidstnævnte kunne mærkes helt ind i sjælen. Smukt!
Spørgsmålet er så bare nu, hvor mange af Blastbeast.dks læsere der rent faktisk var til stede i Bioen denne aften, for klientellet lignede ikke lige det ordinære dagligdags metalpublikum ;)
-og det er jo skønt at Deafheaven kan forene på den måde. Nu glæder jeg mig bare allerede til, at opleve dem igen i fremtiden, og at se om at de kan holde deres allerede tårnhøje niveau. For Deafheaven er utvivlsomt er band der både vil frem og kommer frem.
