Sepultura i Pumpehuset. Foto: Weiss

Sepultura i Pumpehuset. Foto: Weiss

30 år inde i karrieren er Sepultura stadig en vred ung knægt! 

Det beviste de på turnéstarten i Pumpehuset, hvor vi inden fik en omgang pæn og velfriseret thrash metal fra Essence, der efterhånden er blevet så pæn og ren i lyden, at kontrasten til Sepultura’s vredesudbrud en halv time efter virkede som forskellen på selve himmel og helvede.
Nuvel Essence nyere numre kom betydeligt mere til sin ret live på et stort anlæg, end på det triste udspil “Prime”. Men farlige er bandet altså ikke længere og nu er det gudhjælpemig på tide at bookerne på diverse spillesteder bliver gjort opmærksomme på, at der altså findes farligere thrash metal bands i det danske land der hedder Impalers og Battery, der sagtens ville kunne supporte et navn som Sepultura eller Megadeth fremover også!

Men ja. Her 30 år efter er Sepultura nu engang stadig en helvedesmaskine i rendyrket vrede og aggression. Vi kom godt i gennem hele bandets bagkatalog og selvom der kun er to tilbage fra den oprindelige besætning, guitarist Andreas Kisser og bassist Paolo Jr, lod det ikke publikum gå på. Der blev headbanget, moshet og crowdsurfet denne aften i Pumpehuset, som var det 1994. Og med den glimrende mand i front, Derrick Green, som indpisker af Satans nåde!

Det brasilianske groove og sans for rytmik, som Sepultura nu engang har, er der fandme ikke mange bands, der den dag i dag kan hamle op med. Og med numre som “Propaganda” , “Inner Self” , “Choke” og naturligvis de afsluttende “Ratamahatta” og “Roots Bloody Roots” sikrede 30 års jubilaren sig den sikre fest.

Måske endda næsten for sikker. For det virkede enkelte steder som om Sepultura havde sat autopiloten til enkelte steder.
Men autopilot eller ej så er Sepultura stadig lige vrede og lige voldsomme her 30 år efter og det kunne alle i Pumpehuset mærke i kroppen dagen derpå! Og dét i sig selv er jo en bedrift!

8-penta