Mastodon // Roskilde Festival 2/7 2015

Mastodon på Roskilde Festival. Foto: Henrik Moberg Jessen

Når Mastodon vil det, er de et af metalscenens absolut bedste bands. NÅR de vel at mærke vil det. 

Det ville de gudskelov på Roskilde!

Aldrig har metalscenen haft et band der har svinget så meget i kvalitet. Når de vil det er de et af de absolut fedeste livebands på scenen. Men har de en off-day er de virkelig også … ja… off!

Sådan var det i Vega for et par måneder siden og sådan var det da de supportede Metallica i Horsens sidste sommer.

Men på Roskilde Festival er det som om bandet altid formår at blomstre op. I 2011 på Orange Scene, hvor de leverede lidt af en magtdemonstration og så altså igår, hvor de var blevet rykket “tilbage” i lidt mere sikre rammer på Arena.

Med en setliste bestående af hele 7 numre fra den nye “Once More ‘Round The Sun” og en håndfuld af de fedeste ældre numre, herunder “Oblivion”, “Megalodon” ,”Crystal Skull” og en fantastisk smuk udgave af hovedværket “The Czar” leverede Mastodon en perfekt varieret dynamisk setliste, hvor de hårdtpumpede progressive elementer gik hånd i hånd med de nyere og lidt mere poppede numre.

Når Mastodon har en off-day er bevægelsen på scenen konstant stillestående. I går på Arena virkede bandet tændte og var klar på at vise Roskilde-publikummet, at de altså er den sene og lange spilletid værdig på Roskilde. Så selvom der normalt aldrig er særlig stor publikums kontakt hos dette band, virkede bandet som helhed langt mindre indelukket end før set.

Men.. men… men..  Brent Hinds for SATAN! Jeg ved ikke hvor meget sangundervisning denne mand har haft i tidens løb. Sikkert intet. For dén vokal altså. Aldrig har det lyt mere ringe end denne aften på Arena. Alene dén vokal trække massivt ned på helhedsoplevelsen. Det samme gør lyden, der aldrig blev god under den kæmpemæssige teltdug og som direkte kortsluttede under “Chimes at Midnight”.

Da Mastodon efter godt halvanden time og 17 numre efter takkede af med den obligatoriske “Blood And Thunder” stod man tilbage med følelsen af et band der gerne ville festen, men som havde alle lydmæssige odds samt vokaler imod sig.