Man kan både hade og elske KB18 som spillested. Udsynet og akustikken er forfærdelig, men på en aften som denne, hvor band og publikum smelter sammen til én stor helhed er et spillested som dette fantastisk. 

 

Flotsam and Jetsam

IMG_6088Og det var da bestemt også to større navne fra den amerikanske thrash og speed metal scene der gæstede KB18 søndag aften.
Flotsam and Jetsam, der siden 1984 har været flittigt igang på scenen var første navn. KB18 åbnede dørene kl 20.00 og allerede 20.30 stod Flotsam and Jetsam klar.

Endnu var folk stadig på vej ind til spillestedet, som der blev langsomt fyldt op igennem den ca én time lange koncert.
Bandets solide mikstur af fræsende riffs, klassisk heavy metal og melodisk speed metal var hvad der skulle til for at få nakkerne varmet godt op til Death Angel.

Fraset vokalist Eric ‘AK’ Knutson virkede bandet på Kb18’s lille scene dog meget anonyme og gemte sig nærmest bagved hver en stolpe på scenen. Eric kæmpede dog mere med vokalen end hvad godt var. Men musikken og valget af numre fejlede derimod intet. Fede numre leveret med samme passion som i 80’erne, hvor det peakede med “Hammerhead” og “No Place for Disgrace”.
En ganske udmærket koncert, der aldrig toppede helt og som skulle vise sig at blive udkonkurreret med flere meter af Death Angel efterfølgende.

7-penta

 

 
 


Death Angel

Death AngelAt opleve Death Angel i så intime rammer som på Kb18 må siges at være lidt af et scoop for fans. At jeg så havde foretrukket Stengade fremfor stolpe-helvedet på Kb18 er så en anden snak.
Selv virkede Death Angel fløjtende ligeglade med det. Bay Area thrasherne virkede derimod som om det at stå på lige netop denne scene i København var det bedste i hele verden.

Kæmpe smil, en uhørt høj spilleglæde fra samtlige medlemmer, et (over)tændt publikum og en setliste bestående af hele 16 numre sikrede, at vi fik en koncert så sprængfyldt med energi, at jeg ikke kan huske at have oplevet noget der minder om det samme for nyligt.

Stemningen var løssluppen og elektrisk allerede fra start og sveden løb ned ad væggene i den lille klub, med et publikum der moshede og headbangede sig igennem den ca halvanden time lange koncert. En koncert perfekt ført an af Mark Osegueda, der oprigtigt virkede glad for at stå i sin Metallica t-shirt lige her i København.

Setlisten var perfekt varieret mellem nyt og gammelt materiale og da vi for første gang fik leveret “Kill as One” på denne tour eksploderede klubben nærmest.

Der er sgu’ noget smukt og ærligt over at stå i en så pakket klub og høre så fed fræs som Death Angel leverer, mens vandet pibler frem på panderne af os, i en smuk kombination af sved og øl. Det er punket, det er skrabet og det var lige præcis som det skulle være!

Flere af disse koncerter tak!

10-penta