Myrkur spiller på Roskilde Festival

Myrkur spiller på Roskilde Festival

Lørdag nat sker der noget helt specielt på årets Roskilde Festival. 

Pavilion området vil blive omdannet til et sandt black metal mekka, hvor 4 forskellige typer af black metal bands i streg vil levere den sorteste metal til publikum!

Mellem koncerterne vil der være DJ’s der vender plader på en gigantisk Ghettoblaster DJ pult, der i dagens anledning vil blive kørt ned til Pavilion området. Her vil bl.a. Blastbeast.dk stå for underholdningen.

Vi vil her ser nærmere på de bands der vil spille lørdag aften, med en egentlig tidsplan i bunden af artiklen!

Tombs – 21.00 på Pavilion

Med “Savage Gold” har amerikanske Tombs udgivet en af de fedeste Black metal udgivelser i nyere tid.

Undertegnede var så heldig at opleve Tombs på Maryland Death Fest i maj og med det energiniveau de lægger for dagen er der ingen tvivl om, at Tombs vil være det helt rette navn til at starte aftenens løjer!

Deafheaven – 22.30 på Pavilion

Hipster Black eller ej! Deafheaven har udgivet en af de vigtigste black metal udgivelser i den nye bølge af Black metal bands med 2013 udgivelsen “Sunbather”

Med inspiration hentet fra post-rock over shoegaze og til black metal har Deafheaven skabt et følge, som går ud over den stereotype skare af Black metal fans.

Der venter en massiv mur af lyd og støj, når Deafheaven rammer Pavilion med deres solrige metal.

 

Myrkur – 00.00 på Pavilion

Ud af ingenting dukkede denne kvinde, Myrkur aka Amalie Bruun, op på Black metal scenen. Med en signing på Relapse Records har det givet hende et solidt boost allerede inden hun overhoved har udgivet sin debut eller spillet sin første koncert.

Den første koncert bliver nemlig på Roskilde Festival. Til en koncert hvor hendes storslåede musik for første gang vil kunne mærkes i din grundvold.

Rygtet går på, at Myrkur til denne koncert vil medbringe følgende musikere fra bl.a. Mayhem, Nidingr og tidligere Dimmu Borgir i hendes band:

Morten “Teloch” Iversen på guitar, Stian Aarstad på bas, Øyvind Myrvoll på trommer og Katinka Koxvold som en del af koret.

 

Young and in the Way – 01.30 på Pavilion 

Sidste navn til denne aften i sort metallens tegn er de brutale herrer i Young and in the Way. Og brutalt og energifyldt bliver det så sandelig når bandet, der er fløjet ind for at give en enkelt koncert på Roskilde, mikser deres hardcore med Black metallens kolde skær. Blackened Crust kalder de deres stil og mon ikke vi kommer til at opleve Pavilion eksplodere i én sidste stor most-pit på årets Roskilde Festival? Jeg tror på det!


Tidsplanen for Black metal nat på Roskilde Festival:

20.00 DJ BLASTBEAST
21.00 TOMBS
22.00 DJ ANXIOUS WHITE MEN
22.30 DEAFHEAVEN
23.30 DJ FUTHERMOCKER
00.00 MYRKUR
01.00 DJ BLASTBEAST
01.30 YOUNG AND IN THE WAY