Kamelot“Haven” hedder det nyeste udspil fra det amerikanske symfoniske powermetal band Kamelot. Som sådan stiller albummet sig fint i rækken af Kamelot udgivelser uden dog at være et nyt mesterværk.

Haven er Kamelot’s 11 udspil og atter er der dømt super melodiske hooks og store omkvæd svøbt i poleret lyd. Alt som egentlig kendetegner Kamelot.

På “Haven” starter Kamelot overraskende svagt ud med “Fallen Star”. Et nummer der lyder utrolig forpustet og langt hen ad vejen mangler en stærkere melodi og fremfor alt tempo for at være et godt åbningsnummer. Bedre går det så heldigvis på albummets nummer 2 “Insomnia”, der med sit stærke hook og kontrasten mellem det mørke og lyse univers, nok skal blive en sikker vinder på Kamelot’s kommende world tour, der jo bringer til dem Viften i Rødovre d 24/9.

Generelt virker det desværre som om, at Kamelot på de senere udgivelser har valgt at skrue gevaldigt ned for tempoet for derimod at inkorporeret langt mere af det teatralske og gotiske aspekt, hvor følelserne i det lyriske univers sidder helt ude på tøjet. Man mangler kort fortalt noget mere aggresivitet (ja det kan sgu’ lade sig gøre, selv for Kamelot) i deres nyere musik.

“Veil of Elysium” er albummets stærkeste nummer. Her får man endelig følelsen af old school Kamelot. En herlig uptempo powermetal basker, hvor melodi, vokal og kor går op i en højere enhed i omkvædet, der klæber sig omgående til din hjerne. Dette nummer kunne fint have været udgivet på Epica og er nærmest en direkte forlængelse af “Center Of The Univers”.

Hurtigt kommer vi dog ned igen, da Kamelot smider en klassisk powerballade efter og Tommy Karevik krænger sin sjæl ud i endnu et følsomt øjeblik for Kamelot. Dem er der desværre for meget af på denne udgivelses i alt 13 numre, hvor der først mod slutningen atter bliver skruet op for det aggressive udtryk i “Revolution” .

Opsummering
 : “Haven” stiller sig fint i rækken af nyere udgivelser med Kamelot. Det er teatralsk og symfonisk med den klassiske polerede Kamelot-lyd. Men man savner simpelthen stærkere og mere iørefaldende sange end hvad tilfælde er på “Haven”.

Lyt specielt til: “Veil of Elysium”, “Revolution”, “Insomnia”,

For fans af: Nightwish, Stratovarius, Evergrey og Sonata Arctica