Death To All var i byen. Death’s “Symbolic” fylder nemlig 20 år – så det skulle fejres. Og hvilken fest det blev!
Loudblast
Første band der fik æren af at varme op for legenderne i Death To All, var franske Loudblast. De serverede en gedigen gang traditionel groovet dødsmetal og lod til at nyde koncerten til fulde!
Til trods for de forvirrende tidspunkter på aftenen (der stod åbenbart et andet tidspunkt på billetten), så var der egentlig mødt okay op med mennesker der alle så ud til at føle sig okay underholdt undervejs i showet. Desværre for Loudblast er deres musik næsten lige så fantasiløs som deres bandnavn, og de formåede aldrig at imponere mere end højest nødvendig. Jeg gik fra koncerten uden egentlig at kunne huske specifikke numre. Men jeg var da underholdt så længe det varede, og det tæller vel også.
Abysmal Dawn
I en helt anden boldgade har vi så Abysmal Dawn fra USA. Og lad mig sige det sådan her, jeg har aldrig hørt et band naile Morbid Angel lyden mere end dem her! Helt ned til lyd og betoning samt sangtitler var spot on. Heldigvis for Abysmal Dawn, så blev det aldrig decideret kopi, og de spillede både med kæmpe selvtillid og hamrende tight.
Undervejs i koncerten blev der også plads til et humoristisk indslag i form af alle bandmedlemmerne fra Loudblast og Death To All kom frem på scenen kun iført håndklæder, hvorefter de stillede sig til at stryge Death t-shirts på scenen og kaste dem ud til folk. Ganske underholdende, men også ret distraherende fra musikken. Men hey, det var trods alt afslutningen på touren – så må der gerne gøgles lidt!
Alt i alt leverede Abysmal Dawn en fed og mindeværdig koncert, der absolut indbyder til at jeg bør checke mere af deres musik ud!
Death To All
Legenderne. Stilskaberne. Mestrene! Bandet med den karakteristiske og geniale Chuck Schuldiner i front, der blev taget fra os alt for tidligt. DEATH! Denne aften var vi klar til at hylde en af de helt store inspirationskilder til meget af den progressive og tekniske dødsmetal vi kender i dag.
Death To All er nemlig ikke Death. Det er tidligere medlemmer, der, sammen med en ny vokalist, spiller Death sange for at hylde Chuck Schuldiner’s massive musikalske arv. Det blev denne aften gjort med Gene Hoglan på trommer, Steve DiGiorgio på bas, Bobby Koelble på guitar og Max Phelps på vokal og guitar. Her skal der lyde en kæmpe klapsalve til alle bandmedlemmerne individuelt, for hold da op de kan deres kram, og specielt sammen på scenen. DiGiorgio straffede bassen noget så grusomt, Koelble spillede som gjaldt det livet, Hoglan var et imponerende inferno og spillede mega tight og Max Phelps løftede Chuck Schuldiners arv på aller bedste vis – for hold da op hvor han lyder meget som Chuck!
Undervejs i settet, der bød på materiale fra hele Death’s karriere (med lettere fokus på Symbolic pladen som vi fejrede her til aften), fik vi også fornemt besøg af Steffen Kummerer fra Obscura, der også er et kendt ansigt i Death To All sammenhænge. Og selvom jeg er kæmpe Obscura-fan, så gjorde Max Phelps det væsentlig bedre end Steffen gjorde på de tre numre han sang på. Steffen Kummerer’s mere skrigende og hæse vokal var ikke helt det der skulle til, for at vække illusionen om Death til live.
Men det var ikke nok til at bryde storheden i denne koncert. Alt spillede præcis som det skulle. Og selvom det ikke var originalen, så kan jeg ikke forestille mig at en tribute til Death kunne forebå på bedre vis end den gjorde her i aften.
