Roskilde Festivalen’s metalprogram blev lukket og slukket med et kæmpe brag. Et møgbeskidt, tungt, tæskende og fandenivoldsk brag!!!
Okay, ja, jeg ved godt at jeg er uhyre positive i mine anmeldelser osv osv osv bla bla bla – men sådan er det altså bare her på Roskilde i år åbentbart! Den ene fede oplevelse efter hinanden har stået i kø, til trods for metalprogrammet ikke har været overbevisende nok, til at fylde de forskellige scener op med betalende gæster. Men det skal ikke øbelægge de gode oplevelser.
En af disse oplevelser var uden tvivl det amerikanske death/grind/hardcore band NAILS!
Nails er et band der ikke spiller vildt mange koncerter – ikke ulig Trap Them der spillede på dette års Copenhell. I modsætningen til Trap Them, så er Nails bare langt mere overbevisende live, og den usikre snak mellem numrene virkede oprigtig i stedet for pinlig og malplaceret. Man kunne virkelig føle, at de virkelig elskede at være her! Vi fik også en lille hemmelighed at vide, med at koncerten i dag var langt federe end den igår i Berlin – og faktisk nok den bedste på hele touren… men shh!
Dynamikken i Nails’ numre er lige præcis sådan det skal være når det kommer til grind. Sløve passager der får hele teltet til at headbange, der så brydes med tempofyldte blasts og hurtige riffs så der moshes til den store guldmedalje. Og så efter lidt over et minut slutter det, så man lige kan nå at få pusten, inden næste nummer går på.
Hvilke numre spillede de så, spørger du? dem alle (sandt nok)! Selv efter de havde spillet sidste nummer og de var igang med at hive stikket ud af deres gear, råbte publikum på mere. De fik signal til der var tid, og så spillede de det sidste nummer. Men så kunne de altså heller ikke mere! En ti minutter mere ville heller ikke have været helt skidt, men det må nok komme når de udgiver endnu en plade! Lydmæssigt var der heller ikke én finger at sætte – faktisk formåede de at lyde endnu bedre end på plade. Well how about that…
At koncerten var satans fed, er bevist ved at da jeg står oppe foran lige pludselig får Martin Nielskov fra The Psyke Project crowdsurfende over hovedet på mig, og ved at kigge ved siden af mig står Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder og giver den gas i pitten. Blandt mange andre, skal jeg lige hilse og sige…
Det kunne næsten ikke have været bedre!
