Koncerten med det nihilistiske black/hardcore band Hexis blev annonceret som en hærgende satanisk messe. Det hærgende element udeblev dog desværre.
Som jeg før har nævnt omkring Hexis, så er det sgu ikke nemt at lytte til. Det er udfordrende. Deres dronede, angribende og trandencerende svar på en blackened hardcore (hvis man må være så fræk at kaldet det dette…) indkorporerer mange af de forcer som man bl.a. ser hos støj-rock, hvor monotone akkorder tit giver forskellige lydbilleder fra person til person. Og det skal man på mange måder tage hatten af for! Men den HELT store force hos Hexis, det er sgu når de spiller live – og det er deres (hvad jeg har hørt rundt omkring) omkring 200 koncerter rundt i verden det seneste år, et glimrende eksempel på. Det udeblev bare desværre lidt på Rising-scenen på Roskilde Festival.
Her forventede jeg nemlig et band der ville skide højt og helligt på festivalens stramme restriktioner omkring crowd-surfing og aggressiv opførsel på scenen. Det fik jeg ikke. Derfor var det også først i koncertens aller sidste minutter at vi fik den vildskab, fandenivoldskhed og i-dit-fjæs attitude, som Hexis ellers normalt leverer. Det hjælper heller ikke meget at det også kun var i slutningen af koncerten af lyden blev nogenlunde tålelig at høre på.. Så koncerten blev aldrig helt det imponerende slag i ansigtet som jeg håbede på at få.
MEN!!! Var man derimod lidt vågen, ville man have set at Hexis dagen før ville give koncert i “Domen” (en kuppelformet konstruktion, med en uhyre intim scene placeret i midten). Her var vi også tilstede. Og tak skæbne – HER fik vi smæk for skillinger! Her var forsanger Filip Andersen i sit és og helt ude i ansigtet på folk, næsten hele koncerten faktisk. PLUS at vi var BADET i røg, og stroboskoblyset fra scenen kom til sin ret, i modsætningen til koncerten på Rising-scenen, der var i dags/aftenlys…
Det er dén her Hexis der holder. Og tak for dén!
