Den første dag på Copenhell bød på alt fra rå vikingepower, old school, new school, thrash og groovet heavy metal! Så kom vi fra start!
Fossils (anmeldt af Aleg-One)
Første navn på Copenhell 2014 – navnet der skulle åbne ballet – var ingen ringere end den tromme-bas-baserede duo Fossils! Et særegent valg. Specielt fordi de først var blevet annonceret meget kort tid før festivalen startede. Men også fordi at deres genre nok er lidt svær at sluge for mange mennesker. Det er nemlig indadvendt polyrytmisk metallisk drum-n-bass tæsk for alle pengene! Men underholdende – dét er det! Og det faktisk talstærke publikum (alt taget i betragtning) var også ganske imponerede af disse talentfulde herrer!
Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at når de to gutter bruger det meste af tiden på at kigge ned på deres instrumenter og på hinanden, for at sikre alle de skæve anslag rammes med millimeterpræcision, så bliver det en anelse trættende og kedeligt rent visuelt. Derfor var det også “heldigt” at de kun spillede i knap 30 minutter – og næste gang jeg ser dem vil jeg også gerne se dem på en lidt mindre scene.. Fordi Pandæmonium-scenen er, trods festivalens mindste, en stor mundfuld for de to gutter.
Fossils leverede alt i alt en god start på Copenhell 2014. Det skal de sgu have!
TÝR (anmeldt af Weiss)
For mit vedkommende var dette mit første møde med færøske TYR i livekontekst – utroligt nok egentlig! Deres musik bliver nemlig ofte smækket på anlægget herhjemme og særligt deres seneste plade, “Valkyrja”, er blevet spillet på repeat gentagende gange i løbet af året der er gået.
Derfor var det også til min store glæde, at bandet netop havde fokus på Valkyrja på Copenhell. Der blev lagt ud med albummets ubetinget stærkeste nummer “Blood Of Heroes.” Et nummer der nærmer sig mere power metal end bandets egentlige trademark som er folk/vikinge-hymner.
Fremmødet foran Hades var stærkt, og selvom bandet kæmpede med mudrede lydproblemer (iøvrigt et problem stort set alle bands havde på Hades dette år! Og det er sgu’ for dårligt Copenhell!) i særligt starten af koncerten, blev det hele reddet med bandets glædessmittende og velspillet folkesange, hvor en forrygende version af “Hold The Heaten Hammer High” satte gang i Copenhells første store fest!
Man kunne så klage over vejret. Men i bund og grund var der sgu’ noget symbolsk og, hvad kan man sige, nærmest smukt over regnen, der i midten af TYR’s sæt fik lov til at hamre ned fra oven. Det er bare ligesom om TYR, Færøerne og regn bare går hånd i hånd.
Rendyrket vikingepower!
Of Mice & Men (anmeldt af Aleg-One)
Uha. Her bliver der fanme satset fra Copenhell’s side af. Fordi Of Mice & Men er ved at være et af de aller mest succesfulde metalcore bands lige pt. – i USA og England vel og mærke. Her spiller de rivende udsolgte koncerter for mange mange tusind mennesker, der alle elsker dem ubetinget over alt på jorden. På Copenhell er sagen nok en lidt anden, der nok bedst kunne ses i det at de havde fået festivalens mindste scene at spille på (i modsætningen til fx Hellfest, hvor de spiller på Main Stage). Dette kunne man måske nok forestille sig ville være lidt smågnavne over, være tilbageholdende, arrogante og bare se koncerten som noget der skulle overstås hurtigt, for så at vende tilbage til deres hungrende fans i de engelsktalende lande. Men sådan var det heldigvis ikke!
Der blev lagt hårdt ud med nummeret “Public Service Announcement” fra den nye, og GANSKE glimrende, plade “Restoring Force”. En plade der på mange måder kan sammenlignes, rent stilmæssigt, med Bring Me The Horizon’s seneste genistreg “Sempiternal”, så udgangspunktet er ikke helt dårligt! Det var også numrene fra denne plade der (klogt nok) dominerede sættet, og baskere som “Bones Exposed”, “Feels Like Forever”, “Would You Still Be There” og “You’re Not Alone” gik rent ind, som om pladen allerede havde været ude i mange år (den er fra januar 2014).
Frontmand Austin Carlile fungerede rigtig godt som indpisker for det i starten lidt tilbageholdende publikum, og hurtigt fik pladsen foran scenen også forvandlet sig til en stor moshpit, og langt de fleste hårde metalfans foran og i nærheden af scenen kunne heller ikke lade være med at nikke med til musikken. For musikken er let tilgængeligt og simpel – men det er også medrivende, og man skal ikke høre deres melodiske omkvæd mange gange før man kan synge med! Og dét, samtidig med at være rigtig gode showmænd, vinder de på langt hen af vejen!
Flere gange undervejs udtrykte Austin Carlile sin glæde over de fremmødte og for første gang at være i Danmark. Næste gang bliver han nok endnu gladere!
Anthrax (anmeldt af Weiss)
Gode gamle Anthrax. Tilbage på Copenhell efter et enkelt års fravær. I 2012 spillede de også på førstedagen på Helviti. Der er ikke sket meget på albumfronten for Anthrax i løbet af de to år. Derimod er der kommet ny guitarist i foretagendet, da Rob jo er blevet fast spadesvinger i Volbeat, siden bandet sidst gæstede Copenhell. Det var måske derfor lige tidligt nok at hive Anthrax ind igen, når der er flere thrash-bands i samme kaliber som Anthrax på tour lige omkring Copenhell.
Men nuvel. Her var de så igen. Og agendaen for Anthrax på Copenhell var, iøvrigt ligesom sidst, at sikre thrash-festen allerede i starten af koncerten. Bandets letfordøjelige thrash-hymner røg ud over scenekanten én efter én på Helviti. Vi snakker numre som “Caught in a Mosh” , “Madhouse”, “Indians”, og “Got The Time”. Alle 4 numre, der fik sat godt gang i pitten foran hovedscenen. Klassisk Anthrax og de sikre hits blev leveret med god energi fra scenen.
Vi fik en hårdtspillet udgave af AC/DC’s “TNT” inden en rygende velspillet udgave af “Deathrider” fra bandets debut gav publikum et veltilrettelagt spark i maven!
Anthrax var og er fortsat et band der kan leverer. De gjorde det i 12 og de gjorde det igen i 14, omend vi nu ikke behøver dette band på Copenhell i et par år nu, da følelsen af en regulær kopiering af 2012-koncerten var mærkbar her.
Arch Enemy (anmeldt af Aleg-One)
Arch Enemy havde noget at bevise i dag. Fordi tidligere på året ramte nyheden med at deres forsanger og absolutte midtpunkt, Angela Gossow, ville træde tilbage fra bandet. Øv! Hun bragte en fantastisk blanding af vildskab som en tordnende frontkvinde og eyecandy.. For pæn at se på var hun også!
Men bandet havde i sinde at fortsætte. De ville finde en ny sanger. Og denne tjans fik Alissa White-Gluz fra bandet The Agonist. Mange var skeptiske. Det var jeg også. Det blev på få sekunder lavet om.
Fordi wow. Alissa.. Wow.. Du er for sej! Og jeg tror jeg deler manges mening når jeg også blev overrasket over hvor flot denne kvinde er i virkeligheden, når hun giver den 110% på scenen! Men det er ikke (kun) dét som det skal handle om. Fordi hun leverede fanme. Også bedre end jeg nogensinde kunne forestille mig Angela Gossow ville gøre! Det er næsten blasfemi i manges øjne, men sådan fremstod det her i dag. Faktisk stjal hun så meget fokus fra resten af bandet, at de virkede som anonyme skikkelser der travede modløst rundt på scenen. Lidt en skam, da det uden tvivl er nogle af metalscenens aller dygtigste mennesker vi har med at gøre her!
Al tvivl blev gjort til skamme. Og det gik efterhånden også op for folk efter en liiiidt sløv start. MEN. Bandet fik knapt nok kæmpet sig op til sejr på Hades scenen før det hele var slut igen! Efter ca. 40 minutter kom den afsluttende hit-parade med “We Will Rise” og “Nemesis” og den fik sat en stor fed streg under hvorfor dette band slet ikke skal afskrives endnu. Den måtte bare godt vare lidt længere tid næste gang…
Iron Maiden (anmeldt af Weiss)
Nå, Maiden! Var I så værd at rykke en hel festival for? … både og!
Indrømmet, Iron Maiden er et af de vigtigste bands for undertegnede. Ja de er sgu’ nok hvad man ville kunne kalde en personlig favorit. Så at skulle opleve Maiden England Touren igen og så endda i Danmark på Copenhell var nærmest en utænkelig drøm, der gik i opfyldelse.
Onsdag aften stod de så på scenen, med nøjagtig det samme setup de havde med, da undertegnede for blot et år siden oplevede dem på Malmö Stadion. Den flotte opsætning med isbjergene og temaet fra Seventh Son-perioden er setuppet for denne tour, der kredser om de helt klassiske skærringer fra 80’erne, med kun en enkelt udstikker i form af “Fear Of The Dark”. Ærligtalt så bliver det fandme ikke smukkere! Med en sådan setliste burde det simpelthen ikke kunne gå galt for britterne.
Men alligevel fornemmede man knas i maskinen i begyndelsen. “Moonchild”, og særligt “Can I Play With Madness” blev slet ikke leveret med samme nerve og energi som i Malmö. Det var helt tydeligt at lyden på ingen måde var med bandet i begyndelsen og faktisk desværre også en pæn del af det 2 timer lange sæt. Det virkede underligt fladt. Rytmesektionen var nærmest væk i lydbilledet og Nicko McBrain og Steve Harris’ ellers så svigende sammenspil sejlede ligeså stille rundt i muren af tre gange leadspader.
Men selv når det er Maiden på halvdårlig dag er det fortsat et så gennembanket godt livenavn, at de uden problemer kan løse opgaven, med et tårn højt bundniveau og med en sprudlende Bruce Dickinson i front. Og på trods af dårlig lyd i begyndelsen fik publikum det de kom for. Hits på hits krydret med et par episke indslag som titelnummeret på “Seventh Son Of A Seventh Son”, “Phantom Of The Opera” og en, nuvel, noget langsom og gumpetung udgave af “Wasted Years”.
Up The Irons! – næsten da. Den store scenes sande old school-sejr kom nemlig først i hus dagen efter…
Helhorse (anmeldt af Aleg-One)
Den seks mand høje hest med tre ben, Helhorse, stod frem på Pandæmonium scenen som et band der i dén grad ville bevise deres værd på Copenhell. Den fik nemlig 110% fra start til slut. Så den stod på en solid omgang tæsk til menigheden fra deres riffbaserede stoner/groove med en snært af bidende hardcore! Og på rigtig mange måder stod de på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Klokken var 23, folk havde lige set Iron Maiden kæmpe sig til halv sejr på den store Helviti-scene – en rimelig god opvarmning, hvis jeg selv skal sige det (og som forsanger Mikkel Wad også jokede med undervejs)… Så folk var i dén grad fulde, feststemte og tilsyneladende sultne efter tunge riffs.
Bandet tonsede rundt på scenen som gjaldt det livet, publikum moshede, headbangede (har stadig ondt i nakken) og sang med på de whiskey-dampende numre! Jeg kan snart ikke sige mere om Helhorse end jeg allerede før har gjort. Fordi fuck hvor leverer de jo bare! Og denne dag var et mere varieret sæt end jeg normalt ser fra dem i disse nyere tider, der godt kan tendensere til at fokusere lige rigeligt på det nye materiale. Både “Deathride” og “Black Weed” samt den fandenivoldske afslutter “Get Drunk, Get Mad, Get Even” var kærkomne gensyn og viser en hest på en rejse, der nok skal få dem langt på metalscenen.
Mikkel Wad proklamerede flere gange at vi idag skulle skabe historie. Det tror jeg ikke vi gjorde. Men til gengæld fik vi set en satans fed koncert, fra et af Danmarks aller bedste metalbands.
Black Label Society (anmeldt af Weiss)
Zakk Wylde, guitaristernes helt egen Rambo stod klar på Hades ganske kort efter Iron Maiden havde leveret deres 2 timer lange sæt. Jeg skal gerne indrømme, at Maidens lange sæt havde sat sig solidt i kroppen. Så en koncert med Black Label Society blev lidt af en prøvelse for både ryg og ben. Og frygten for en dræbende lang koncert med Zakk Wyldes show-off-solo-lir var ikke lige det der trak allermest.
Det blev da også lidt af en ørkenvandring fra start. Lyden var mildest talt ad helvedes til på Hades, da Zakk og co. lagde ud med “My Dying Time” fra Catacombs of the Black Vatican. Et buldrende bashelvede og en sjasket vokal. Men Black Label kæmpede videre og deres musikalske mix mellem klassisk tung groovet heavy metal og grunge fungerede faktisk rigtig godt denne aften.
At manden så er håbløst overvurderet er så en anden sag. Riffs kan han skrive, jo vidst, men den store vokalist bliver han aldrig og frygten for non-stop guitarsoli, ud i det direkte overdrevende, må man tage med når det er Black Label Society vi snakker om. Heldigvis fik vi kun en længere solo i midten af sættet. Som selvfølgelig blev trukket pinefuldt langt ud. Det er vel også begrænset hvad man kan nå i et time langt sæt.
Sætlisten var derimod en lækker sag, der vinder denne aftens koncert. “Suicide Messiah” , “Concrete Jungle” , og “Stillborn” satte punktummet for godt og vel en time i Rambo’s selskab. Det svingede lækkert, da først lyden blev bedre og vi fik overstået solo-liret.
The Psyke Project (Anmeldt af Aleg-One)
Sidste navn på første dag, The Psyke Project, var lige så tung, mørk og dyster som man kunne forvente. Men meget af den utæmmelige scene-energi og vildskab var udskiftet med mere fokus på melodien og koncerten var ikke nær så monoton i lyden, som jeg ellers godt synes The Psyke Project kan have.
The Psyke Project er sgu et spændende bekendtskab. Det er som om jeg aldrig ved hvor jeg har dem. Som om at nye facetter folder sig ud i deres musik gang på gang. For hver gang de lyttes til og for hver gang pladerne sættes på, så er det næsten som at opleve det hele for første gang.
Det blev serveret numre fra hele bagkataloget, dog med overraskende lidt fokus på den seneste “Guillotine” (her kunne jeg godt have savnet titelnummeret fx). Alt i alt et dejligt varieret sæt, der fik deres ellers lidt monotone udtryk til at åbne sig og give plads til flere detaljer. Desværre for dem var det lidt en hæmsko at der var liiiidt langt fra scenekanten og over til publikum. The Psyke Project er jo et band der ynder at være HELT tæt på sit publikum. Det var dog ikke nok til at trække oplevelsen ned, hvis jeg selv skal sige det.
Alt i alt en fed koncert, der resulterede i en massiv energiudladning fra publikum, hvor onsdagens sidste kræfter blev brugt op.