En aften med op-og nedture kan man vidst roligt kalde det.. Co-headliner tourneen med britiske Cradle Of Filth og polske Behemoth var kommet til landet for at levere sortsyn og satanisk vrede!
Svarttjern
En svart-metallisk aften der lægges ud med Svarttjern fra Norge er sgu ganske passende. Og det er sgu ikke så meget pis med dem! Der er tale om lige-ud-af-landevejen tonsende black metal med enkelte rock n’ roll elementer gemt i de lo-fi leverede numre. En ganske glimrende optræden hvor alt ved bandet og musikken kan kategoriseret som ”ganske udmærket”. En kende mere autoritet på scenen og lidt variation i numrende havde klædt dem – men hey, jeg følte mig tæt på opvarmet efter de var færdige. Sååååee.. job complete!
Inquisition
Her er noget man ikke ser hver dag.. Et black metal band fra Columbia! Og så endda kun bestående af to personer (der var måske slet ikke flere black metallere i Columbia?). Med en karriere der spænder over imponerende 26 år er det sgu nogle gamle og erfarne drenge vi har med at gøre her!
Et sagte ”åh nej” gik dog over mig da de gik i gang, og jeg tænkte kort at dét her må være grunden til mange ikke kan tage black metallen seriøst som genre.. Lidt en kliché.. Men da de efterhånden fik spillet sig varme var det faktisk rigtig imponerende at kun de to mennesker kunne larme så meget (på den gode måde). To mennesker ser dog ikke ud af meget på Amager Bio’s brede scene. Forsanger ”Dagon” fik dog gjort brug af hele tre mikrofoner, for bedst muligt at komme hele vejen rundt på scenen, og det fungerede faktisk rigtig godt. Alt i alt en glimrende koncert fra et band, der dog alligevel nok stod på en lidt for stor scene.
In Solitude
Nu var det blevet tid til en dosis svensk sortsyns-coolness i form af In Solitude! Bandet har en lyd jeg aller bedst kan beskrive som en parring mellem svenske Ghost og punkrockerne i Misfits i Danzig-perioderne. Misantropiske tekster, sort læder, håret i øjnene og destruktiv adfærd på scenen, pakket ind i lækre minimalistiske riffs og laid back attitude.
In Solitude er for mange et nyt band (mig selv inklusiv) men har faktisk hele tre albums på bagen, hvoraf den seneste ”Sister” ligger lunt i svinget til at kunne blive bandets helt store gennembrud.
Jeg ærgrer mig blot over at vokalen, der ellers for mig er et af de helt essentielle elementer i In Solitude’s musik, havde så lidt plads i lydbilledet. Et stort øv faktisk, der også trækker koncerten væsentlig ned.
De nyere numre ”Death Knows Where”, ”Lavender” og ”Sister” blev dog leveret med stor bravur og de fik vist deres store potentiale her til aften. Giv dem et par singler mere med samme catchyness som ”Sister”-titelnummeret, og jeg spår at det ikke går længe før de vender tilbage til Bioen som headlinere.
Cradle Of Filth
Jeg vil gerne indrømme, at forventningerne forud for denne koncert godt og vel lå på middel-stadiet. Mange jeg havde snakket med inden koncerten havde enten skamrost eller svinet næste band, Cradle Of Filth, til – og er der noget, der tit er opskrift på succes, så må det jo være at kunne dele vandene!
Og delt vandene, det fik de. Faktisk i så tydelig en grad, at udvandringen kort inde i koncerten var så meget til at tage og føle på, at jeg vil skyde på at nok 1/3 af publikum, valgte at bruge tiden under denne koncert i baren, eller godt trukket tilbage i salen. Og hvor ville jeg dog ønske jeg var en af dem…
Cradle Of Filth scorede nemlig så mange point på ”what the fuck”-skalaen, at det halve kunne være nok… Og ja hvor skal jeg starte? Bandets rutineprægede performance og fuldkommen mangel på engagement (foruden trommeslageren, der gjorde det ganske glimrende)? Deres video-visuals der mest af alt mindede om højskole-projekt bestående af stock-effekter og presets? Eller Dani Filth’s – centrum for dagens maskebal – epileptiske scene-performance samt 75-minutters high-pitch-helvede han fik kørt os igennem?
For om det er imponerende eller ej, så har jeg godt nok aldrig før hørt en person lave de samme skrig som Dani Filth leverede her til aften, og det er vel lidt af en bedrift i sig selv. At denne lyd så skærer i marv og ben og skal være med i HVERT nummer. FLERE gange.. Faktisk næsten HELE tiden.. det er dog så meget i overkanten, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal begynde.. Kære Dani.. Det går ikke.. Ikke mere, i hvert fald.. Jeg så godt hvordan du efterfølgende flere gange tog dig til struben og så skuffet ud. Hvorefter du så tog en slurk vand og forsøgte igen igen (igen)..
Her vil jeg langt hellere se hen mod bandets keyboardspiller-og clean sanger Lindsay Schoolcraft, som var placeret godt i baggrunden. Hun gjorde det sgu godt! En ganske glimrende sanger, som de absolut burde gøre endnu brug af i fremtiden. Så kan Dani også få lov til at holde lidt flere pauser undervejs.. Win-Win!
Hertil skal det så siges, at de publikummer der stod oppe foran scenen tog rigtig pænt imod Cradle Of Filth, så helt forgæves har de da ikke været! De fik deres fest, og så skal jeg vel ikke komme her og pisse på sukkermaden.. Men om jeg forstår det er så en helt anden ting. Desuden virkede det lidt for meget som om Dani Filth var gået i det sleske hjørne, og havde lidt for travlt med at flirte med pigerne foran scenen. Come on, man..
De får dog point for at levere flotte udgaver af numrene ”Nymphetamine (fix)” og ”Her Ghost In The Fog”, for Lindsay Schroolcraft, samt for at have en trommeslager der bravt kæmpede alt hvad han kunne for at piske op i huset.
En gang skal jo være den første. Sådan er det med alle ting. Jeg fik oplevet Cradle Of Filth for første gang i aften. Og så fik jeg for første gang også oplevet en koncert med ørepropper i.
Behemoth
Jeg har haft glæden af at opleve Behemoth live to gange før. Første gang var på Roskilde Festival i 2011, hvor de høje forventninger blev malet lidt til jorden i dagslyset på Arena-scenen.. Anden gang var dog en anden sag, her viste de tænder på Metal Hammer Paradise i 2013! For SATAN det var godt! Nu er de vendt tilbage med den skamroste ”The Satanist” i baggagen, klar til at vise hvorfor de er et af polens absolut største (metal)bands!
Som det kan forventes af en koncert med Behemoth, så var der ikke sparet på de teatralske elementer! Uhyggelig stemning, gennemført udklædning, flot sceneudsmykning samt masser af ild og røg! Faktisk så meget ild at jeg på 5-6 række foran scenen fik helt ondt i ansigtet flere gange. Men hvad kan man ellers forvente når man er i nærværet af satans øverste disciple?
Koncerten blev indledt af de to nye numre ”Blow Your Trumpets, Gabriel” og ”Ora Pro Nobis Lucifer” fra ”The Satanist” udgivelsen. Et ganske ballsy move.. Jeg gad godt have set sidstnævnte længere inde i koncerten, så nummeret catchyness og energi kunne have smittet bedre af på det endnu lidt afventende publikum. Men fred være med det, fedt var det!
Herefter fik vi serveret et artilleri med numre som ”Conquer All”, ”As Above So Below” og ”Christians To The Lions” – energi i højsædet så man næsten blev helt forpustet.
Herefter kom det uhyre flotte nummer, titelnummeret fra ”The Satanist”, og så var det ellers hitparade i stor stil! ”Ov Fire And The Void”, ”At The Left Hand Ov God” og ”Chant For Escheton 2000” – SLAM! Koncerten afsluttes med den mindst lige så flotte ”O Father! O Satan! O Sun” hvor udklædningen fik max gas – virkelig underholdende afslutning på en(dnu) en ubestridt magtdemonstration fra Behemoth!
Bandet spillede intenst og var på fra start til slut! Specielt bassisten ”Orion” bidrager uhyre meget til, at hver en Behemoth-koncerter hjemsøger en om natten. For helvede den mand er bare uhyggelig at se på! Næsten lige før han til tider stjal fokus fra frontmand ”Nergal”… Men også kun næsten! For magen til karismatisk frontmand skal man sgu lede længe efter! Det er som om at hvad der bedst kan beskrives som komiske og platte virkemidler, bliver frygtindgydende og episke når de kommer i hænderne på Nergal.
Skal der endelig siges noget negativt, så var vokalen og til dels guitarerne flere gange svære at høre i lydbilledet. Lidt en skam, men når man leverer et så intenst og gennemført show, så virker det næsten blasfemisk at lade sådan noget trække alt for meget ned. Vi fik hvad vi kom for. For det vi kom for var at blive overvældet, overrasket og få et spark i ansigtet med polsk blackened death metal direkte sendt fra helvedes nederste lag!
Behemoth er konsitente. Man ved hvad man får. Men det er ikke umiddelbart en dårlig ting – for når dét man får er det ypperste, hvad mere kan man så forlange?
2 comments
Chris Jørgensen says:
Feb 28, 2014
Det virker ikke til at anmelderen kender Cradle of Filth på forhånd og anmeldelsen bliver så også derefter og det kan jeg godt forstå.
Men kender man dem….ja så enten hader man dem eller også elsker man dem (især Dani’s vokal). Jeg hører til sidst nævnte.
Jeg har altid syntes de var rigtig fede og stemningsfulde og det er til dels pga. Dani’s skiftende vokal, som mange ikke kan lide, og selvfølgelig også pga. kor og keys som er en stor del af stemningen i CoF.
Jeg har oplevet CoF live før og jeg må nok sige at jeg er skuffet over denne aftens performance. Et kedeligt show og en dårlig lyd (især på keys og kor) prægede deres show, og da setlisten bestod af en sløv gang “Best of” og ingen numre fra deres nyeste (2012) blev det altså en sløv omgang.
Det er set meget bedre i 2006 da de også gæstede Amager bio. Men 2 pentagrammer herfra og havde det ikke været for den dårlige lyd, havde de fået 3 pentagrammer
Aske Frederiksen says:
Apr 24, 2014
Altså forhelvede Cradle of Filth var den værste koncert jeg har set i HELE mit liv. Jeg stod helt foran (fordi jeg holdte fast i pladserne til at se Behemoth). Dani Filths forfærdelige skrige vokal som lyder som en gammel dame der er ved at dø, kombineret med en hær af piger der stod og sang med i opera stemmer. Og udover det er Dani Filth en MEGA idiot som kastede indholdet af en vandflaske direkte ned på mig. De spiller forfærdeligt, og passede overhovedet ikke ind.