Ovenpå en aflyst optræden på årets Roskilde Festival, var forventningerne utroligt høje for drengene i Dillinger. Og lad det så være sagt, at Roskilde gik glip af noget stort!
En brækket hånd på den akrobatiske lead-guitarist Ben Weinman skulle være dét der stod imellem os og Dillinger Escape Plan på Roskilde Festival 2013. En aflysning jeg ved mange var kede af – mig selv inklusiv. Så da Pumpehuset annoncerede en efterårskoncert med dem, kunne det jo ikke blive meget bedre!
Aftenen blev indledt af to opvarmningsbands – og nogle lidt mystiske nogle af slagsen.. Og da det ene er støjet tøserock og det andet var post-rock, vil jeg slet ikke prøve på at give en anmeldelse af det. Men det var med til at fremhæve meget af det musikken hos The Dillinger Escape Plan går ud på – nemlig at man aldrig helt kan vide hvad der skal ske!
De gik på scenen til en kort intro, med to skærme på scenen, der i horror-noir stil skiftevis viste en sovende kvinde og tekst som “You are feeling sleepy”, “you are now asleep” og “I am now going to remove your eyelids” til stor jubel. Bandet trådte på scenen til nummeret “Prancer” fra den senese plade, den geniale “One Of Us Is The Killer” (læs vores anmeldelse af den HER), og allerede her var jeg overbevist. Dét som The Dillinger Escape Plan nemlig kan, er at skabe noget af det mest kaotiske musik man kan forestille sig, men så være så sindssygt tight og cool, at alt den kaos bliver holdt i stram snor hele vejen igennem! Lyden var noget nær perfekt, alle spillede som gjaldt det livet og vokalist Greg Puciato lød mindst lige så godt som på plade – bare tilføjet et ekstra pift galskab og nogle ekstra maniske skrig hist og her.
Koncertens andet nummer er nok det nummer der vel bedst definerer Dillinger’s musik – nemlig “Farewell, Mona Lisa”. Igen brød publikum ud i et kæmpe brøl, en kæmpe moshpit og stor fællessang i den mere melodiske halvdel af nummeret. Smukt øjeblik!
Og under nummeret “Room Full Of Eyes” valgte guitarist Ben Weinman så at træde ud i publikum og spille guitar imens han blev holdt oppe af fansne foran. Overskud, talent og dont-give-a-fuck x 100! Så sejt!
Og sådan fortsatte det ellers bare koncerten igennem! Vi fik “Milk Lizard”, “Black Bubblegum”, “Sunshine The Werewolf”, “Dead As History”, “Gold Teeth On A Bum”, Aphex Twin-coveret “Come To Daddy” og den obligatoriske afslutter og altid crazy “43% Burnt”, samt nye numre – den groovede “Nothing’s Funny”, den crazy og medrivende “When I Lost My Bet” og den fantastiske og smukke “One Of Us Is The Killer”, der live blev leveret til perfektion!
At opleve The Dillinger Escape Plan i egen høje person var slet ikke noget jeg var klar på. Det levede op til alle forventninger om at få en sindssyg og imponerende oplevelse – og en masse ekstra! Bandet var veloplagt og der var en masse god publikumskontakt – uden der egentlig behøvede at blive sagt specielt meget imellem numrene. De var i øjenhøjde og i direkte fysisk kontakt med os i stedet.
The Dillinger Escape Plan får topkarakter for det ekstraordinære, det uventede og bare det at de blæste mig fuldkommen bagover. Alle forventninger indfriet og mere til!
