Kip Winger, manden nogle måske kender som Alice Cooper’s tidligere bassist, men nok mest for hans band Winger, der i slutningen af 80’erne hittede med deres på én gang lige dele poppede hair metal med lige dele progressive elementer. Dengang solgte bandet en helvedes masse plader med slut-80’er hits som “Seventeen”, “Miles Away” og “Rainbow in the Rose”.
Winger er fortsat levende og kan til næste år fejre 25 års jubilæum for deres debut. I aftes i Slagelse, første stop på en 5 dages Danmarks-tour, stod Kip Winger dog på egne ben, da han med intet andet end sin 12-strenget akustiske guitar og sin store vokal gik på scenen på Badeanstalten.
Der var linet-up til et hyggeligt arrangement med en siddekoncert ved borde, hvor folk kunne sidde og nyde musikken. Meget anderledes end da jeg sidst så det fulde Winger på The Rock.
Præcis kl 20.00 gik Kip Winger på scenen til stor jubel for publikum, der denne aften udentvivl talte 3 eller måske næsten 4 generationer. Hele familien var ude for at se Kip Winger og jeg skal lige love for at alle os fremmødte fik en oplevelse af de helt store.
Kip Winger har igennem hele sin karriere lagt øre til en masse masse hate, bullshit og latterliggørelse om Winger og deres eksistens. En latterliggørelse, der blev forstærket yderligere igennem MTV’s 90’er serie Beavis and Butthead. I aftes slog Kip Winger en stor fed streg under, at man for alt i verden ikke må tvivle på manden eller for den sags skyld bandets kunnen eller eksistensgrundlag. For selvom det er let at latterliggøre 80’ernes hair metal-periode, så beviste Kip Winger, at han er og bliver en kæmpe, kæmpe stor sangskriver, guitarist og fremforalt sanger. Jeg vil mene at han til dags dato stadig er indehaver af en af rockmusikkens største stemmer i en alder af 52 år og igår beviste han ligeledes sin kunnen på guitar.
Denne aften i Slagelse blev vi alle inviteret indenfor i mandens bagkatalog, der talte alt fra Winger’s “Easy Come, Easy Go,” “Headed For A Heartbreake”, en herlig blueset fortolkning af “Can’t Get Enough” og en smuk, smuk fingerspils-udgave af “Miles Away”, inden vi også fik serveret en række numre fra mandens solo-udgivelser.
I mellem numrene forsøgte Kip at få gang i publikum, ved en form for spoken-word, hvor han fortalte og forklarede hvordan han igennem tiden har fået inspiration til de numre han nu engang har skrevet. Dette udviklede sig ofte ud i muntre monoloer mellem Kip og flere fra publikum. Dejlig jordnært.
At Kip Winger har valgt at omskrive Winger’s numre til akustiske-udgaver og derefter tage på tour med det er bestemt ikke nogen dum idé. I aftes var det helt tydeligt, at manden og hans numre er noget af det mest undervurderende i rock og metallens historie.
Jeg var sgu imponeret denne aften i Slagelse, da manden afsluttede den ca. halvanden time lange koncert med “Seventeen”. Og her er så en opfordring: Er du generelt bare musikfan så bør du ikke snyde dig selv for Kip Winger når han gæster Portalen i Greve imorgen lørdag. Der venter en stor oplevelse!
