Baby in Vain var sidste navn på Pavillon JR-scenen i år. Og med en alder på blot 17-19 år må pigerne i bandet siges, at være nogle af festivalens yngste på scenen.
Pavillon JR var proppet til bristepunket da pigerne gik på scenen. Desværre skulle en uheldig lyd sætte en solid stopper for pigernes optræden allerede efter 1 nummer. Det store PA-anlæg var simpelthen sat ud inden de overhovedet var startet og således gik hele det første nummer med en lyd fra baggearet. Pinligt, Roskilde!
Baby in Vain forlod derfor scenen igen i ca 20 min. imens fejlen blev rettet. Det blev den så gudskelov også og pigerne kunne starte sættet forfra.
Baby in Vain er et specielt bekendtskab. Pigerne spiller en utrolig skæv form for stoner rock. Tænk Queens of the Stoneage på endnu mere syre. Vokal -og guitarharmonierne er skæve og skingre, men på samme tid utrolig kontroleret. Hvor Baby in Vain uden tvivl er bedst, er når Fanden selv sætter i dem og de hårde elementer i deres musik kommer til udtryk. Her stiger intensiteten og nerven i musikken, hvilket klæder bandet rigtig godt!
Mindre godt er de mere langsommelige passager. Selvfølgelig skal disse til for at skabe kontrasten til det hårde udtryk. Problemet er nok, at det simpelthen ender med at blive kedeligt, fordi pigerne endnu mangler at have skrevet et egentlig memorabelt nummer, og som ikke har en tendens til at lyde ens. Et nummer som den glimrende “Sweetheart Dreams” er dog et bevis på, at det sagtens kan lade sig gøre for dem. Vi skal bare have langt mere af den slags.
Der er ingen tvivl om pigernes talent på scenen. Deres sammenspil er ren opvisning, hvilket kom tydeligt til udtryk under flere af de lange guitarudskejelser.
Baby in Vain bliver spændende at følge, de fik i hvert fald plantet et pænt frø med denne Roskilde-koncert.